Kvindehåndbold: Tre lokale klubber klar til direkte duel i Jyllandsserien

Nørre Djurs HK’s bedste damer er rykket op i Jyllandsserien og skal nu møde Nørager B og Allingåbro IF.

Artiklens øverste billede
Nørre Djurs HK’s bedste håndbolddamer er som oprykkere klar til at tørne ud i Jyllandsserien. Foto: Nørre Djurs HK

Nørre Djurs HK med base i Nørre Djurshallen i Glesborg er Djurslands for tiden største og stærkest forankrede håndboldklub med hold i næsten alle rækker fra de allermindste drenge og piger til herrehold i 2. division. Nørre Djurs HK favner både bredden og eliten med en imponerende opbakning i lokalmiljøet, og klubben har især på herresiden tårnhøje ambitioner om at se klubbens bedste herrespillere optræde i den landsdækkende 1. division. Foreløbig spiller herrerne med i toppen af 2. division og har også et hold i 3. division, men også klubbens bedste kvinder banker nu på til de højere rækker efter at Nørre Djurs HK i efteråret rykkede op i Jyllandsserien. Her kommer kvinderne i godt lokalt selskab med Nørager B og Allingåbro IF, mens Hornslet IF’s andethold er blevet placeret i en anden pulje.

»Vi glæder os til at spille flere kampe mod lokale modstandere. Vi står godt rustet til kampene i Jyllandsserien. Vi har en stærk defensiv med Gitte Mathiesen med divisionserfaring i målet. Offensivt er vi stærke både hvad angår skud og gennembrud, og så er vi stærke i kontrafasen med fløj- og stregspillere, som kan løbe,« siger Peter Schumacher, som er holdets træner med rutinerede Tove Alsner som holdleder.

Har genstartet damehåndbolden

Nørre Djurs HK’s bedste damer gik ubesejret gennem efteråret i Serie 1, hvor det blev til syv sejre i en pulje med otte hold, som mødte hinanden en gang. Nørre Djurs HL vandt den afgørende kamp ude mod oprykningsrivalerne Asmild FH med 24-21, således at holdet var sikker på oprykning inden sæsonens sidste kamp mod Valsgaard IF 83 i begyndelsen af december på hjemmebanen i ’Hulen’ i Glesborg. I samme sæson rykkede andetholdet op i Serie 2. Desuden har Nørre Djurs HK et damehold i Serie 4. Klubbens U15 pigehold i 2. Division skal sikre fødekæden til seniorholdene.

Peter Schumacher glæder sig over den sportslige fremgang blandt Nørre Djurs HK’s damerhold, som tidligere har stået i skyggen af de lokale ’storhold’ Grenaa IF og Aastrup/Hammelev IF, som begge for få år siden havde damehold i 3. Division.

”Vi har haft svært ved at fastholde kvinderne, men vi har både fået tilgang fra spillere udefra og herreholdenes spillere bidrager med deres stærke kultur også til fremgangen, fordi flere af dem er kærester med damespillere. Som foreningsmand er har jeg frygtet for damehåndbolden, fordi vi har haft et helt holdkort ude på grund af graviditeter, og så kom corona nedlukningen oveni. Men vi har heldigvis fået genstartet damehåndbolden efter coronaen,« siger Peter Schumacher.

Harpkiks på fingrene

Peter Schumacher har som halinspektør i Nørre Djurshallen i Glesborg foreningslivet helt inde på livet og mærkede sidste vinter konsekvenserne af corona nedlukningerne på nærmeste hold.

»For foreningslivet er det vigtigt, at vi kan mødes. Det var frygteligt at stå med en helt død hal, når man er vant til at møde 600 glade mennesker på en uge til håndbold, badminton, gymnastik og fitness i hallen,. Fodboldspillere kunne komme i gang udendørs, men vi savnede at få harpiks på fingrene i hallen,« siger Peter Schumacher, som Han er udover arbejdet som halinspektør også aktiv i Nørre Djurs HK og er blandt andet turneringsansvarlig. Han har gennem mange år trænet forskellige hold og har blandt andet været ungdomstræner for flere af de seniorherrer, som i dag er profiler på divisionsholdene.

Nørre Djurs HK’s damer skulle have startet turneringen denne weekend, men Dansk Håndbold Forbund har på grund af corona udskudt sæsonstarten i alle rækker med en uge. Nørre Djurs HK debuterer derfor i Jyllandsserien tirsdag 18. januar kl. 19.45 i Haslehallen i Aarhus mod Hasle KFUM. Lokalrivalerne fra Nørager B, som vandt Jyllandsserien i efteråret i skarp konkurrence med Allingåbro IF og derfor tager 2 point med over i tabellen, starter den nye sæson søndag 16. januar kl. 13.00 i Auning Idrætscenter mod CHK Aarhus, mens Allingåbro IF samme søndag kl. 13.40 møder JAI i Annexhallen i Aarhus.

Læs også

Del artiklen