Subtoppen spiller UNICEF Championship på Lübker Golf & Spa Resort
I denne uge spiller nogle af fremtidens potentielle golfstjerner på den skarpe bane ved Nimtofte
145 spillere fra 5 forskellige nationer dyster i denne uge på Lübker Golf & Spa Resorts mesterskabsbane Sky/Sand om om penge, ære og points til ranglisten på Ecco Touren.
Samtidig bliver der gjort en masse for, at samle penge ind til UNICEF til støtte for verdens mest udsatte børn.
Nordens bedste unge golfspillere spiller på Ecco Touren med drømmen om at kvalificere sig videre til Challenge Touren og dernæst DP World Touren.
Det er på Ecco Touren, at talenterne udvikler sig til stjerner og begynder deres rejse på en professionel karriere.
ECCO Tour kalenderen startede i februar i Spanien og afsluttes i Danmark til oktober.
Spillerne skal igennem 12 professionelle turneringer og hele 25 PRO-Ams.
Finale fredag
»Lübker banen kan spilles af alle, men på turneringsdage som disse, kan man sætte banen op så den virkelig tester disse spillere, man kan gøre banen længere og stille flagene, så de ikke er så nemme at komme til. Derfor elsker spillerne også at komme til Djursland og blive testet på en rigtig mesterskabsbane, og banen er virkelig i god stand og er ethundrede procent,« lover Golfmanager Hans Knudsen, Lübker Golf & Spa Resort.
Mandag og tirsdag spilles der PRO-Ams (både professionelle og amatører). Her spiller 1 pro med 3 amatører.
Onsdag, torsdag og fredag spilles den professionelle UNICEF Championship.
Efter to dage skæres en del af feltet væk, og fredag spiller de 45 bedste finale.
Alle tilskuere er velkomne, det er gratis at komme og se.