Børge sagde tak for kampen efter 65 år som aktiv fodboldspiller

Snart 72-årige Børge Rasmussen fik den afskedskamp og tredje halvleg, han havde ønsket sig, da han snørrede fodboldstøvlerne og førte sit oldboyshold ind på Ryomgård Stadion for sidste gang i sidste uge.

Artiklens øverste billede
Børge Rasmussen (manden i midten med bolden) spillede afskedskamp på Ryomgård Stadion i sidste uge. Til september fylder den mangeårige primus motor og holdsamler for de ældste fodbolddrenge i IF Midtdjurs, 72. Han startede, da han var syv, så 65 år i fodboldstøvler er kun de allerfærreste beskåret. Foto: Lars Norman Thomsen

En af fodboldens mange lokale hædersmænd spillede afskedskamp onsdag aften i den forgangne uge på et brandvarmt og solbeskinnet Ryomgård Stadion.

Børge Rasmussen, 72 til september, har spillet fodbold siden sit 7. år. Først i Nimtofte Gymnastikforening og senere i IF Midtdjurs, da de to fodboldklubber i Nimtofte og Ryomgård 11. januar 1972 fusionerede til en forening.

’Stofer’, som hans kælenavn lyder, har i mindst 20 år tillige været fast holdsamler og holdleder for de ældste fodbolddrenge i IF Midtdjurs.

En opgave, der har været vanskelig, til tider trættende og har krævet sit, men Børge Rasmussen har klaret opgaven på meget imponerende vis uden at kny og altid med orden i tingene.

I de senere år har han - alderen taget i betragtning - kun spillet 10-15 minutter pr. kamp, men han har nydt samværet med de lidt yngre old boys, og hans humør og højlydte grin har altid været hans kendemærke.

Nu giver han ansvaret videre og lægger støvlerne på loftet.

Fodbold har altid fyldt meget i min hverdag, og det vil det fortsat gøre, men når jeg ikke længere magter at spille mere end små ti minutter pr. halvleg, er det ikke så sjovt længere

Børge Rasmussen, snart 72 og aktiv fodboldspiller siden sit 7. år

»Det har været en dejlig tid, som jeg har nydt meget. Fodbold har altid fyldt meget i min hverdag, og det vil det fortsat gøre, men når jeg ikke længere magter at spille mere end små ti minutter pr. halvleg, er det ikke så sjovt længere,» indrømmede Børge Rasmussen overfor sine holdkammerater, da han efter sidste uges kamp og et bad havde arrangeret sommerafslutning med vådt og tørt til halsen.

Her gav han også et kort rids af sin aktive tid som fodboldspiller, hvor han havde en anden IF Midtdjurslegende, nu 86-årig Jakob Olesen, som sin første træner. Det daværende postbud Olesen var lidt af en hardhitter i de unge år, når han hersede med ungdommen og forlangte, at der blev kæmpet for klubben.

Børge Rasmussen er født og opvokset på en gård på Ramtenvej nær Nimtofte som næstyngste i en søskendeflok på syv.

Børge Rasmussen og Jakob Olesen mødes fortsat en gang om ugen. De er to ud af små ti oldboys, der hver tirsdag efter morgenkaffen trækker i arbejdstøjet og passer og plejer Ryomgård Stadions i alt fem fodboldbaner, kunstgræsbanen AC Huse Park og omgivelserne, så de står snorlige.

Det er civilsamfundet i renkultur, der arbejder. Syddjurs Kommune kan nøjes med at slå græsset.

»Jeg vil fortsat komme om tirsdagen og gøre en indsats for den klub og de ny generationer, der har ligeså stor glæde af at spille fodbold, som jeg har haft det,« lovede Børge Rasmussen.

Aldrig på førsteholdet

Børge Rasmussen har aldrig i sin seniortid været med på førsteholdet i IF Midtdjurs.

»Jeg har spillet en enkelt kamp på Serie 4, men ellers på Serie 5 og Serie 6. Det er primært glæden ved at spille sammen med andre og hyggen både før og efter kampen, som jeg har syntes om.«

- De, der kan huske dig fra dine yngre dage, mindes, at du var en glimrende afslutter med et lodret vristspark, der havde præcision, fart og kunne få et fodboldnet til at blafre?

