Seriefodbold: IFM blev skudt i sænk af King Kasper og AC Norddjurs
AC Norddjurs vandt lokalopgøret mod IF Midtdjurs med 6-1. Kasper Schmidt Jørgensen lavede to mål og to assists i storsejren på Stenvad Stadion
Med en storsejr på 6-1 over IF Midtdjurs viste de unge spillere fra AC Norddjurs endnu en gang, at oprykkerne har tænkt sig at sætte deres aftryk på den stærke Djurslandspulje i Serie 3.
Efter sejren over IF Midtdjurs er AC Norddjurs nu nærmeste udfordrer til topholdet Østdjurs 91, som for anden kamp i træk spillede uafgjort og som var bagud tre gange i søndagens 3-3 kamp mod Auning IF.
Men set fra IF Midtdjurs var 6-1 nederlaget til AC Norddjurs slet ikke et retfærdigt billede af kampen på Stenvad Stadion.
”Spillet bølgede frem og tilbage. Det var en meget lige kamp, men forskellen var, at vi brændte vores chancer, mens AC Norddjurs var effektive foran vores mål,” siger IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.
”Vi spillede en ganske udmærket kamp. Det var fuldt fortjent, at vi vandt, for vi var det bedste hold,” lyder vurderingen fra AC Norddjurs’ træner Claus Koch.
Anel Alagic scorede IFM’s trøstmål
IF Midtdjurs måtte stille op uden anfører Mikkel Fanø, som plejer at være god til at sætte fart op ad banen og er værdifuld i omstillingsspillet, og Mads Høegh, men stillede ellers med det hold, som havde været med til at slå Mørke IF med 5-0 i forrige uge.
”1. halvleg var jævnbyrdig, og vi havde nogle chancer. Blandt andet havde vi et hovedstød på overliggeren, som slog ned på stregen,” fortæller Klaus Fanø.
Men det var AC Norddjurs, som først fik hul på scoringen, da Isak Isaksen udnyttede et straffespark, dømt imod Jeppe Gribsholt, og kort før halvleg ved Thor Larsen, som scorede til pausestillingen 2-0.
”Vi startede kampen som mod TRIF fornylig, hvor vi stod lidt dybt for at lokke dem frem og så slå kontra. Men efter pausen skulle vi ud over stepperne for at åbne kampen igen, så vi løsnede vores spil, men med det resultat, at AC Norddjurs slog kontra og scorede fire mål i 2. halvleg,” siger Klaus Fanø.
Ved stillingen 4-0 fik IF Midtdjurs sit trøstmål, som Anel Alagic scorede på et straffespark, som blev dømt efter at han blev væltet i feltet.
”6-1 lyder af mere end kampen var til, men AC Norddjurs var næsten klinisk effektive. Det var en lige kamp, men der var effektiviteten til forskel,” siger Klaus Fanø.
Veteranmålmand holdt næsten buret rent
AC Norddjurs måtte undvære holdets målmand Benjamin Bendixen, som var trådt forkert på sin fod og formentlig er ude i et par uger. Men holdet havde fundet en fuldgod erstatning i veterankeeperen Martin Nielsen, som nærmer sig de 40 år, men som sejrscifrene antyder næsten holdt buret rent bag de unge gutter på AC Norddjurs’ hold.
Hos AC Norddjurs var det endnu engang topscorer King Kasper, Kasper Schmidt Jørgensen, som med to scoringer og to assists satte sit tydelige aftryk på kampen.
”Men kampens spiller blev vores højre back Mikkel Madsen, som lukkede godt af defensivt, og som også spillede godt fremad bane,” fortæller Claus Koch.
AC Norddjurs var foran med 2-0 ved pausen på et tidligt mål på et straffespark, som Isak Isaksen eksekverede, og på et mål kort før pausen, hvor en bold blev spillet frem på King Kasper, som lagde den tilbage til en scoring ved Thor Larsen.
I 2. halvleg blev det 3-0, da King Kasper igen var på spil og satte en mand ved baglinjen og spillede bolden bagud til Frederik Laursen. Og det blev 4-0 ved Malthe Engelund, som fra sidelinjen i venstre side sendte et frispark indover, som passerede venner og fjender og endte i kassen bag IFM’s målmand Troels Gudumlund.
Efter at IF Midtdjurs havde reduceret på et straffespark ved Anel Alagic satte King Kasper trumf på med to scoringer til slutresultatet 6-1.
Med sejren er oprykkerne fra AC Norddjurs nu nummer to i rækken og kun to point efter topholdet Østdjurs 91.
”Jo, der er godt humør i truppen. Det er en gruppe gutter, der har det godt med hinanden. Men vi tager en kamp ad gangen og foreløbig satser vi på at følge Østdjurs 91 hele vejen,” siger Claus Koch.
Næste kamp for AC Norddjurs er mod TRIF på lørdag kl. 14 på PR Park i Rønde. AC Norddjurs har revanche til gode, for TRIF vandt den første kamp på Stenvad Stadion med 1-0.