Grenaa Golfklub er blevet grøn
Færre sprøjtemidler, mindre brug af benzin og diesel og robotter til at klippe græsset.
Vejrguderne har på det seneste ikke været gode ved golfspillerne i Grenaa. Masser af regn har gjort banerne våde og bløde, så meldingen dag for dag har lydt på, at banen er lukket.
Men lige om hjørnet bliver det med garanti bedre vejr og så vil både green-fee gæster og medlemmer af Grenaa Golfklub se frem til at spille på en bane, som tidligere var byens stinkende og rygende losseplads, men som nu har som mål at blive en af Danmarks grønne - miljøvenlige - golfbaner.
Vi har reduceret brugen af sprøjtemidler på banen og vi har ikke længere så mange køretøjer, som kører på benzin og diesel
Klubbens kasserer Ove Lund har gået forrest i en proces, som slet ikke er slut endnu, men allerede har givet målbare resultater.
»Vi fik det første solcelleanlæg for fem år siden - og det kan mærkes med de nuværende elpriser, når vi har et forbrug på 65.000 kilowattimer og har samlede energiudgifter på 400.000 kroner om året. Det bruger vi til brændstof, opvarmning og strøm til de pumper, som vander banen,« siger Ove Lund.
Grøn indsats bærer frugt
Golfklubbens formand, Anthony Bjerregaard, glæder sig også over den grønne indsats bærer frugt.
»Vi har reduceret brugen af sprøjtemidler på banen og vi har ikke længere så mange køretøjer, som kører på benzin og diesel. Græsset klippes af robotplæneklippere, som vi gerne skal have 29 af - fire store og 25 mindre - og vi skal have endnu flere solceller på vores tage,« siger han.
På plussiden noterer han sig, at den grønne indsats indtil nu har givet gladere greenkeepere, der ikke dag ud og dag ind skal sidde på en plæneklipper.
»De kan nu bruge mere af deres arbejdstid på at gøre det, som de er uddannet til, nemlig forbedre og udbedre på banen,« siger Anthony Bjerregaard.
Han glæder sig også over en udvikling, der fortæller, at Grenaa Golfklubs bane i 2020 bød på flest forskellige fuglearter, og året efter på flest forskellige ynglende fuglearter. For eksempel har man de seneste fire år haft ynglende svanepar, som golfspillerne ved, man skal tage hensyn til, når man går en runde på banen. Ellers skal svaneparret nok minde dem om det, hvis de kommer for tæt på.
Så på golfbanen i Grenaa er det ikke kun en ”birdie”, ”eagle” eller en ”albatros”, man kan glæde sig over. Klubben tæller en stribe meget fugleinteresserede medlemmer, som brænder for at gøre en indsats på dette område.
Mere strøm på
Inden længe vil man også på parkeringspladsen se to ladestandere til elbiler - og målet med de nye solceller er, at man gerne vil producere den samme mængde strøm, som man bruger i Grenaa Golfklub. I praksis vil det - af naturlige årsager, som kun solen er herre over - betyde, at man køber strøm om natten og til gengæld tilfører elnettet strøm i dagtimerne.
På sigt vil man gerne kalde sig CO2-neutral om fem år.
Her lige før golfspillerne i et større antal end nu, melder sig på banen, har man en udfordring i klubhuset. Her har man haft en vandskade af de store. Den er nu udbedret og der er kommet et nyt serveringsområde. Væk er den gamle bar i mørkt træ og moderne, hvid køkkenelementer har taget over.
Drikkevarer købes i automater - men aktuelt mangler man en madleverandør.
»For mig er det lidt svært at forstå, at der ikke er flere, som ser en god mulighed for at lave en fin forretning her. Vi har et selskabslokale til 150 mennesker, som kan hygge sig til fester som konfirmation og fødselsdage. Men mad skal vi kunne tilbyde, så jeg er i gang med forhandlinger og vi har i klubben etableret et caféudvalg, som også kan bidrage,« siger Anthony Bjerregaard.
Han er formand for en golfklub, som aktuelt har 575 medlemmer. Da det toppede var det 800 - og problemet er populært sagt, at medlemmernes gennemsnitsalder stiger med et år - hvert år. Med andre ord mangler der tilgang af helt unge medlemmer, så nu har Grenaa Golfklub sat gang i et treårigt forsøg, som godt kan ligne et usædvanligt godt tilbud til de unge.
»Bliv juniormedlem hos os i tre år uden at betale kontingent. Det skal være med til at fjerne myten om, at det er dyrt at spille golf. Vi tilbyder træning og lån af udstyr, for økonomi skal ikke være en begrænsning,« siger Anthony Bjerregaard, der også mener golfbanen har en cykelvenlig placering i Grenaa - også selv om man skal krydse en meget befærdet hovedvej.