Seriefodbold: Friis og Møller skal stå i spidsen for KPI

Dennis Holdgaard stopper som træner i Kolind-Perstrup IF efter denne sæson. Mikkel Damgaard Møller Jensen og Jesper Friis Jensen tager over.

Artiklens øverste billede
Mikkel Damgaard Møller Jensen (billedet) går fra at være assistent og holdleder til at være spillende træner i Kolind-Perstrup IF og deler ansvaret med Jesper Friis Jensen. Arkivfoto

Med en sejr på 3-2 over Aarhus Fremad i ryggen og udsigt til et vigtigt lokalopgør lørdag eftermiddag hjemme mod Vivild IF fortæller KPI-træner Dennis Holdgaard til Lokalavisen, at han stopper i Kolind-Perstrup Idrætsforening efter denne sæson. Det bekræfter KPI’s fodboldformand Jørgen Antonsen og løfter samtidig sløret for, at den nuværende spiller, holdleder og assistenttræner Mikkel Damgaard Møller Jensen sammen med KPI’s andetholdstræner Jesper Friis Jensen skal stå i spidsen for holdet efter nytår. Om de to nye trænere kommer til at stå i spidsen for et hold i Serie 2 eller Serie 1 bliver afgjort de næste tre weekender, hvor Kolind-Perstrup IF møder Vivild IF, Nørager B og Aarhus Black Vipers i en knivskarp duel om direkte oprykning og play off kamp om oprykning blandt rækkens Top 4 hold.

Spillerne er orienteret og har taget meget positivt imod udmeldingen

Jørgen Antonsen

Den første udfordring møder Kolind-Perstrup IF lørdag eftermiddag på Kolind Park, hvor Vivild IF, som i sommer rykkede ned fra Serie 1 med KPI, kommer på besøg. Træner Dennis Holdgaard håber at få mere ud af dette møde end det 1-1, som blev resultatet i sæsonens første kamp mellem de to lokalrivaler.

»Alt står åbent, og vi går efter play off chancen. Vi har et hårdt program, men som det kører for os for tiden, så glæder vi os til de tre kampe. Vi burde have fået mere ud af det sidst mod Vivild IF sidst og burde have vundet. Vi plejer at spille rigtig tætte kampe mod Vivild IF. Vi stiller i stærkeste opstilling. Det bliver en rigtig spændende afslutning på sæsonen,« siger Dennis Holdgaard. Næste kamp er mod Nørager B ude inden sæsonen slutter med en kamp mod rækkens ubesejrede tophold Aarhus Black Vipers på Kolind Park.

Klubbens egne folk

Dennis Holdgaards afsked med Kolind-Perstrup IF efter tre år er ganske udramatisk.

»Min holdning er, at der skal ny energi ind sådan et samarbejde efter senest tre år, og det var KPI og jeg enige om, da vi startede,« siger Dennis Holdgaard, som taler med andre klubber, men ikke vil røbe noget om, hvor hans trænerfremtid ligger. Han havde en flot spillerkarriere i blandt andet Vivild IF og var træner i Auning IF og Vivild IF inden han kom til Kolind-Perstrup IF, som han holdt i Serie 1 indtil i sommer, da en omstrukturering af Danmarksturneringen sendte halvdelen af rækkens hold ned i Serie 2.

Dennis Holdgaards afløsere i Kolind-Perstrup IF bliver hans hidtidige assistent og holdleder, Mikkel Damgaard Møller Jensen, som sammen med andetholdstræner/holdleder Jesper Friis Jensen overtager ansvaret for holdet i næste sæson.

»Vi har haft en dialog i bestyrelsen og er enige om at overlade ansvaret for holdet til to af klubbens egne folk. Mikkel har samarbejdet med Dennis Holdgaard og samtidig spillet på holdet og især i dette efterår sat et tydeligt aftryk. Jesper har i en årrække haft ansvaret for andetholdet og har haft en god dialog med Dennis Holdgaard. Spillerne er orienteret og har taget meget positivt imod udmeldingen,« siger KPI’s fodboldformand Jørgen Antonsen. Formanden lægger vægt på, at Jesper Friis Jensen i sit arbejde med andetholdet har været i tæt kontakt med unge spillere, som er på vej.

»Vi har kørt med en fast stamme på førsteholdet, men pludselig skal der bruges spillere nedefra. De to trupper skal gerne smelte sammen,« siger Jørgen Antonsen.

Spillende træner

Jesper Friis Jensen, 37 år, har altid spillet i KPI, mens Mikkel Damgaard Møller Jensen, 27 år, fik sin fodboldopdragelse hos naboerne i IF Midtdjurs. Som ungdomsspiller fik han prøvet talentet af på eliteplan i Randers FC, men vendte tilbage til Djursland, hvor han er kendt som en fysisk stærk angriber med en fin sparketeknik og god spilforståelse. I sin tid i Kolind-Perstrup IF har han i lange perioder været plaget af skader, men vendte i dette efterår tilbage i en hidtil uset god form. Mikkel Damgaard Møller Jensen forventes også at spille med på holdet i den nye sæson, så Jesper Friis Jensen kommer til at stå på sidelinjen under kampene.

Godt kørende

Med sejren på 3-2 over Aarhus Fremad fik Kolind-Perstrup IF sin fjerde sejr i træk og ligger på en 3. plads inden de afgørende kampe.

»Vi er godt kørende for øjeblikket. Vi tabte ganske vist til topholdet Aarhus Black Vipers, men langt hen ad vejen var vi gode og havde vores chancer. Derefter slog vi Auning IF med 9-1, men de stillede med et meget ungt hold. Mod VRI vandt vi med 1-0 på Jakob Degn Larsens mål i en svær kamp på udebane mod et hold med flere DS-spillere. Vi fik revanche mod Vorup B med 2-0 på mål af Martin Holm Hansen og Kasper Kempel,« fortæller Dennis Holdgaard.

I kampen mod Aarhus Fremad dominerede Kolind-Perstrup IF i 1. halvleg og kom foran med 2-0 på mål af Andreas Brus Mikkelsen og Martin Holm Hansen. Men en opspilsfejl tidligt i 2. halvleg åbnede kampen igen, da aarhusianerne scorede til 2-1.

»Midt i halvlegen tog Martin Holm Hansen en god tur og blev stoppet ulovligt, da han var ved at slippe fri. Mikkel Damgaard Møller Jensen scorede sikkert på straffesparket til 3-1. Vi havde styr på kampen, da Kasper Kempel fik en advarsel og blev udvist i 10 minutter for at have tacklet en modstander, da han ikke hørte dommeren fløjte forinden. Det gav lidt uro og Aarhus Fremad fik reduceret til 3-2, men vi fik trukket vejret og fik ro i maven, så vi modstod presset og havde styr på spillet resten af kampen,« fortæller Dennis Holdgaard.

Lokalopgøret mod Vivild IF spilles lørdag kl. 16.00 på Kolind Park.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen