Nye bank sender Nørager til bunds
Nørager B tabte med 4-2 ude til Aabyhøj IF og led sit fjerde nederlag i træk i Serie 1.
»Det går ikke lige vores vej for tiden,« konstaterer Nørager B’s cheftræner Jeppe Friis efter at hans hold lørdag eftermiddag tabte med 4-2 på udebane til Aabyhøj IF. Og man kan ikke andet end give Jeppe Friis ret, for forårets succesoplevelse med 11 kampe i træk uden nederlag og direkte oprykning til Serie 1 er blevet afløst af en mere stenet vej til point. Nørager B vandt premierekampen med 2-1 mod Christiansbjerg IF, men siden er det blevet til fire nederlag og en placering som bundprop i rækken.
Vi har været tæt på point i flere af de tabte kampe, og der venter masser af point på os.
»Tre point i fem kampe er ikke godt nok, men vi har ikke været spillet af brættet i en eneste kamp. Vi er på fuld omgangshøjde med vores modstandere, og vi må arbejde hårdt for at tingene kan gå vores vej. Vi har været tæt på point i flere af de tabte kampe, og der venter masser af point på os,« mener Jeppe Friis.
Nørager B fik ellers en drømmestart på Aabyhøj Stadion, da Rasmus Jensen efter bare tre minutter blev spillet fri på en stikling fra Kristoffer ‘Bubber’ Frandsen og sparkede bolden flot i mål til 1-0. Men glæden var kort, for små fem minutter senere havde hjemmeholdet udlignet til 1-1, da Nørager forsvaret ikke fik ekspederet bolden væk og Magnus Krog sparkede nedfaldsbolden i mål.
»Aabyhøj IF var et fysisk stærkt hold med gode individualister som venstrebensspilleren Sigurd Schøndorf, som virkelig gjorde ondt på os,« siger Jeppe Friis om Aabyhøjspilleren med en fortid som ungdomsspiller i FC Midtjylland og siden med divisionsfodbold i FC Svendborg og Nykøbing FC. Venstrekanten var en af kampens profiler og leverede et mål og to assists i Aabyhøj IF’s 4-2 sejr. Midt i 1. halvleg scorede Sigurd Schøndorf til pausestillingen 2-1.
Opspilsfejl blev straffet
»I pausen talte vi om at holde fast i vores spil og finde de rum og positioner vi er gode til. Det havde været en meget lige kamp, og vi havde spillet os frem til flere halve chancer,« siger Jeppe Friis. Og Nørager B’s optimisme gav pote midt i 2. halvleg, da Mathias Fisker udlignende til 2-2 med et godt langskud fra omkring 20 meter.
»Derfra havde vi kontrol med kampen og styrede spillet på Aabyhøj IF’s banehalvdel. Men med godt 10 minutter igen lavede vi en opspilsfejl, som hjemmeholdet straffede med en scoring til 3-2. Vi smed Gökhan Tokay frem og senere også Jeppe Pedersen. I de sidste minutter satsede vi alt for at udligne, og det gav Aabyhøj IF mulighed for at score det sidste mål til 4-2 i overtiden,« fortæller Jeppe Friis.
Kristoffer ‘Bubber’ Frandsen og Mathias Fisker var de bedste spillere på et Nørager B, som måtte tage turen hjem til Norddjursland med endnu en skuffelse i bagagen.
Topholdet venter
Cheftræner Jeppe Friis måtte se bort fra profilerne Jan Ankerstjerne på grund af sygdom og Kasper Sortkjær af arbejdsmæssige årsager. Christian Basballe var tilbage efter sygdom, og så var den tidligere Brabrand IF-anfører Gökhan Tokay tilbage i truppen for første gang i efteråret. Tokay startede på bænken, men blev skiftet ind i forsvaret for i den hektiske slutspurt at blive smidt helt frem i offensiven.
I næste runde er Nørager B oversidder efter at FAML trak sit hold i sommerferien.
»Det bekommer os vel at sidde over næste weekend. Vi har haft et hårdt program og nu ser vi frem til nogle gode træninger,« slutter Jeppe Friis.
Nørager B spiller sin næste kamp fredag 9. september kl. 19,00, hvor rækkens ubesejrede tophold tst Fodbold kommer på besøg på Nørager Stadion.