FC Djursland klar til topopgør mod Randers Freja

FC Djursland holdt fast i førstepladsen med 2-0 sejr over IF Skjold Sæby og spiller lørdag topopgør mod Randers Freja på HSM Arena.

Artiklens øverste billede
Mikkel Sloth var tilbage på FC Djurslands midtbane i 2-0 sejren over IF Skjold Sæby og kronede en god indsats med scoringen til 2-0 på Martin Westmark Hansens oplæg. Arkivfoto

Med en sejr på 2-0 over IF Skjold Sæby søndag eftermiddag på hjemmebanen HSM Arena i Grenaa på mål af Oliver Jensen og Mikkel Sloth holdt FC Djursland fast i 1. pladsen i Jyllandsserien 1 og ryddede banen til topopgøret mod Randers Freja lørdag eftermiddag.

»Det bliver revanchens time, for Randers Freja er det eneste hold vi har tabt til i denne sæson,« siger sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen. Randers Freja besejrede FC Djursland på eget kunstgræs med 4-2 i de to holds første opgør, men et formstærkt hjemmehold ser frem til at byde randrusianerne op til revanche- og topopgøret på HSM Arena.

Der var nemlig ingen slinger i valsen, da topholdet FC Djursland søndag besejrede IF Skjold Sæby, men der skulle en stærk præstation til for at nedkæmpe vendelboerne. FC Djursland har gennem flere sæsoner dystet med IF Skjold Sæby i Danmarksserien, og begge hold rykkede ned i Jyllandsserien 1 i sommer. Men mens FC Djursland har fundet sig optimalt tilrette i Jyllandsserien, så ligger IF Skjold Sæby og roder i bunden af rækken.

»IF Skjold Sæby ligger for tiden til direkte nedrykning og er tvunget til at få point, så vi havde forventet stærk modstand. Holdet har et godt koncept og er godt organiseret på banen med solide kæder både defensivt og på midtbanen og nogle fysisk stærke angribere. Så det blev en hård kamp med masser af fight, men vi stod meget stærkt defensivt med Casper Stylsvig Bæksted og Christian Rytter Fløjborg med masser af erfaring fra Danmarksserien i midterforsvaret. Og så har vi mange offensive kort at spille på og har rækkens topscorer i Oliver Jensen,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Bredde i offensiven

FC Djursland havde Mikkel Sloth tilbage i startopstillingen efter en studietur, men må stadig undvære Emil Birkedal Nielsen og Oliver H. Jacobsen med skader.

Casper Stylsvig Bæksted og Christian Rytter Fløjborg spillede i midterforsvaret med Frederik Borup Vogel og Mads Schütt på back-pladserne foran målmand Anders Enil Hjorth. Mikkel Sloth gled ind på midtbanen sammen med Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen og Oliver Jensen med Victor Dalmose og Emil Sander Husum på kanterne, mens Malthe Lemming Engelund spillede helt på toppen.

Martin Westmark Hansen, Sebastian Ring og Jens Madsen var med på bænken og kom ind som afløsere for Frederik Borup Vogel, Malthe Lemming Engelund og Victor Dalmose.

»Martin Westmark Hansen og Jens Madsen startede inde i vores sidste kamp mod Vatanspor. Vi har en god trup og kan derfor rotere mellem spillere. Det giver konkurrence om pladserne på holdet,« siger Nicolaj R. Poulsen.

»1. halvleg var fattig på chancer, men vi startede bedst i 2. halvleg og skabte to-tre gode muligheder. Men vi skulle helt hen til det 72. minut, før Oliver Jensen bragte os foran med 1-0 efter et lidt tilfældigt opspil. Og med ti minutter igen brød Martin Westmark Hansen stærkt igennem på kanten og kunne servere bolden for en træfsikker Mikkel Sloth. IF Skjold Sæby ramte stolpen ved stillingen 1-0,« fortæller Nicolaj R. Poulsen, som roser Casper Stylsvig Bæksted for en toppræstation i midterforsvaret.

Midtbanen arbejde stenhårdt, og offensivt viste FC Djursland endnu engang både skarphed og bredde med mange målfarlige spillere.

Skarp attitude

Med sejren holdt FC Djursland fast i førstepladsen med Hjørring IF og Randers Freja lige i hælene.

»Der er lagt op til en meget spændende afslutning i rækken mellem de tre tophold. De møder alle hinanden indbyrdes. Vi møder Randers Freja hjemme på lørdag og møder Hjørring IF på udebane i den sidste kamp. Så der bliver spænding til det sidste. Vi spiller ikke om oprykning, men om at få bonuspoint med over i forårets turnering, hvor det gælder oprykning til Danmarksserien,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Efter flere sæsoner med ryggen mod muren i Danmarksserien glæder sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen sig over holdets succes i Jyllandsserien.

»Vi har et stærkt koncept til Jyllandsserien med en god indfaldsvinkel, og holdet viser en skarp attitude. Vi træner godt, og der er en sund konkurrence om pladserne på holdet,« slutter Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland tager imod Randers Freja lørdag kl. 13.00 på HSM Arena i Grenaa.

Læs også

Del artiklen