IF Midtdjurs og Østdjurs 91 en del af bundstriden i Serie 3
Kristi Himmelfartsdag mødes IF Midtdjurs og Østdjurs 91 på Ryomgård Stadion. En særdeles vigtig kamp for begge klubber i forhold til den resterende del af turneringen.

Der er masser af fodbold at kigge på rundt på de djurslandske stadions både Kristi Himmelfartsdag og i den kommende weekend, hvor der i mange rækker afvikles to turneringsrunder.
Flere spændende lokalopgør venter, som bør kunne tiltrække et stort publikum.
Det gælder for eksempel torsdag på Ryomgård Stadion, hvor IF Midtdjurs og Østdjurs 91 mødes til noget, der lige nu ligner et bundopgør.
Begge klubber har til dato samlet ni point. IF Midtdjurs i otte kampe, Østdjurs 91 blot i syv.
Det placerer de to klubber side om side som henholdsvis nummer 5 og 6 i rækken med IF Midtdjurs forrest, fordi klubben vandt det modsatte opgør på Trustrup Stadion med 1-0, og derfor er bedst i indbyrdes kampe.
Det kan der blive lavet om på, når klubberne tørner sammen på Ryomgård Stadion klokken 14.
Kun syv hold
Serie 3 rækken består kun af syv hold, fordi HEI allerede inden turneringsstart måtte trække sit hold grundet spillermangel.
Det betyder, at der kun skal findes en direkte nedrykker, og den plads ser ud til klokkeklart at gå til Hadsten GF, der ligger helt og adeles fortabt på sidstepladsen med et sølle point samlet i otte spillerunder.
Unægtelig nye tider for Favrskovklubben, der tidligere har rangeret et par rækker højere og traditionelt har kunnet trække på stærke ungdomsspillere.
Hverken IF Midtdjurs eller Østdjurs 91 kan dog ånde lettet op. Det hold, der slutter i ’dødens spor’, sjettepladsen, kan imødese en såkaldt playoffkamp mod en ’to’er’ fra Serie 4, før der kan skrives Serie 3 på visitkortet efter sommerferien.
Dennis Høegh
IF Midtdjurs har i dette forår jævnligt kunnet benytte den tidligere divisionsspiller i AGF, Viborg, Hobro og Fredericia, Dennis Høegh, 32, der har en ungdomsfortid i IF Midtdjurs.
Han var således med i de to klubbers seneste møde, men han er ikke med fast, og det vides endnu ikke, om han spiller Kristi Himmelfartsdag.
Dennis Høegh er ved at færdiggøre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag sideløbende med, at han underviser i fodbold ved Rønde Højskole og Rønde Efterskole.