Befriende ærlig tale fra den spillende sportschef i Nørre Djurs HK til 'King Kasper' og andre lokale spillere
Nørre Djurs HKs ambitiøse sportschef Nicolai Danefeld Hansen roste i det efterfølgende nachspiel en af klubbens egne, Kasper Schmidt Jørgensen, for en kongekamp i søndagens opgør mod Team Tvis, men han gjorde også en ting helt klart, hvis det hedder 1. division fra næste sæson.
Nicolai Danefeld Hansen, spillende sportschef i Nørre Djurs HK og dermed ham som har fokus på den sportslige strategi, pakker ikke tingene ind i vat i det videoindslag, der altid runder et opgør af, når 2. divisionsholdet har spillet kamp.
Sammen med den tilbagevendte målmand Kevin Fisker kommenterer Danefeld søndagens hjemmekamp mod Team Tvis, der endte med en kneben 21-20 sejr til topholdet, som kun har en målsætning for sæsonen, nemlig oprykning til 1. division.
Både Fisker og Danefeld nuancerer præstationen og den knebne sejr. Danefeld erkender uden blusel, at angrebsspillet lod meget tilbage at ønske, og han vedgår også, at Kasper Schmidt Jørgensen med tilnavnet ’King Kasper’ spillede en kongekamp og med sine syv scoringer var kampafgørende.
På interviewerens spørgsmål, om det ikke er glædeligt, at en af klubbens egne byder sig så flot til, svarer Danefeld helt usminket.
»Prøv at høre her. Det er som jeg altid har sagt. Der er plads til Kasper, og Kasper skal tage nogle valg. Han vil træne en til to gange om ugen. Hvis man vil det, kan man ikke spille 1. division. Så ligger det til Kasper selv, hvis han synes, det er sjovt at spille for 500 tilskuere, så skal han bare komme til træning. Der er plads til alle de lokale spillere, der gerne vil det. Og det er det, vi gerne vil herude. Så er det desværre sådan, at de engang imellem vælger arbejde til og fair nok for det. Derfor bliver vi nødt til at supplere truppen med spillere udefra. Men Kasper spiller en kongekamp i dag, så vi skal bare have ham til at komme noget mere i hallen.«
Sportschefen går tydeligvis ikke på kompromis, og han ved, hvad der kræves for at få ambitioner og indsats til at spille sammen.
Han, Kevin Fisker, ’King Kasper’ og resten af truppen spiller torsdag på udebane i Bjerringbro klokken 19.30