Ny mand i spidsen for Allingåbro Hallen

Allingåbro Hallens nye halinspektør Claus Vestergaard vil gøre hallen til et mødested for både idræt og sociale arrangementer

Artiklens øverste billede
Claus Vestergaard er kommet i Allingåbro Hallen siden han var barn og ser som ny halinspektør frem til at åbne hallen for både idræts- og sociale arrangementer.

Der var skiftedag i Allingåbro Hallen mandag 1. november, hvor den nye halinspektør Claus Vestergaard tiltrådte sin stilling. Og fredag eftermiddag er der mulighed for alle brugere og borgere til at hilse på Claus Vestergaard, når der holdes reception i hallen mellem kl. 15.00 og 18.00.

Det er en forventningsfuld og spændt Claus Vestergaard, som tager fat på sit nye arbejde som halinspektør.

»Jeg kom som barn i denne hal, og jeg husker nøjagtig den stemning der var, når man trådte ind gennem døren til Allingåbro Hallen. Der ventede timer med oplevelse og hygge. Den fascination har jeg aldrig sluppet. Og da stillingen blev ledig, var jeg ikke i tvivl om at Allingåbro Hallen var det rigtige sted for mig,« siger Claus Vestergaard.

Der skal være oplevelser, spænding, varme og åbenhed, når Claus Vestergaard tager imod i Allingåbro Hallen. Men hallen skal også udvikles og danne rammen om nye aktiviteter, som ikke bare har med idræt at gøre. Den nye halinspektør vil fremme sociale aktiviteter for borgere lige fra vuggestue- og dagplejebørn og til seniorer og plejehjemsbeboere.

»Jeg vil arbejde for at Allingåbro Hallen bliver et samlingssted. Jeg vil åbne hallen op til også at omfatte sociale arrangementer. Og succeskriteriet skal ikke være antallet af deltagere, men kvaliteten af samværet, « siger Claus Vestergaard.

Allingåbro Hallen består af hal, fitness afdeling og cafeteria. Mens fitness er en selvstændig afdeling, hvor Claus Vestergaard kun skal stå for rengøring, har han det fulde ansvar for hallen og cafeteria.

Jeg vil arbejde for at Allingåbro Hallen bliver et samlingssted. Jeg vil åbne hallen op til også at omfatte sociale arrangementer. Og succeskriteriet skal ikke være antallet af deltagere, men kvaliteten af samværet

God til mennesker

Claus Vestergaard er 48 år og er opvokset Nørager. Han bor i Vivild sammen med sin kone Nicole og tre børn på 19, 16 og 14 år. Han kommer fra en stilling som værkstedsunderviser på den sikrede behandlingsinstitution Grenen i Dalstrup, men har en lang og alsidig karriere bag sig.

Claus Vestergaard blev udlært som maskinsnedker på Koefoed Møbelfabrik i Hornslet i 1992. Senere kom han til at arbejde i et auktionshus med alt lige fra varemodtagelse til vurdering. Han har været kørende sælger gennem ti år inden han senest i fire og et halvt år har arbejdet med unge mennesker på Grenen i Dalstrup.

»Jeg har arbejdet praktisk, men frem for alt har jeg haft med mennesker at gøre gennem hele mit liv. Både når jeg skulle sælge og handle eller når jeg skulle undervise. Disse erfaringer vil være nyttige og komme mig til gode i mit nye arbejde som halinspektør. Jeg skal både drive hallen som en forretning og sørge for at bygningerne fungerer og bliver holdt i orden. Men samtidig er det min opgave at sørge for, at hallen altid er et rart og ordentligt sted at komme i. Hvad enten man kommer for at dyrke idræt eller for at få en kop kaffe,« siger Claus Vestergaard.

På hold i foråret

Claus Vestergaard er vokset op i Nørager, og han lægger ikke skjul på, at det stærke sammenhold og den stærke foreningskultur i Nørager har påvirket ham for livet.

»Hele min mors familie bor i Nørager, og jeg har altid været en del af Nøragers foreningsliv. I Nørager spiller drengene fodbold og pigerne håndbold, og jeg har spillet fodbold siden jeg var 3-4 år. Jeg har været med på det bedste hold siden jeg var 16 år og vi spillede i Serie 1,« fortæller Claus Vestergaard. Han var til både det tekniske spil og det hårde arbejde og siger, at han har spillet alle pladser på holdet undtagen målmand.

»Jeg spillede den sidste 1. holdskamp som 38-årig, men har så sent som i dette efterår været på banen en enkelt gang på Serie 5 holdet,« siger Claus Vestergaard. Udover at tørne ud for Nørager B har Claus Vestergaard gennem sin lange karriere også spillet i Vivild IF, Randers Freja og flere af de mindre klubber i Randersområdet.

God til de unge

At arbejde med mennesker i foreningsregi har Claus Vestergaard især gjort som træner for mange ungdomshold i både Nørager B og andre klubber. Han var bare 15 år, da han startede med at træne de alleryngste drenge i Nørager B. Siden er det blevet til utallige timer på træningsbanen og til kampe med både ungdomshold og seniorhold. I tre år var Claus Vestergaard træner for Nørager B’s bedste seniorhold inden Jeppe Friis overtog holdet i foråret. Efter en pause på et halvt år var han i dette efterår tilbage på træningsbanen – denne gang som træner for FC Djurslands U19 hold i Liga 1. En opgave han agter at fortsætte med også i sit nye travle job som halinspektør.

»Jeg har blandt andet haft fornøjelsen i Nørager B at træne årgang 88, da Lasse og Michael Jensen, Kasper Fisker og Kasper Sortkjær var drenge. Siden har jeg også haft Lasse og Michael og Kasper Sortkjær som voksne rutinerede spillere på holdet, og så har jeg også trænet de dygtige unge spillere, som nu er ved at træde ind på Nørager B’s seniorhold,« fortæller Claus Vestergaard.

Idræt og samvær

Som halinspektør skal Claus Vestergaard skabe de bedst mulige rammer om blandt andet håndbold, indendørsfodbold, badminton, volleyball og soft tennis. Han ser gerne andre sportsgrene i hallen, for det er hans opgave at få så meget aktivitet i så mange timer som muligt i hallen.

»Hallen skal bruges så meget som muligt. Ikke bare til sport, men også til sociale arrangementer som påskefest, julefrokost eller julebal. Jeg vil være helt åben for gode ideer og nye tiltag. Jeg vil samarbejde med alle de foreninger, som vil være med til arrangementer i både hallen og cafeteria. Det kan være alt fra fællesspisninger til juleklip og kortspil,« siger Claus Vestergaard.

Allingåbro Hallen er en af Djurslands allerførste haller med en lang historie og en forankring i et stærkt lokalsamfund. Den er blevet udvidet i flere omgang og står i dag som en velholdt hal med et helt moderne fitnesscenter. Claus Vestergaard kan allerede se frem til travle dage i kalenderen med blandt andet julefrokost og to dage med det store indendørs fodboldstævne L-tek Cup i december.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen