Divisionshåndbold: Nørre Djurs HK vil rykke op i 1. division

Nørre Djurs HK’s bedste herrer tæller ned til sæsonstarten mod Tvis i ’Hulen’ i Glesborg.

Artiklens øverste billede
Nørre Djurs HK’s håndboldspillere er sultne efter at komme i gang med turneringen efter at turneringen sidste sæson kun lige kom i gang og siden blev annulleret på grund af corona. Foto: Mikkel Veje, PhotoCare Grenaa

»Vi har en oprykning som mål og vi skal vinde vores kampe hver gang.«

Så klart udtrykker Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen forventningerne til den sæson, som starter søndag 26. september i Nørre Djurshallen mod ligareserverne fra Tvis. Og det er en trup med lutter sultne håndboldspillere, som snart kaster sig ud i kampen om point i 2.division, for sidste år blev en fuser af rang. Her var ambitionerne også høje, men turneringen blev sat i stå allerede i begyndelsen af november på grund af corona. Hallerne blev lukket, og der blev ikke spillet håndbold før spillerne langt hen på foråret fik lov til at træne på halgulvet igen. Turneringen blev annulleret, så det er nu i den nye sæson alle de opsparede kræfter skal fyres af.

Nørre Djurs HK’s bedste herrer har netop været samlet til en træningslejr i egen hule i Nørre Djurshallen med ophold på Gjerrild Kro. Det blev til sejre i to træningskampe med 34-26 mod Viborg FH og 25-23 over AGF, som havde Nørre Djurs HK’s tidligere træner Benny Nielsen ved roret.

»Det er afgørende at vi er klar og skarpe fra første fløjt, når turneringen går i gang. Vores målsætning er at spille i 1. division og sætte Nørre Djurs HK på håndboldens landkort. Og derfor har vi fuld fokus på vores eget spil. Vi skal bare vinde hver gang,« siger Nicolaj Danefeld Hansen.

Nørre Djurs HK’s bedste herrer spiller i 2. divisions pulje 1, som har Hammel GF og Nørre Djurs HK som de sydligst klubber, men ellers strækker sig nordover i hele Jyllands bredde. Siden sidste år er Elitesport Vendsyssel 2 og Løgstør HK kommet til i pulje 1, mens HEI Skæring er blevet flyttet til pulje 2 med hold fra Sydjylland og Fyn.

Vores målsætning er at spille i 1. division og sætte Nørre Djurs HK på håndboldens landkort. Og derfor har vi fuld fokus på vores eget spil. Vi skal bare vinde hver gang.

Nicolaj Danefeld Hansen.

Storm fløjet videre

Selvom sidste sæson var en mildt sagt træls omgang for elitesportsfolk, som bruger så meget tid på deres sport, så er truppen så godt som intakt til den nye sæson. Dog må holdet sige farvel til en af holdets mest rutinerede kræfter og kulturbærere, den lynhurtige fløjspiller Henrik Storm Pedersen, som har nået en alder, hvor det er er nødvendigt at drosle ned for håndbolden på eliteplan. Sammen med sin kæreste, holdets fysioterapeut Kathrine Lychau, er Henrik Storm Pedersen flyttet sydpå. Også fløjspilleren Daniel Minke er stoppet for at få mere tid til sin familie efter en sæson i Nørre Djurs HK.

»Men heldigvis har vi Martin ’Bondemanden’ Jensen, som kan spille Henrik Storms position, og samtidig har vi fået tilgang af to nye fløjspillere. På venstre fløj har vi Simon Bauner, som oprindelig er fra Randers, men senest har spillet for Aars HK. Og på højre fløj har vi Martin Frandsen, som senest har spillet i Give Håndboldklub med Erik Flak Jørgensen som træner. Martin er flyttet til Grenaa og er tilknyttet Viden Djurs,« fortæller Nicolaj Danefeld Hansen.

En af holdets stamspillere, fløjspilleren Simon Østergaard, var ude med en skade hele sidste sæson og er endnu ikke klar. Målmandstrioen består af Kevin Fisker, Magnus Møller-Sørensen og Kasper Kolstrup Møller. ’Store Møller’ stiller op til Kommunalvalget i Syddjurs Kommune til november og skal til at føre valgkamp, men er stadig med i den bedste trup.

»Der er rigtig god konkurrence på alle pladser, og nu spidser det for alvor til frem mod premieren,« siger Nicolaj Danefeld Hansen, som spiller højre back, men også kan spille på fløjpositionen i højre side.

Paulsen ny assistenttræner

Heller ikke på trænersiden er der de store ændringer. Jan Mathiesen fortsætter som cheftræner med Martin Lund som assistent.

»Som noget nyt har vi tilknyttet vores playmaker Mike Paulsen til trænerteamet som spillende assistenttræner,« fortæller Nicolaj Danefeld Hansen, som fortsætter som sportschef samtidig med at han spiller med på det bedste hold. Knud Ove Nielsen og Karen Christensen er holdledere. Morten Pedersen er cheftræner for andetholdet i 3. division.

Organisatorisk har Nørre Djurs HK’s Eliteudvalg fået ny formand efter at Henning Meisler fra Grenaa har afløst Klaus Allermann. Henning Meisler er også formand for fodbold elitesamarbejdet FC Djursland og skal forsøge at forløse synergien i arbejdet med elitehold indenfor både håndbold og fodbold på Djursland.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen