Nedtællingen til lokalopgøret er begyndt
Et lokalt derby har altid været noget særligt
–
en dag, hvor sportsinteresserede afsætter søndagen til en god, spændende familieoplevelse. Sponsor Team Djursland herrehåndbold og Åstrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) vil gøre søndag 24. januar til et Norddjurs DERBY mellem ÅHG og Nr. Djurs i Jyllandsserien. De to hold ligger i toppen med ambitioner om at komme op i 3. division. "Vi har hidtil ikke taget entré til Jyllandsserien for herrer, men 24. januar gør vi en undtagelse. Derfor bliver der også forsalg af billetter i Djurslands Bank i Grenaa. Siddepladserne koster 40 kroner, og der er altså små 300 af slagsen, så håndboldfolket må komme hurtigt ud af starthullerne. Ståpladser koster kun 20 kr., da vi gerne vil have en fyldt hal på dagen for begge klubbers skyld. Vi vil gerne skabe den rigtige atmosfære i hallen omkring det lokale Norddjurs-Derby, fortæller Brian Spliid, styregruppen bag ÅHG."
Lokale værdier
Djurslands Bank, der også er med i Sponsor Team Djursland, herrehåndbold, gør sit til, at der bliver liv på tilskuerpladserne 24. januar. Banken har indkøbt de såkaldte klappekøller til uddeling til publikum, så der bliver lyd i hallen, når derby kampene går løs.
"Vi synes, det er både spændende og sjovt, at de to lokale rivaler i herrehåndbold ligger i toppen af Jyllandsserien. Idrætslivet er en væsentlig del af de lokale værdier, som Djurslands Bank har fokus på dagligt. Det gælder også samarbejdet med erhvervslivet
–
også i initiativet i Sponsor Team Djursland," siger afdelingsdirektør Peter Lading Sørensen. Tilskuerinteressen for herreholdet har været stigende i løbet af efteråret, hvor der har været god stemning og opbakning i Åstruphallen, også fordi Åstrup/Hammelevs 3. divisionsholdet for kvinder har spillet før herrekampen.
Også lokalopgør for kvinder
Forårets hjemmekampe bliver afviklet i Grenaa idrætscenter, hvor fællesholdet ÅHG har samtlige topkampe på hjemmebane og herunder altså opgøret mod Nr. Djurs. I forbindelse med herrekampene spiller GIF, kvinder i Jyllandsserien også, så der er en god samlet håndbolddag ud af kampene.
"Grenaa Idrætscenter (GIC) har rammerne til løfte et Norddjurs Derby, hvor håndboldkampen er højdepunktet fra kl. 16.55. Vi arbejder på at lave aktiviteter hele søndagen fra morgenstunden i og ved GIC. Der er håndbold i opvisningshallen fra 09.40, og ud over et lokal derby for herrer, så er der også lokalopgør for kvinder, hvor GIF i Jyllandsserien får besøg af Øster Alling/Auning," fortæller Brian Spliid.