En ildsjæl på alle planer i Hornslet IF Håndbold skal videre
Max Ørum Christensen siger efter 20 år på en frontposition i håndboldafdelingen i Hornslet IF tak for dengang. Næste destination hedder Hadsten Håndbold og 1. division.
Den bliver svær at sluge for Hornslet IF.
Klubikonet Max Ørum Christensen, 37, stopper som cheftræner og altmuligmand i håndboldafdelingen efter hele 20 års virke.
Den meget engagerede og yderst populære cheftræner for flagskibet, damerne i 2. division, får lejlighed til at sige pænt farvel til spillere, officials og publikum i forbindelse med sæsonens sidste kamp i Hornslet Hallen, når Farsø KFUM kommer på besøg lørdag 1. april.
Næste skridt i karrieren hedder fortsat kvinder, men fra maj i Hadsten Håndbold, som fortsat holder skansen flot på en midterplacering i landets næstbedste række, 1. division.
Her genforenes han med Ryan Zinglersen, nuværende cheftræner for Aarhus HCs 1. divisionsherrer, men med en lang trænerkarriere på øverste hylde både hertillands og i udlandet.
Duoen afløser Mathias Broløs, som har været i Hadsten Håndbold i fire sæsoner.
Ryan Zinglersen har trænet en lang række topklubber i Danmark og udlandet. Det gælder blandt andre det tidligere østrigske storhold hos kvinderne fra HYPO, de tyske Bundesligaherrer fra Melsungen - og herhjemme hold som Viborg HK, Skjern, Aalborg HSH, Skive fH, Randers HK - og kortvarigt Ribe-Esbjergs herrer.
»Vi kender hinanden fra vores fælles tid i HEI, hvor jeg trænede klubbens næstbedste herrehold sideløbende med, at jeg var træner i Hornslet. Ryan var træner for det bedste hold, og jeg var et halvt år assistenttræner for ham. Siden har vi holdt kontakten ved lige, ja, vi har faktisk snakket sammen i telefonen ugentligt,« fortæller Max Ørum Christensen.
»Vi har været enige om, at vi skulle prøve at træne sammen igen, og det er så blevet en realitet i Hadsten Håndbold, hvor vi skrev under for 14 dage siden efter at være blevet enige om betingelserne med klubben.«
Har ambitioner
Forlods havde Max Ørum Christensen orienteret bestyrelsen i Hornslet Håndbold, at et samarbejde med Hadsten Håndbold var i støbeskeen.
»Spillerne fik det først at vide senere.«
Den ambitiøse cheftræner har dog aldrig lagt skjul på, at hans ambitioner er tårnhøje. Han vil gerne prøve sig selv af som træner på et så højt niveau som overhovedet muligt.
»Jeg sagde til spillerne og klubben forud for denne sæson, at vi skulle rykke op i 1. division. Ellers ville det blive min sidste sæson i Hornslet IF,« siger Max Ørum Christensen.
Det er helt okay, men du skal selv skaffe de ekstra penge, det koster at spille en række højere.
I længden har han og spillerne måttet erkende, at der mangler nogle procenter for at kunne opfylde ønsket om oprykning.
»Vi har en trup på 12-13 spillere til førsteholdet, og dermed er vi sårbare, når der er spillere som trækkes med skader. Men i bund og grund har spillerne forskellige ambitioner. En gruppe vil gerne rykke op, mens en anden ikke har de samme ambitioner, og det har jeg stor respekt for, men det er også en af forklaringerne på, at vi ikke slutter helt i top i 2. division.«
Glæder sig
Da Max Ørum Christensen før sæsonstart meddelte, at hans ambition var oprykning til 1. division, var bestyrelsens svar:
»Det er helt okay, men du skal selv skaffe de ekstra penge, det koster at spille en række højere.«
Det overraskede ikke cheftræneren, der ud over arbejdet på halgulvet med at styre træningspas og udvikle spillere, også har været et aktiv på alle andre fronter i klubben fra sponsorarbejde over udfærdigelsen af kampprogrammer til SoMe-aktiviteter og organisatoriske tiltag i håndboldafdelingen.
»Det har været nødvendig, fordi der desværre ikke er så mange i klubberne, som vil bruge samme tid og kræfter, som jeg har lagt i det, fordi jeg vidste, at det ville være nødvendigt for at nå resultater.«
Derfor glæder han sig nu til at komme til en klub, hvor det udelukkende er det håndboldfaglige, han skal bidrage med.
