Unge 'Smil Emil' Larsen og kammeraterne tog en vigtig skalp

Nørre Djurs HK kom bagud 1-0 i fredagens hjemmekamp mod ambitiøse Elitesport Vendsyssel. Siden så hjemmeholdet sig ikke tilbage og kørte en flot 27-23 sejr hjem over forhåndsfavoritterne til oprykning til 1. Division.

Artiklens øverste billede
Det er ikke Københavns Hovedbanegaard i myldretiden, men to mandskaber, der ikke sparede på krudtet fredag aften i topopgøret. Samtlige fotos: Lars Norman Thomsen

Det stod malet i ansigterne på både spillere og trænere hos Nørre Djurs HK, at der var pres på til fredagens hjemmekamp mod Elitesport Vendsyssel.

Det skulle man ikke være psykolog for at se, da spillerne trissede til opvarmning.

Begge hold går målrettet efter oprykning, og derfor er hvert eneste point kostbart.

Inden aftenens topkamp havde hjemmeholdet smidt to point, gæsterne et enkelt. Derfor ville et nederlag til Nørre Djurs HK være en bitter pille at sluge.

Opvarmningen foregik yderst koncentreret uden mange store ord og fagter. Det var stilhed før stormen.

Elitesport Vendsyssel med den rutinerede cheftræner Morten Arvidsson til at styre fra bænken og spillere, som den lynhurtige Daniel Lindgaard Holmen (fem scoringer) og den godt skydende Magnus Rasmussen (ti scoringer), som de store profiler, var en stor mundfuld for cheftræner hos Nørre Djurs HK Jesper Johnsen og hans mandskab bestående af et par rutinerede herrer i spidsen for et kuld kåde drenge.

Hvem var det, der vandt i dag? Nørre Djurs HK spillerne lod ingen i tvivl.
Slutfacit efter 60 minutter incl. en masse spilstop undervejs grundet vand på gulvet og et par skadede spillere hos gæsterne, der måtte hjælpes fra halgulvet.

’Smil Emil’

Gæsterne scorede kampens første mål, men herefter stemplede hjemmeholdet ind anført af en ungersvend af en supermand ved navn Emil Larsen.

Denne knægt har godt nok håndboldhøjde og -drøjde, men han er bestemt ikke bare en kolos på lerfødder, som bliver kørt frem som en anden kampvogn til at hugge fra distancen. Spilforståelsen er allerede stor, og han indgik i et glimrende samarbejde med veteranerne Mike Paulsen og Nicolaj Danefeld i bagkæden.

De to ældste satte ham discipilneret op, og det gjorde, at unge Larsen undervejs fik mulighed for at afslutte i høj fart fra forskellige positioner, ligesom han også flere gange kom på kant af modstandernes højre back, så han også viste, at magtede opgaven som gennembrudsspiller.

Selvfølgelig var der missere undervejs, og da Emil Larsen samtidig sammen med Christian Rohde, der spillede i lange mørke tights, var krumtapper på midten i Nørre Djurs HK forsvaret, skulle han også have de nødvendige pauser undervejs for at trække luft ind.

Men en flot præstation af Emil Larsen, der efter pausen balancerede på kanten af et rødt kort efter en tæt nærkamp med en gæstende spiller. Han slap nådigt, og det lærer han af.

Koncentrationen lyste ud af krøltoppen i kampens hede, og det var først efter veloverstået dåd, at der kom lidt ’Smil Emil’ over ham.

Emil Larsen er en del af kuldet, som cheftræner Jesper Johnsen har bragt med fra Bjerringbro-Silkeborgs eliteungdomsafdeling. De gutter bringer tydeligvis en elitekultur og -indstilling med til Glesborg.


Emil Larsen i forgrunden er en ung supermand, som bliver spændende at følge i de kommende sæsoner. Potentialet er enormt.


14-10 ved pausen

Foran 4-1 indenfor de første seks minutter formåede Nørre Djurs HK at bevare teten og forspringet resten af første periode, hvor der blev dækket op med bravour og løbet hjem, så gæsternes stærke 1. og 2. fase blev stækket godt.

Efter en nærmest fejlfri første halvleg, stod der 14-10 til hjemmeholdet, da de to hold gik til pause.

Cheftræner Johnsen havde forklaret sine spillere, at de skulle hjem i egne forsvarsrækker og spille 6:6 fra start til slut. Ikke noget med at stå og dandere den på en dum position længere fremme.

En altid intelligent spillende Mike Paulsen dirigerede tempoet i angrebsspillet med en feltherres overblik. Der blevet spillet med sordin, når det var nødvendigt, og modsat sat turbo på, når spilsituationen tilsagde det.

Mike Paulsen tog sig sammen med Nicolaj Danefeld af hjemmeholdets straffekast og samtlige seks blev udnyttet optimalt - fire af Paulsen og to af Danefeld.

