Trænerskiftet fra Friis til Haslund i Nørager helt udramatisk
Cheftræner Jeppe Friis blev allerede i maj spurgt, om han havde lyst til at fortsætte i 2023 i Nørager Boldklub, men efter sommerferien takkede han pænt nej efter grundige overvejelser.
Allan ’Hakke’ Haslund gør comeback som cheftræner for Nøragers bedste fodboldspillere fra årsskiftet.
Han afløser Jeppe Friis, Auning, og Nørager Boldklubs egen Rene Jensen, der har status som assistenttræner.
Duoen formåede før sommerferien at rykke et meget ungt førstehold i Serie 2 op i Serie 1, hvor holdet lige nu kæmper hårdt for at overleve debutsæsonen.
Trænerskiftet er helt udramatisk.
Blev spurgt i maj
Allerede i maj spurgte fodboldledelsen i Nørager Boldklub Jeppe Friis, om han havde lyst til at tage 2023 med, og efter at have tænkt sig godt om besluttede han at takke nej til tilbuddet.
Michael har været i klubben altid, har været fast mand på førsteholdet i mange år, og han er kendt som en klog spiller. Jeg ser frem til samarbejdet.
Det samme har Rene Jensen gjort.
»Jeg havde bestemt lyst til at fortsætte, fordi jeg synes, at vi arbejder med en særdeles talentfuld trup, som kan nå langt i de kommende år,« siger Jeppe Friis.
Tidsmæssigt hænger det imidlertid ikke sammen.
Jeppe Friis varetager hvervet som formand for Auning Idræts- og Kulturcenter, og så han er også blevet hooked på padelsporten.
»Jeg spiller i Randers, hvor min kone Charlotte også er træner. En spændende sportsgren, som jeg gerne vil bruge mere tid på.«
Summa summarum
Jeppe Friis, som i en yngre udgave spillede elitefodbold på ungdomsplan i Randers Freja (Randers FC), triller fortsat oldboysfodbold hos kronjyderne sammen med en række tidligere divisionsspillere.
Det er dog blevet til for lidt på det seneste. Faktisk kun en enkelt kamp.
»Det håber jeg at få mere tid til, når jeg i 2023 ikke skal være fodboldtræner, for det er naturligvis meget motiverende at spille fodbold med så dygtige spillere.«
Jeppe Friis har i Nørager sønnike Jonas med på det bedste hold, og faderens nej betyder intet for sønnens fortsatte engagement i klubben.
»Jonas er faldet særdeles godt til i Nørager, og jeg er sikker på, at han og de andre unge ser masser af muligheder i holdet fremover.«
»For mit eget vedkommende stopper jeg som træner i 2023, men det er muligt, at jeg vender tilbage på et senere tidspunkt. Det vil jeg bestemt ikke afvise. Lige nu og her er der andre ting, der presser sig på, og så vil jeg også gerne have ordentlig tid til at følge mine børn, Signe og Jonas.«
Haslund på tæerne
Allan Haslund har været væk fra seniorfodbolden i et stykke tid nu, siden han senest var cheftræner i Nørager. Han har dog ikke været helt nulstillet som træner, idet han har haft ansvaret for en stor del af de nuværende unge i Nøragertruppen i et par år, mens de spillede U17 og U19 fodbold sideløbende med, at de begyndte at holde deres indtog på seniorniveau.
Allingåbrodrengen Allan Haslund bor nu i Nørager, hvor også hans sønner Viktor og Lukas spiller fodbold.
»Jeg glæder mig til at komme i gang og blev glad, da jeg fik tilbuddet om at tage over efter Jeppe og Rene,« siger Allan Haslund.
Han har fulgt klubbens seniorhold i Serie 1 og Serie 4 tæt både i kampe og til enkelte træningspas.
»Det ser vildt spændende ud, og det er flot, hvordan de unge er kommet med og blevet stamspillere. Jeg glæder mig til at få lov til at udvikle de unge yderligere og igen komme tilbage på træningsbanen,« siger Haslund, der vil afvente med at fortælle mere om sine planer, før han selv tager over.
Han får Nøragerikonet Michael Jensen som assistent, og det tiltaler ham.
»Michael har været i klubben altid, kender miljøet og kulturen, har været fast mand på førsteholdet i mange år, og han er kendt som en klog spiller. Jeg ser frem til samarbejdet.«
Afgørende kampe
Efter syv spillerunder ligger Nørager placeret lige over nedrykningsstregen i Serie 1, og de resterende fem runder bliver helt afgørende for, om det også skal hedde Serie 1 efter nytår.
Der venter tre ude- og to hjemmekampe.
»Vi kan sagtens være med mod samtlige hold. Tst er klart det stærkeste mandskab, vi har mødt, og her lykkedes det os trods alt at kæmpe os til et point. Jeg ser optimistisk på vores muligheder for at hente det nødvendige antal point, så vi kan aflevere holdet i Serie 1 til vores afløsere,« siger Jeppe Friis.
Christiansbjerg (ude) (Nørager tabte 2-0, red.), Kristrup B (hjemme), VSK Aarhus (ude), Aabyhøj (hjemme) og tst Fodbold (ude) er modstanderne i de sidste fem runder.