Allan Haslund nyder at være tilbage på træningsbanen
Cheftræner Allan Haslund er tilbage i Nørager Boldklub, og han kunne byde velkommen til 32 spillere til nytårsappellen forleden, heriblandt to nye fra Ørsted IF.
Det nærmest stinker af fodbold, når man nærmer sig Nørager Stadion. Det har det altid gjort, fordi klubben har en stærk, bæredygtig og unik fodboldkultur uden fims på samme måde som naboerne fem kilometer længere væk, Vivild IF.
Det kom til udtryk forleden, hvor hele 32 seniorer var mødt op i fodboldoutfit klar til at begynde fodboldsæsonen.
Cheftræner Allan Haslund er tilbage i klubben efter nogle år, hvor fodbolden har været noget på pause, og den nu 45-årige træner glæder sig på samme måde til at være med, som han gjorde det i en yngre alder.
»Vi var 32 til nytårsappel, og 28, heriblandt to målmand, Steffen Klintø og Paw Christensen, til første træning to dage senere på kunstgræsbanen i Vivild. Det er sgu’ dejligt at se en hel masse unge mennesker dukke op og bare være klar til at træne i et par timer,« siger Allan Haslund, der i fodboldkredse lyder kælenavnet ’Hakke’.
Han har haft sin fodboldvugge stående i Allingåbro, hvor han efter en succesrig fodboldtid i Vivild IF i Jyllandsserien og Serie 1 holdt flot liv i Allingåbros seniorafdeling en række år.
Nu bor han i Nørager sammen med sine to drenge på 19 og 17.
Den ældste døjer med en knæskade, mens den yngste Lukas nu får sin far som træner.
Lukas Haslund og 5-6 jævnaldrende kammerater, der fortsat har alderen til U19 fodbold, giver gennemsnitsalderen endnu et nøk nedad i den i forvejen talentfulde Nøragertrup.
Seniorfodbolden har så stærke kår i landsbyklubben lige nu, at Nørager har besluttet at tilmelde yderligere et seniorhold, så man stiller hold i både Serie 2, Serie 4 og Serie 5.
»Vi ved godt, at der skal mange spillere til, men vi gør forsøget og er klar over, at alle tre seniorhold naturligvis ikke skal spille på samme tid lørdag eftermiddag, for så kokser det,« forudser Allan Haslund.
To nye fra Ørsted
Ud over de nyoprykkede seks unge fra årgang 2005 dukkede to andre nye navne op til appel, Mads Hegnet og Anders Pleman Madsen, der begge kommer fra Rougsø FF.
Desuden var klubbens tidligere topscorer, Daniel Sortkjær, med på træningsbanen. Hvor meget han kommer til at træne, er Allan Haslund spændt på at se. Han kender Sortkjærs evner i feltet fra sidste gang, han var i Nørager, men erkender også, at man i en alder af 32 år skal træne stabilt for at kunne begå sig i Serie 2.
Her og nu vil jeg ikke sige, at vi skal rykke op, for der er trods alt kun en oprykningsplads at spille om.
Kasper Fiskers lillebror, Sigurd Fisker, er tilbage i vigør efter en længere skadespause, og han vil afgjort være inde i billedet til førsteholdet.
Ingen fra sidste års trup har meldt ud, at de stopper, men stamspilleren Mathias Fisker skal opereres i anklen til februar og forventes herefter først klar til efteråret.
»Det er lidt af en bet at skulle undvære Mathias, men det giver så andre af vores unge mulighed for at tage over,« siger Allan Haslund.
Han glæder sig over at se så mange talentfulde unge i truppen, der allerede i sidste sæson viste, at de var flyvefærdige trods den uheldige nedrykning fra Serie 1 efter nederlag i den afsluttende knald-eller-fald-kamp.
»Vi er en god stabil blanding, og der er fortsat veteraner som Lasse Jensen, Kasper Sortkjær og min assistenttræner Michael Jensen til at holde de unge i ørerne,« griner Haslund, der dog gerne vedgår, at han vil satse maks. på de unge.
Til Vildbjerg
Allan Haslund har aftalt otte træningskampe for førsteholdet i Serie 2.
Den første spilles 4. februar mod lokalrivalerne fra Vivild IF.
I weekenden 3.-5. marts drager truppen til Vildbjerg på træningslejr/ryste-sammen-tur.
Vildbjerg Centret kan byde på fremragende forhold mht. indkvartering og baneforhold.
Under opholdet møder førsteholdet Vildbjerg og Koldby-Hørdum i to træningskampe.
Målsætning?
De fleste vil hævde, at Nørager lurepasser, hvis cheftræneren ikke siger det, som det er, at alt andet end en hurtig tilbagevenden til Serie 1 vil være en skuffelse.
»Her og nu vil jeg ikke sige, at vi skal rykke op, for der er trods alt kun en oprykningsplads at spille om. Jeg håber, at både første- og andetholdet kan præge deres rækker, så må vi se, hvad det kommer til at betyde,« siger Allan Haslund.
Han får hjælp til træningen af Michael Jensen som spillende assistenttræner, Per ’Batman’ Bredal som målmandstræner og Peter Feldborg som holdleder.
Allan ’Klemme’ Jensen har ansvaret for andetholdet i Serie 4 sammen med Mathias Søgaard, og samme ’Klemme’ vil også udtaget tredjeholdet i Serie 5, som superveteranen Karsten Jensen, byens tidligere købmand, der også var til nytårsappel, vil tage med ud til kampe.
Karsten Jensen, 62, har aldrig svigtet en nytårsappel i Nørager Boldklub. Han kigger sikkert også forbi hver mandag og onsdag til træningerne og til weekendens kampe. Klar til at give en hjælpende hånd med, hvis det er nødvendigt.