Fine rammer for bordtennisstævne i Grenaa Idrætscenter
BTK Grenaa har haft gang i flere aktiviteter.
Grenaa Idrætscenter lagde halgulv til BTK Grenaas årlige bordtennisstævne for både ungdom og senior. Efter et sponsorskifte bærer stævnet nu navnet ”Sparekassen Djursland Cup” og havde i år omkring 65 deltagere, der stort set alle kom fra Aarhus og Djurslandsklubberne.
Vanen tro blev formiddagen brugt på spil i aldersopdelte grupper og her opnåede arrangørklubben podieplaceringer til disse : senior 1 Emil Nielsen nr. 3, senior 2 Kim Nielsen nr. 2 og Per Jørgensen nr. 3, ungdom 2 Theodor Meisler nr. 2.
Eftermiddagen blev så brugt på spil i såkaldt ”åbne rækker”, hvor ungdom og senior mixes i puljer efter niveau og her var det Emil Pedersen , der klarede sig bedst, idet han vandt Åben 5.
Mange af de gæstende spillere gav efterfølgende udtryk for stor tilfredshed med stævnet og de fine rammer Grenaa Idrætscenter dannede om ”Sparekassen Djursland Cup”.
BTK Grenaa har her i efteråret deltaget med tre hold i holdturneringen i disse rækker: Serie 2, serie 4 og serie 5. Alle har leveret gode præstationer og serie 5 har via en andenplads i puljen sikret sig oprykning til serie 4 i forårets turnering.
På oprykkerholdet har Jens Chr. Andersen, Kim Nielsen, Poul Hansen, Michael Christiansen og Poul Elsborg bidraget.
Øget interesse
Øget interesse for at spille med i holdturneringen har bevirket at BTK netop har tilmeldt et nyt hold i serie 5 når holdturneringen starter op igen i januar.
Lørdag 3. december afviklede klubben et superhyggeligt internt arrangement hvor 18 medlemmer lagde ud med doubleturnering i Grenaa Idrætscenters Multisal og efterfølgende mødtes over en dejlig julefrokost.
Doubleturneringen afvikledes således at man startede op i indledende puljer, hvorfra de to bedste mandskaber gik i A-slutspil og resten spillede videre i B-slutspil.
Efter mange tætte kampe endte det hele med at Leif og Marianne Sander vandt A-slutspillet foran Poul Elsborg og Frode Perssen. B-slutspillet blev vundet af Kim Nielsen og Per Stefanek, medens Torben Bach Sørensen og Lars Bjørnkilde sluttede som nummer 2.
Det kan oplyses at klubbens spillere træner igennem mellem jul og nytår, så alle står skarpe til den nye halvsæson forår 2023.