Stort rykind i Landbohjemmet mandag aften
Formand for Dagli'Brugsen Pindstrups bestyrelse, Sidse Graarup Vangsted, er spændt på udkommet af mandag aftens borgermøde, hvor borgerne skal fortælle, om de fortsat vil lægge nok kroner i kassen til, at Pindstrups dagligvarebutik kan overleve.
I Pindstrup er der en rig tradition for at møde op, når der er en fælles dagsorden som berører hele byen.
Det er der i sandhed i aften, hvor Dagli’Brugsens fremtid er temaet på et borgermøde. Byens eneste dagligvarebutik er i knæ, ligesom mange butikker af samme størrelse.
Vigende omsætning og ikke mindst de høje energipriser har væltet læsset flere steder, men endnu ikke i Pindstrup.
Bestyrelsen har imidlertid behov for at få at vide, om tilpas mange af byens borgere fortsat vil bidrage til byens dagligvarebutik, som ikke har præsteret et overskud siden 2015 og netop har opsagt sin uddeler Michael Nielsen.
Dagli’Brugsen lever reelt på COOPs nåde, fordi de mange år med underskud har akkumuleret en gæld på omkring en million, og tallet øges væsentligt efter et barsk 2022.
»Jeg håber, at mange borgere dukker op og giver deres besyv med. Vi er der nu, hvor vi skal vide, om der er tilpas mange Pindstrup borgere som vil bidrage til omsætningen fremover og som også vil fortælle os, hvad der skal til for, at de fortsat vil handle i Brugsen,« siger bestyrelsesformand Sidse Graarup Vangsted.
Travlt beskæftiget
Bestyrelsesformanden er sammen med andre frivillige travlt beskæftiget i butikken i disse dage.
Den tidligere brugsuddeler er naturligvis stoppet, og hans tidligere adjudant er sygemeldt.
»Vi har lånt et par kolleger fra andre butikker, men ellers er vi nogle frivillige og vores ungarbejdere, der klarer tingene pt.,« siger Sidse Graarup Vangsted..
Hun møder i butikken hver morgen klokken 6 for at lukke op, går hjem ved ottetiden for at sende sine børn i skole, før hun en time senere returnerer til butikken og er der resten af dagen.
»Jeg er travlt beskæftiget i butikken hele dagen sammen med andre frivillige, og vi forsøger at gøre det så godt som muligt. Vi er udfordret af, at vi selvfølgelig ikke til, hvordan en dagligdag i Brugsen foregår, og hvad man skal tage hensyn til.«
Spændende aften
Sidse Graarup Vangsted har store forventninger til mandagens borgermøde, der foregår i Landbohjemmet med start klokken 19.30.
»Jeg er meget spændt på, om lokalerne er store nok,« griner hun.
Hun indleder aftenen med at give en status på Dagli’Brugsens situation lige nu, hvorefter et par ejendomsmæglere kigger ud i fremtiden og giver deres bud på konsekvenserne for huspriserne, hvis byen pludselig står uden dagligvarebutik.
Efter en kort pause kommer en repræsentant fra COOP på, før debatten gives fri.
»Jeg forventer et møde på to timer, men vi er enige om ikke at stoppe, før folks lyst til at sige noget er udtømt,« lover Sidse Graarup Vangsted..