Venstrefløjen Mikkel Scaglione havde på tilskuerpladserne selskab af mor, den tidligere landsholdsspiller Lone Mathiesen, og lillesøster, stortalentet Julie Scaglione, der allerede har fået sin debut på A-landsholdet.

Mikkel Scaglione brugte de første 30 minutter til at stå bredt uden at få mange opspil. Til gengæld dækkede den relativt fysisk beskedne gut nærmest perfekt op, og 2-3 gange trak han angrebsfejl på en meget større modstander, hvis kamikazeagtige forsøg på at tonse fremad i et gennembrud resulterede i, at han løb direkte ind i hårdføre Scaglione.

Efter pausen fik han smidt et par bolde sikkert i kassen fra sin fløjposition, og han brændte kun en enkelt, der kyssede overliggeren.



Firemålsføringen ved pausen satte Nørre Djurs HK ikke over styr.


Cheftræner Morten Arvidsson har ikke puttet engagementet i mølposen, selvom han er kommet til skelsår og alder.


Initiativretten

På tilskuerpladserne blev der diskuteret ivrigt, om hjemmeholdet kunne fastholde niveauet i de sidste 30 minutter.

I sport på dette niveau afgøres tingene ved, at man er godt forberedt og har aftalerne på plads. Træner Johnsen og assistent Jan Mathiesen havde læst på lektien.

Det tog initiativretten fra start i anden halvleg ved at spille 7:6 i angrebsspillet og tage den velspillende keeper Casper Hebsgaard Mortensen ud og erstatte ham med Nicolai Danefeld i orange overtrækstrøje som overtalsspilleren.

Den havde Morten Arvidsson ikke set komme, og han fandt aldrig ud af at bryde tilbage med et forsøg rent taktisk for at overvinde den start, som overtalsspillet i primært fra det 30. til det 45. minut gav hjemmeholdet.

Nørre Djurs HK var oppe på føringer på seks-syv mål. 20-14 efter godt 42 minutter, 21-15 efter 45 minutter, 22-17 efter 51 minutter, 24-20 med små fire minutter igen og neglebidende 24:21 efter 27 minutter.

Tættere kom gæsterne ikke.

26-21 stod der på måltavlen med et minut igen. Herefter kunne samtlige i hallen rejse sig og applaudere hjemmeholdet for en fortrinlig indsats, hvor hovedet blev holdt koldt i den afgørende slutfase.


Målmændene Magnus Møller-Sørensen (16) og Casper Hebsgaard Mortensen havde en tæt dialog i hele kampen.


Christian Rohde er en afgørende krumtap i Nørre Djurs HK forsvaret. I denne situation svævede han højt over vandene.


Frustreret Arvidsson

Gæsternes cheftræner Morten Arvidsson var tydeligvis ikke tilfreds med dommernes præstation, og den var da også i nogle sekvenser ret slingrende.

De to opmænd lagde hårdt ud med to udvisninger, inden haluret havde rundet de fem minutter. Hermed gav de sig selv en presbold i resten af opgøret, og det var medvirkende til at bringe sindene i kog, primært hos de mere og mere frustrerede gæster.

Morten Arvidssons evige tilråb til de herrer dommere i anden halvleg fik dog den konsekvens, at mange marginalkendelser faldt ud til hjemmeholdets fordel.

Det er generelt en god lære at gøre dommeren til en medspiller i stedet for det modsatte, men den er svær at opfylde, når en kamp kører på de høje nagler.

Summa summarum: Nørre Djurs HK fik den sejr, som holdet tørstede efter. Oprykning til 1. Division er det overordnede mål for sæsonen, og selvom der venter masser af meget svære opgør, må fredag aftens sejr havde givet spillere, trænere og klubben troen på, at det kan lade sig gøre.

I modsætning til sidste sæson er der flere hold i år, der har potentiale til at være tophold, og det er alt andet lige til fordel for Nørre Djurs HK, fordi en enkelt kikser eller to ikke er lig med, at så er vejen til oprykning uendelig lang.

De lever i håbet i Glesborg, og det skal være dem vel undt.

Klubkulturen, organisationen og det strategisk forarbejde er meget stærk på de kanter, også stærk nok til at have et hold blandt de 20 bedste i Danmark, selvom det koster mange kroner at bevæge sig i de luftlag.

Mikkel Scaglione er ikke et fysisk pragteksemplar, men knægten er ikke bange for at stille sig i vejen, når der er en tung tometermand i farvandet, som vil tonse sig vej igennem forsvaret til en scoring.


Mike Paulsen er taktisk og teknisk en nydelse at følge på en håndboldbane. Den mand havde en næstsidste hånd på mange af hjemmeholdets scoringer plus, at han er sikkerheden selv på straffekast.


Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.