Seriefodbold: Simon Vest lavede gudemål for Auning IF i uafgjort lokalopgør
Nørager B satte endnu engang både føring og point til, da Auning IF i 2. halvleg hentede en 2-0 føring på mål af Simon Vest og Anders Friis Laursen
Det skulle have været en fest, men både Nørager B og Auning IF kan stå tilbage med en lidt flad fornemmelse, efter at lokalopgøret mellem de to naboklubber endte uafgjort 2-2.
Begge hold havde nemlig i den grad brug for point, men godt nok i hver sin ende af tabellen. Nørager B var blandt oprykningsfavoritterne, men er efter en slap september dumpet ned på en 4. plads og må se sig overhalet i tabellen af de unge opkomlinge fra TRIF og AC Norddjurs.”Vi havde satset på at vi skulle have en god september. Men det blev en sort september, for efter tre uafgjorte kampe og et nederlag på et mål i overtiden til AC Norddjurs har vi kun fået tre ud af 12 mulige point,” siger Nørager B’s træner Claus Vestergaard. Han håber, at hans hold får spillet til at fungere igen, når Nørager B lørdag kl. 13.30 tager imod IF Midtdjurs på hjemmebane.
Og ikke ret mange havde spået Auning IF til at ligge og rode under nedrykningsstregen med blot tre point efter ni kampe.
”Vi kæmper videre. Vi har ikke lagt os ned. Vi har spillet mod to gode hold, Østdjurs 91 og Nørager B, og fået point i begge opgør. Rent spillemæssigt har vi gjort det godt, og nu skal vi simpelthen vinde den næste kamp,” siger Auning IF’s træner Claus Svenningsen om lørdagens opgør mod Åstrup/Hammelev IF, som på grund af Auning Stadions elendige bane er blevet flyttet til Øster Alling Stadion.
Målmand vist ud med gult kort
”Vi var bedst i 1. halvleg, og Auning IF var bedst i 2. halvleg, hvor de skiftede Dahl-brødrene (Christian og Andreas Dahl Andersen, red.) og Daniel Nielsen ind, og det ændrede kampen. Vi spillede vores dårligste 2. halvleg i efteråret,” siger Claus Vestergaard, som også i denne kamp manglede Kasper Sortkjær, som i kort-orgiet mod Østdjurs 91 fik sit første røde kort som seniorspiller og fik det takseret til to spilledages karantæne.
”Kasper er en spiller som giver en god balance i vores spil, så ham har vi manglet i de to kampe,” sige Claus Vestergaard. Også Mathias Fisker, som i 3-3 kampen mod Åstrup/Hammelev IF scorede både hattrick og et selvmål i eget net, var ude efter at have slået hul i hovedet ved en anden aktivitet end fodbold.
Som i de øvrige kampe i den sorte september måned, undtagen 0-0 kampen mod Østdjurs 91, var Nørager B foran ved halvleg, men fik ikke en sejr i hus.
Holdet kom foran med 1-0 efter 16 minutter, da Michael Jensen efter at have driblet rundt i feltet, sparkede bolden op i det korte hjørne med højrebenet. Og senere i halvlegen var det Rasmus Bang, som var med fra start for første gang efter sin skade, som på Gunnar ”Marcello” Pedersens forarbejde huggede bolden i mål fra kanten af feltet. Auning IF’s målmand Jimmy Højholdt fik hænderne på, men bolden hoppede over stregen og i mål.
Ved stillingen 2-0 i 1. halvleg havde Rasmus Bang en stor chance, da han foran et tomt mål fra syv meters afstand skød ved siden af.
”Vi spillede skidt i 2. halvleg, hvor vi stort set ingen chancer havde,” konstaterer Claus Vestergaard.
Nørager B’s målmand Jesper Bredahl og Auning IF’s Daniel Nielsen blev begge udvist med gult kort i slutningen af kampen, efter de havde rykket i hinanden efter en batalje. Markspilleren Steffen Klintø, som før har vikarieret for Jesper Bredahl i målet, holdet buret rent tiden ud.
Nervøs for at miste det hele
Også Auning IF’s træner Claus Svenningsen mener, at hans hold var bedst i 2. halvleg.
”Vi var bagud med 2-0 ved pausen, men kom tættere på Nørager B i 2. halvleg og overtog initiativet i kampen,” siger Claus Svenningsen.
Overtaget udmøntede sig i en reducering halvvejs ind i halvlegen, da Auning IF efter et godt opspil i højre side fik flyttet Nørager forsvar, så der blev plads i banens anden side. Bolden blev sendt til Simon Vest, som fra kanten af feltet flot sparkede bolden ind i det lange hjørne.
”Det var vanvittig godt sparket og noget af et drøn. Et flot mål,” lyder det anerkendende af Nørager B’s træner Claus Vestergaard om Simon Vests reducering til 2-1.
”Vi jagtede det udlignende mål og pressede på. Spillerne steppede op og gjorde det godt. Ti minutter før tid brød Anders Friis Laursen igennem i venstre side og scorede til 2-2 med et flot skud fra kanten af feltet,” fortæller Claus Svenningsen.
”Vi sluttede bedst og havde overtaget. Vi jagtede endnu et mål og var tættere på 3-2 end Nørager B var, men samtidig begyndte man at blive bange for at miste det hele. Vi har ikke været forvente med at vinde i dette efterår,” siger Claus Svenningsen.
Nu satser Auning IF alt på at vinde lørdagens kamp mod Åstrup/Hammelev IF på Øster Alling Stadion.
”Det er en altafgørende kamp. Vinder vi over Åstrup/Hammelev IF, kan vi stadig nå dem. Men vi tager en kamp ad gangen,” siger Claus Svenningsen.
Anders Friis Laursen, som scorede det udlignende mål, blev kåret til kampens spiller på Auning IF’s hold.