»Ja, jeg var bl.a. ham, der altid tog vores straffespark.«

»Men ellers har jeg fulgt fodbolden tæt både i min tid i Nimtofte og siden i IF Midtdjurs. Det var en fornøjelse i gamle dage, når der var mange, der fulgte førsteholdet både ude og hjemme.«

Hyldestord fra tidligere træner

Ved efterspillet efter sidste uges kamp dukkede Ole Frederiksen, cheftræner i IF Midtdjurs i to omgange i slutningen af 1970’erne og i senere i 1980’erne.

Ole Frederiksen mindedes tiden dengang, hvor Børge Rasmussen var med til at sætte kolorit på spillermøderne i klubhuset med en lun bemærkning og et grin, når alvoren blev for meget for ham.

Ved seancen efter kampen takkede Frank Thomsen på vegne af spillerne, der havde skillinget ekstra sammen til gaver, bl.a. gode flasker vin, til den nu forhenværende.

Børge Rasmussens tjans som primus motor på +50 Old Boys kræver hele to afløsere, Mikael Riis og Heine Lundskov Sørensen. De to årsunger sammenlignet med Børge Rasmussen tager over efter sommerferien.

Jeg har været ved at opgive et par gange, når der kom afbud på selve kampdagen

Børge Rasmussen, snart 72 og aktiv fodboldspiller siden sit 7. år

Børge Rasmussen overrakte højtideligt sedlen med spillernavne og telefonnumre til duoen, og mindede dem om, at de nok skulle få deres sag for.

»Jeg har været ved at opgive et par gange, når der kom afbud på selve kampdagen. Heldigvis fik vi det altid klaret, og jeg må takke min kone BIB (Birthe, red.) for den hjælp, hun har ydet, når en spiller ringede og spurgte til mødetidspunktet, hvor vi skulle spille og meget andet. Jeg tror, du ser frem til mindre telefonpasning,« lød det fra Børge Rasmussen henvendt til sin bedste halvdel.

Fodboldvennerne

Børge Rasmussen har også indskrevet sig i IF Midtdjurshistorien på anden vis.

Men siden blev Støtteforeningen lavet om til at skulle være der for samtlige afdelinger i IF Midtdjurs. Da valgte jeg at trække mig, fordi fodbolden var mit et og alt

Børge Rasmussen, snart 72 og aktiv fodboldspiller siden sit 7. år

Han var således sammen med tidligere og hæderkronede IFM’ere som ’Gammel’ Anders Kristensen, Uffe Herman, Jørgen Thygesen, ’Tømrer’ Jørgen Andersen m.fl. med til at starte Støtteforeningen Midtdjurs Fodboldvenner 19. april 1978.

I første omgang var det meningen, at Støtteforeningen kun skulle levere midler til fodbolden. Det skete bl.a. ved at arrangere ugentlige bankospil på Drasbeks Hotel i Kolind.

»Men siden blev Støtteforeningen lavet om til at skulle være der for samtlige afdelinger i IF Midtdjurs. Da valgte jeg at trække mig, fordi fodbolden var mit et og alt.«

Kede sig kommer den pensionerede ’Stofer’ ikke til uden fodboldstøvler.

Børge Rasmussen har boet i Ryomgård siden 1982 sammen med sin kone Birthe. Fritiden bruges til at nusse om bilen, konen og huset, og så et slag kort i ny og næ.

Sammen med sin kone har han tidligere rejst ud i verden et par gange om året, og parret har besøgt både USA og Grønland.

En anden passion for parret har været rundture til de danske sommerrevyer.

Men Børge Rasmussen vil nok også i ny og næ lige svinge cyklen forbi Ryomgård Stadion, når hans tidligere hold atter tørner ud efter veloverstået sommerferie.

Også for lige at tjekke, hvordan afløserne klarer sig og får taget hånd om tingene.

Han kan slet ikke lade være, selvom han med 65 år i fodboldstøvler må siges flot at have aftjent sin fodboldmæssige værnepligt.

Hip, hip, hurra! - og så det lange.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.