Fodbold: Nørager B spillede sig frem til en sætbold mod topholdet i Serie 1

Nørager B holdt fast i sin 2. plads i Serie 2 ved ude at spille 2-2 mod det ubesejrede tophold Aarhus Black Vipers, som udlignede på et selvmål sidst i 2. halvleg.

Artiklens øverste billede
Nørager B skal formentlig vinde sine to sidste kampe for at holde fast i 2. pladsen, som giver en play off kamp om oprykning til Serie 1. Arkivfoto

Nørager B holdt fast i sin andenplads med adgang til en playoff kamp om oprykning til Serie 1, da holdet fra Norddjursland lørdag middag på kunstgræsbanen ved Vejlby/Risskov Centret i Aarhus spillede uafgjort 2-2 mod topholdet Aarhus Black Vipers efter at have ført 2-1 ved pausen.

»Vi var voldsomt ærgerlige over kun at få 2-2 mod Aarhus Black Vipers. Vi ville gerne have tilføjet dem det første nederlag i 30 kampe. Vipers er et hold med kvalitet, men vi udfordrede dem igen. De sagde efter kampen, at vi er klart det bedste hold, som de har mødt i denne række,« siger Nørager B’s træner Jeppe Friis.

Med to kampe igen er Aarhus Black Vipers foran med seks point, og ’hugormene’ fra Aarhus bliver svære at skubbe væk fra førstepladsen og den direkte oprykning til Serie 1. Men kampen om 2. pladsen og adgangen til en playoff kamp om oprykning er knivskarp mellem de tre lokale hold fra Nørager B, Kolind-Perstrup IF og Vivild IF.

Vi skal nok vinde vores to sidste kampe for at bevare 2. pladsen og play off chancen,

Jeppe D. Friis

Smæk for skillingen

Kolind-Perstrup IF og Vivild IF spillede uafgjort 2-2 i lørdagens lokalopgør på Kolind Park, og det profiterede Nørager B af, som fortsat ligger på 2. pladsen og er et point foran de to lokalrivaler. Men allerede lørdag bliver der igen smæk for stillingen på Nørager Stadion, når Kolind-Perstrup IF kommer på besøg hos Nørager B og vil gå efter alle tre point og revanche for 3-1 nederlaget i de to holds første kamp.

Vivild IF har på papiret det letteste program af de tre lokalrivaler med kampe mod VRI og Vorup FB fra bunden af rækken. Kolind-Perstrup IF tager imod Aarhus Black Vipers på hjemmebane i sæsonens sidste kamp, mens det fjerde lokale hold, Auning IF, lørdag kommer i menneskehænder mod Aarhus Black Vipers og i den sidste runde spiller en ’vind-eller-forsvind’ kamp mod Aarhus Fremad.

»Vi skal nok vinde vores to sidste kampe for at bevare 2. pladsen og play off chancen,« siger Jeppe Friis inden mødet med Kolind-Perstrup IF hjemme og VRI på udebane.

Frustrerede Vipers

Nørager B havde fire af de talentfulde U19 spillere med på holdet mod Aarhus Black Vipers, og både Jan Ankerstjerne, Jeppe Pedersen, Jonas Friis og Rasmus Jensen var med fra start. Ellers stillede Nørager B op med kendte navne med Steffen Klintø på mål, brødrene Mads ’Pylle’ og Jeppe Pedersen i midterforsvaret, og med Jonas Friis og Sigurd Fisker på backpladserne. Foran dem en altid hårdtarbejdende Kasper Sortkjær og en offensiv midtbane med Michael Jensen, Kristoffer ’Bubber’ Frandsen, Jan Ankerstjerne og Mathias Fisker. Rasmus Jensen startede helt på toppen.

»Ligesom den første kamp mod Aarhus Black Vipers var det en superfin kamp. Vi stod rigtig godt defensivt med hårdtarbejdende folk foran forsvaret. Spillet blev aldrig stationært, fordi vi vekslede indbyrdes og hele tiden var spilbare. Især i 1. halvleg spillede vi rigtig godt med en bevægelig midtbane, som turde modtage bolden og spillede den godt rundt. Vores pasningsspil fungerede og det frustrerede modstanderen, som ikke kunne få fat i bolden,« fortæller Jeppe Friis.

Udligning på selvmål

Nørager B kom foran med 1-0 efter godt en halv times spil, da Jeppe Pedersen headede på mål på Jan Ankerstjernes hjørnespark. Bolden blev pareret, men storebror Mads ’Pylle’ Pedersen fulgte op og fik raget bolden i mål. Få minutter senere blev det 2-0, da Jan Ankerstjerne vendte godt rundt i et godt løb og brugte Rasmus Jensen som bande inden han sparkede bolden i mål med et godt skud ved roden af stolpen.

»Vi fik udnyttet vores overtag godt. Kristoffer Frandsen sendte et godt langskud lige forbi deres mål, men lige før pausen fik Aarhus Black Vipers reduceret med et mål ud af ingenting efter et indlæg. Steffen Klintø parerede den første afslutning, men Vipers scorede på riposten,« fortæller Jeppe Friis.

»Det var brandærgerligt ikke at gå til pause med en 2-0 føring, for det var opløftende at se os spille så godt. Vi holdt dem væk fra vores mål og spillede os til flere chancer. Vi gik ud til 2. halvleg for at jagte en tredje scoring, men vi fik det sværere i 2. halvleg. Vi havde ikke de samme kræfter, og Vipers kom mere på bolden og lagde et pres. Vi havde flere gode forsøg ved Rasmus Bang Rasmussen og Kristoffer Frandsen, men med godt et kvarter igen blev en indlægsbold rettet af i vores eget net til 2-2. Det var voldsomt ærgerligt,« slutter Jeppe Friis.

Nu venter der endnu en spændende kamp lørdag kl. 16.00 på Nørager Stadion, når Nørager B møder Kolind-Perstrup IF.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen