Seriefodbold: Kendte dyder skal skaffe point til Auning IF

Oprykkerne fra Auning IF skal klare sig på disciplin, organisation og fart på toppen i Serie 2.

Artiklens øverste billede
Auning IF’s cheftræner Claus Svenningsen forventer en spændende sæson i Serie 2 med flere ’vanvittig sjove’ lokalopgør. Arkivfoto: Martin Schultz

»Det har været en kort opstart,« kan Auning IF’s træner Claus Svenningsen konstatere – på linje med de fleste af sine kolleger i seriefodbolden på Djursland. Auning IF har kun trænet i halvanden uge, og søndag tabte holdet den første træningskamp med 1-0 til FC Djurslands U19 Liga 1 hold. Og onsdag aften skulle sommerformen pudses af inden premieren mod Kolind-Perstrup IF på lørdag, da Auning IF på PR Park i Rønde mødte TRIF’s 2. hold, som spiller i Serie 3.

Ellers har jeg den samme trup til rådighed. Det er ikke en bred trup, men jeg har trofaste spillere som Christian Dahl Andersen, som vil hjælpe, hvis det kniber

Claus Svenningsen, cheftræner i Auning IF

»Vi tabte kampen med 2-1 efter 1-0 til TRIF ved pausen. Vi spillede ikke nogen god kamp og gav for meget væk, men fik bygget lidt på formen. Martin Gundersen scorede vores mål,« fortæller Claus Svenningsen.

»Kampen mod FC Djurslands U19 hold var en fin kamp for os. FC Djursland var en kompetent modstander, men vi stillede ikke med det stærkeste hold og en tredjedel af holdet bestod af Serie 5 spillere, og jeg måtte også selv en tur på banen. Men vi fik styr på aftaler og organisation,« siger Claus Svenningsen.

Lørdag går det løs for alvor mod Kolind-Perstrup IF, som er nedrykker fra Serie 1, og som tirsdag aften slog IF Midtdjurs med 4-1 i en træningskamp.

Disciplin og organisation

Auning IF leverede lidt af en overraskelse i foråret, da holdet trods mange skader overbevisende vandt Serie 3 foran IF Midtdjurs. Holdet fik tidligt på sæsonen skadet fire stamspillere i samme kamp, og træner Claus Svenningsen måtte virkelig ryste posen for at stille hold. Men op af posen kom blandt andet den kun 16-årige offensivspiller William L. Henningsen, som blev rykket op fra U17 holdet og fik et opsigtsvækkende gennembrud med mange scoringer. Den unge angriber gav fart og et frisk pust til holdet og var en medvirkende årsag til Auning IF’s fine forårssæson.

Claus Svenningsen er i gang med sit sjette år som træner i Auning IF, og han har fået lagt en stærk organisation ned over holdet.

»Jo, mekanismerne har sat sig og spillerne kender til vores måde at spille på. Vi har en disciplineret trup og spiller med en god organisation. Det er nogle af vores styrker,« siger Claus Svenningsen. En stærk defensiv, en god organisation med klare aftaler, og folk med fart på toppen var det der skulle til for at knække modstanderne i Serie 3 i foråret.

»Det bliver en svær sæson i Serie 2. Vi starter mod to hold, som begge er nedrykkere (KPI og Vivild IF, red.) og som præsterede godt mod slutningen af sæsonen. Vores mål er at samle point nok til at blive i rækken, men vi må tage en kamp ad gangen. Vi skal kunne modstå modstandernes tryk. Vi skal være svære at skabe chancerne imod, og så har vi værktøjerne i den anden ende,« siger Claus Svenningsen.

Vanvittig sjovt med lokalopgør

De fleste af de spillere, som var skadede i foråret er klar igen. Kun Frederik Køtter er stadig ude med sin knæskade. Væk er dog unge William L. Henningsen, som var en vigtig og dygtig spiller i foråret. Det unge stjerneskud starter på Brazil Fodboldlinjen hos Viden Djurs og flytter til Grenaa. Her har han meldt sig under fanerne hos træner Claus Vestergaard og U19 Liga 1 holdet i FC Djursland. Han var med mod sin gamle klub i træningskampen søndag.

»Ellers har jeg den samme trup til rådighed. Det er ikke en bred trup, men jeg har trofaste spillere som Christian Dahl Andersen, som vil hjælpe, hvis det kniber,« siger Claus Svenningsen, som i foråret under skadeshelvedet blandt andet hev den gamle måltyv, 40-årige Mogens ’Mangemål’ Laursen, op af hatten.

»Vi har også taget U17 spillere permanent op i truppen, selvom jeg ikke forventer gennembrud på niveau med William L. Henningsens. Men de er med for at udvikle sig og kan være med på holdet på sigt,« siger Claus Svenningsen.

»Det er en interessant pulje og der venter spændende lokalopgør med Nørager B, Vivild IF og Auning IF i samme pulje. Det bliver vanvittig sjovt.«

Der er sæsonpremiere lørdag kl. 16.00, når Kolind-Perstrup IF kommer på besøg på Auning Stadion.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen