90 år: Ryomgård Tennisklub klar med opvisningskamp på Centre Court
Søndag 14. maj spiller rutinerede Søren Martin Laursen mod ungersvenden Simon Dinesen en opvisningskamp på det hyggelige anlæg i Ryomgård.
Måske skal man være feinschmecker på tennisfronten for, at navnene Søren Martin Laursen og Simon Dinesen siger en noget.
Men tennisfolket ved godt, hvem de to er.
Søndag 14. maj klokken 13 mødes duoen til en opvisningskamp på Ryomgård Tennisklubs hyggelige udendørs anlæg godt gemt af vejen af omkransende høje træer bag Ryomgård Stadion og Marienhoffskolen.
Jeg er produktet af en ecuadoriansk tidligere professionel tennisspiller (far) og en nuværende klubmester i Ebeltoft (mor) og er kendt for latinske finesser og temperament.
Søren Martin Laursen og Simon Dinesen kender udmærket baneanlægget, der rummer to tennisbaner og en padelbane, fordi de i flere omgange har været forbi Ryomgård Tennisklub for at træne klubbens medlemmer.
Latinske finesser
Simon Dinesen, 28, er den klart yngste af de to.
Han er tidligere mangeårig fodboldspiller i bl.a. Aastrup/Hammelev, Grenaa og FC Djursland. En kort karriere i både TRIF og IFM står også på CV’et.
Men tenniskarrieren fylder alt nu.
Simon Dinesen er lige nu træner i bl.a. Ebeltoft, Grenaa og Ryomgård Tennisklubber.
»Jeg er produktet af en ecuadoriansk tidligere professionel tennisspiller (far) og en nuværende klubmester i Ebeltoft (mor) og er kendt for latinske finesser og temperament,« lyder hans egen korte præsentation forud for opvisningskampen.
Søren Martin Laursen, 57, kan se tilbage på en længere tenniskarriere, som har budt på både jysk og dansk mesterskab. Tillige en rangering på verdensranglisten.
Efter sin egen karriere var Søren Martin Laursen tennistræner for Aarhus 1900s elitedivisionshold i tre 3 perioder og træner for Jyllands bedste juniorer.
90 år på bagen
I 1933 stiftedes Ryomgård Tennisklub med bl.a. lærer på Ryomgård Realskole, Marius Dynesen og sagfører Peter Andersen som drivkræfter.
Udøvere af den hvide sport havde endnu ingen rigtig bane, men øvede sig på græs og deltog i turneringer.
I december 1933 købte Ryomgård Tennisklub grund til tennisbane på Nygade, og ifølge regnskaberne startede klubben sin eksistens i det verdenshistoriske år 1933.
Flytningen fra Nygade til de nuværende omgivelser foregik i 1982-83 efter forhandlinger med den daværende Midtdjurs Kommune.
På det tidligere tennisareal på Nygade ligger der i dag et parcelhus.
Ryomgård Tennisklub, som for nogle år siden fik opført en padelbane, er en selvstændig forening uden paraply.
Opvisningskampen søndag 14. maj markeres for publikum med lidt godt til ganen i form af gode sager fra den tændte grill og et fyldt køleskab.