Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK vandt efter svag start
Nørre Djurs HK slog i en lige kamp de unge talenter fra Mors/Thy Håndbold med 29-24.
Med en sejr på 29-24 efter 11-10 ved pausen fik Nørre Djurs HK sat to gode point ind på kontoen, da Mors/Thy Håndbold lørdag eftermiddag var på besøg i Nørre Djurshallen i Glesborg. Men selvom sejren på fem mål på papiret ser komfortabel ud, var det en lige kamp, og Nørre Djurs HK kunne ikke ryste de unge talenter fra Mors/Thy af før i de allersidste minutter, da gæsterne fra nord løsnede tøjlerne i et sidste forsøg på at indhente hjemmeholdets føring.
»Jeg fik aldrig ro maven i denne kamp. Mors/Thy Håndbold hang på hele tiden, og det var først til allersidst, da vi fik nogle nemme mål, at sejren blev sikret,« siger Nørre Djurs HK’s cheftræner Jesper Johnsen. Mors/Thy Håndbolds hold i 2. division er rugekasse for klubbens ligahold, og gæsterne stillede på nær en enkelt stregspiller med unge spillere.
»Det er rigtig dygtige håndboldspillere, som er opdraget på klubbens håndboldakademi,« siger Jesper Johnsen.
Kampen startede ikke ret godt for Nørre Djurs HK, som var bagud helt frem til stillingen 8-8 efter 20 minutter. Derefter kom hjemmeholdet i front foran den entusiastiske tilskuerkulisse i ‘Hulen’ i Glesborg, hvor Nørre Djurs HK er ubesejret i denne sæson.
Nørre Djurs HK førte med 11-10 ved pausen, og i 2. halvleg byttede de to hold mål frem til 14-14. Herefter slog Nørre Djurs HK endelig et hul til 18-14, men Mors/Thy Håndbold var ikke til at ryste af. I slutfasen hang gæsterne på frem til stillingen 26-24 inden Nørre Djurs HK i de sidste minutter scorede tre gange til slutstillingen 29-24.
Værdifuld afløser
Med sejren hænger Nørre Djurs på i toppen af rækken og kan med en sejr på torsdag ude mod Aars HK gå til julepause med en top-3 placering i tabellen. Godt gået, når man betænker, at Nørre Djurs HK for to runder siden i udekampen mod Viborg HK fik to stamspillere skadet så alvorligt, at cheftræner Jesper Johnsen og hans team måtte gribe dybt i værktøjskassen for at få en opstilling skruet sammen, som kan honorere ambitionerne om en oprykning til 1. division.
Den rutinerede playmaker Mike Paulsen brækkede lægbenet og kommer først til at træne igen i løbet af januar, mens den unge gennembrudsspiller Oscar Kaihøj fortsat svæver i uvished om et ledbånd i knæet er læderet eller revet over.
»Oscars knæ hæver fortsat op, så vi ved ikke, hvor vi står. I værste fald kan Oscar Kaihøj være ude i rigtig lang tid,« siger Jesper Johnsen, som dog hurtigt har fået hjælp på banen af den 27-årige tidligere ligaspiller i Mors/Thy Håndbold, Sebastian Enevoldsen, som for tiden er U17 træner i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
»Det er den anden kamp Sebastian er med i for Nørre Djurs HK. Han er playmaker og viste, at han med to mål, to straffekast og et par assists foreløbig er en værdifuld afløser. Han har kun trænet med holdet en gang, så det kan kun blive godt, når han lærer sine medspillere bedre at kende. Han kan strukturere spillet, så vi spillere med flere afleveringer og ikke bare med duelspil,« mener Jesper Johnsen.
Ros til Danefeld
De unge spillere stod igen stærkt i billedet hos Nørre Djurs HK, hvor fløjspilleren Mikkel Mathiesen Scaglione igen var skarp både fra fløjen og på kontraløbene og scorede seks mål. Skarpskytten Emil Larsen scorede fem mål og det samme gjorde Victor N. Saarup, som har grebet chancen efter Oscar Kaihøjs skade og også i denne kampe bidrog med duelspil, assists og godt forsvarsspil. Stregspilleren Christian Rohde gjorde det igen godt i midterforsvaret sammen med Mikkel Milling. Casper Hebsgaard Mortensen afløste Magnus Møller-Sørensen i målet efter et kvarter, og Mortensen leverede med en redningsprocent på 39 et afgørende bidrag til sejren.
»Der skal også lyde ros til rutinerede Nicolaj Danefeld Hansen, som efter en tung start spillede sig op i 2. halvleg,« fortæller Jesper Johnsen om Nørre Djurs HK’s spillende sportschef.
Rækken føres af Elitesport Vendsyssel med 17 point foran Stoholm IF og Nørre Djurs HK med 16 point for ti spillede kampe. Torsdag aften skal Nørre Djurs HK en tur til Himmerland for at møde Aars HK.
»Aars HK er en meget svær modstander på udebane. Kan vi vinde den kamp, er vi rigtig godt med i topstriden, når turneringen genoptages i januar,« siger Jesper Johnsen.
Kampen mod Aars HK spilles torsdag aften kl. 20 i Idrætscenter Østermarken i Aars.