Boksning: Hoveling og Gribsholt tager et nyt trin på karrierestigen
Knap havde Victor Hoveling og Mikkel Gribsholt fået fordøjet oplevelserne ved weekendens nordiske mesterskaber, før DaBU udtog dem til en ny stor opgave.

Europamesterskabet for U19-boksere afholdes i Sofia, Bulgarien 11.-22. april 2022, og det bliver selvfølgelig med deltagelse af Dupond & Dupont fra Hornslet Bokseklub, de nordiske mestre, danske mestre mv., Mikkel Gribsholt (57 kilo) og Victor Hoveling (71 kilo).
De to lokale boksedrenge får cheftræner i Hornslet Bokseklub, Arne Lund Christensen, med som sekundant. Cheftræneren suppleres af den tidligere mesterbokser Brian Brix fra Pandrup Bokseklub.
DaBU Elitesektion har ud over Mikkel Gribsholt og Victor Hoveling udtaget Sofie Rosshaug (50 kilo) og Silas Gryholt (51 kilo), begge fra Gilleleje Bokseklub.
Victor Hoveling prøvede allerede i 2021 kræfter på den europæiske scene ved U19 Europamesterskaberne i byen Budva i Montenegro.
Efter en sikker pointsejr over en israelsk bokser i 1/8 finalen, måtte Victor Hoveling lade livet i 1/4 finalen, hvor en bokser fra Montenegro stod i det modsatte ringhjørne.

Lakmusprøven
Mikkel Gribsholt og Victor Hoveling møder frem til mesterskaberne med selvtillid efter, at de i weekenden blev kåret til nordiske mestre ved mesterskaberne på Island.
Europamesterskaberne er en strømpil for, hvor de står lige nu i forhold til endnu større opgaver. Der skal lodtrækningsheld til at bringe dem langt. Det er altafgørende, at de lige får en første kamp at varme op på, vænner sig til atmosfæren ved mesterskaberne og ikke render ind i en hardhitter fra den østlige del af Europa.