Seriefodbold: King Kasper sænkede IF Midtdjurs i jævnbyrdig premiere
Oprykkerne fra AC Norddjurs vandt med 2-1 over nedrykkerne fra IF Midtdjurs i sæsonpremieren på Ryomgård Stadion i Djurslandspuljen i Serie 3
Det var oprykkere med nedrykkere, da IF Midtdjurs onsdag aften på Ryomgård Stadion tog imod AC Norddjurs i den første runde i Serie 3’s pulje 35 med lutter Djurslandshold og dermed stort set lokalopgør i hver eneste kamp.
Og det var oprykkerne fra Serie 4 AC Norddjurs, som i en meget lige kamp trak det længste strå, da holdets topscorer Kasper 'King Kasper' Schmidt Jørgensen ti minutter før tid blev spillet i dybden af debutanten Frederik Laursen.
Frederik Laursen gjorde dermed det onde ved sin gamle klub IF Midtdjurs, hvor han fik sin fodboldopdragelse og spillede i de sidste to sæsoner efter et mellemspil i FC Djursland, da han modtog bolden på midten og sendte den videre i dybden til Kasper 'King Kasper' Smidt Jørgensen, som slap fri og tog et træk uden om IFM’s målmand Troels Gudumlund inden han sparkede bolden i mål fra en spids vinkel til en 2-1 sejr til gæsterne fra AC Norddjurs.
”Det var en meget lige kamp, som kunne have tippet begge vej,” siger AC Norddjurs’ træner Claus Koch, som roser sine spillere for en god holdpræstation, hvor spillerne løb rigtig mange meter for hinanden.
IF Midtdjurs kom foran
IF Midtdjurs er nedrykkere fra Serie 2 efter en ulykkelig afslutning i foråret, hvor Grenaa IF i sæsonens sidste kamp i overtiden fik udlignet til 3-3 i den altafgørende kamp og dermed sendte IF Midtdjurs ned i Serie 3.
”IF Midtdjurs kom godt ud og fik trykket os i bund i det første kvarter,” fortæller Claus Koch, som kunne se IF Midtdjurs komme foran efter godt 20 minutter, da Lasse Danielsen på Emil Ring Kristensens forarbejde scorede til 1-0.
”IF Midtdjurs havde mange gode chancer, og vi kunne have været bagud med flere mål, da det lykkedes os at komme ind i kampen igen,” siger Claus Koch, som kunne se højre kant Alexander Boelt Bruun udnytte en dybdebold fra Mathias Koch til en udligning til 1-1 i det 35. minut.
Aleksander Boelt Bruun fik en friløber og scorede ved at tjippe bolden over IF Midtdjurs’ målmand Troels Gudumlund.
”Vi gik til pausen med fornemmelsen af, at vi var ovenpå og var enige om at fortsætte med at spille vores spil. Men vi skulle gerne spille bolden hurtigere og flytte os mere for hinanden,” siger Claus Koch.
Målmand blev kampens spiller
IF Midtdjurs kom godt ud efter pausen og pressede igen på, men AC Norddjurs fik kæmpet sig ud af presset.
Mod slutningen af kampen kom AC Norddjurs for alvor under pres, da både Frederik Laursen og Thor Larsen fik gule kort og begge blev udvist i ti minutter.
”Vi spillede i syv minutter med 9 mand mod IFM’s 11 mand og var virkelig presset. Men efter sit gule kort kom Frederik Laursen direkte ind og spillede Kasper 'King Kasper' Schmidt Jørgensen i dybden til sejrsmålet til 2-1. De sidste ti minutter havde vi nok at gøre med at forsvare os,” fortæller Claus Koch, som gav debut til nytilkomne Frederik Laursen og som havde Benjamin Bendixen tilbage i målet.
”Benjamin Bendixen stod en fin kamp i målet og holdt os inde i kampen i starten, hvor vi var under pres. Han havde også to gode redninger i 2. halvleg, og han blev da også valgt til kampens spiller. Men det var en flot holdpræstation, hvor alle spillere arbejdede ekstremt hårdt for hinanden,” siger Claus Koch.
Efter den gode start i Serie 3 med sejren over IF Midtdjurs er AC Norddjurs frem mod en kamp mod TRIF lørdag kl. 13.30 på Stenvad Stadion.
TRIF vandt deres åbningskamp med 5-1 over Mørke IF på hjemmebanen i Rønde.
”Vi forventer, at det bliver en lige så svær kamp mod TRIF. Men vi er klar over, at TRIF er et godt og ungt hold, så vi forventer, at det bliver en rigtig god kamp,” siger AC Norddjurs-træner Claus Koch.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til kampen fra IF Midtdjurs.