»Det bliver nyt, men også dejligt, for det er jo det, jeg brænder allermest for.«
Aftalen er, at Ryan Zinglersen er cheftræner, Max Ørum Christensen assistent.
»Det bliver intet problem. Det er aftalt på forhånd, og vi er fuldt ud afklaret begge. Han har en kæmpestor rutine, og jeg kommer til at lære vildt meget af ham.«
Hornslet har de seneste par sæsoner samtrænet en del med Hadsten Håndbold, så Max Ørum Christensen kender allerede de nye spillere og klubben særdeles godt.
22 har givet håndslag
Max Ørum Christensen trækker sig helt fra Hornslet IF, men er kommet med input til bestyrelsen om fremtiden.
»Jeg er kommet med forslag til bestyrelsen om næste sæson, hvor det ser ud til, at andetholdet skal spille i 3. division. Bestyrelsen har holdt et møde med spillerne, og her sagde 22 ja til fortsat at ville spille i Hornslet IF efter sommerferien.«
En række spillere har sagt, at de vil prøve noget nyt og sikkert starter træningen i en anden klub.
Max Ørum Christensen nævner fire stamspillere som muligvis vil prøve andre græsgange, fordi de har ambitioner om at spille på et højere niveau: Simone Handberg Pedersen (årgang 1994), Ida Nielsen (årgang 1999), Kristina Bruus (årgang 2001) og Julie Kristine Christensen (årgang 1993).
Sidstnævnte er cheftrænerens bedre halvdel.
Det har dog ikke været diskuteret på hjemmefronten om Julie Kristine Christensen skal følge med husbonden til Hadsten Håndbold.
»Det har vi overhovedet ikke snakket om,« understreger Max Ørum Christensen.
Også hans nære assistent i håndboldhallen, Karin ’Goofy’ Rasmussen, stopper sit virke, så en helt ny stab kommer til at varetage ansvaret, når det bliver 1. maj.
Fortsætter hos Viden Djurs
Max Ørum Christensen, der er uddannet tømrer, har i en årrække været tilknyttet Viden Djurs, hvor han har løst forskellige opgaver.
På HXX i Rønde har han varetaget træningen på håndboldlinjen, som han selv er fadder til. Tillige agerer han som mentor for en gruppe unge studerende, der slås med forskellige udfordringer.
»Min rolle er at snakke med de unge, hjælpe dem med deres udfordringer og til at få en struktureret hverdag, så de kan tage deres studentereksamen.«
På HTX i Grenaa bruger han sin faglighed som tømrer i en rolle som værkstedsassistent.
Han er ansat hos Viden Djurs på 80 procent af en fuldtidsstilling.
»Jeg kommer til at træne tre gange om ugen i Hadsten og sikkert også fire i enkelte uger. Derfor er det rart, at der er lidt luft i forhold til mit andet arbejde,« siger Max Ørum Christensen som ligesom cheftræneren har skrevet under på en toårig kontrakt med Hadsten Håndbold med en option på yderligere et år, hvis begge parter er enige om det.
Det ser sort ud
Max Ørum Christensen er en ægte ildsjæl, der nu går fra borde i hjembyens håndboldafdeling. Han bliver svær at undvære og komme efter.
Folk af hans kaliber, der vil arbejde for sporten 24-7 uden at skele til det økonomiske udbytte, er en mangelvare i håndbolden på Djursland.
Tusindkronerspørgsmålet: »Hvorfor har håndbolden det så skidt i Danmark, hvor landsholdene klarer sig suverænt, mens mange klubber kæmper kampen for at holde på medlemmerne?»
»Det ser ikke godt ud på Djursland, indrømmet. Jeg tror en del af forklaringen er, at der mangler kvalificerede og engagerede trænere, der kan udvikle og dygtiggøre de unge spillere. Trænere som kigger bredere end til de bedste, men også har øje for de, der måske ikke er så dygtige lige nu, men som kan blive det, og er så vigtige, når de bedste måske søger mod andre og større klubber.«
»Men generelt mangler der engagerede mennesker, som kommer i hallen, fordi de elsker spillet og gerne vil bruge tid på at blive dygtigere og lære fra sig. Når de ikke er der, og de unge ikke føler, at de lærer noget, skifter de meget naturligt til en anden idrætsgren.«