Seriefodbold: Værdikrigeren og hans crew rykker suverænt op i Serie 3

Med en 3-0 sejr sikrede Mørke IF sig lørdag oprykning til Serie 3 med et ungt mandskab og en cheftræner, der burde rejses en statue af i Mørke for hans kæmpestore og vanvittige engagement i mange år uden større falbelader.

Artiklens øverste billede
Der var gang i sagerne og sang i gaderne i Mørke lørdag eftermiddag, da Mørke IF sikrede sig oprykning til Serie 3. Foto: Mørke IF.

Mørkes seniorafdeling har i en efterhånden lang årrække været synonym med Tonni Kristensen. Mørke drengen, der har stået last og brast med sine hold og sine spillere, ungdom og seniorer, også når resultaterne ikke har flasket sig, og solen ikke har skinnet.

Lørdag fik han og spillerne løn som fortjent. Med en 3-0 sejr over Hadsten på Mørke Stadion blev det en kendsgerning, at Mørke spiller i Serie 3 efter sommerferien.

Sejren over Hadsten var nummer 12 ud af 12 mulige i dette forår, hvor målscoreren er så flot som 44-7.

De tre mål mod Hadsten stod der topscorer Viktor Skytte, Payam Moradi og et selvmål på.

YNWA

Det er velkendt i fodboldkredse, at Tonni Kristensen, der selv i de unge år var en dygtig fodboldspiller og i flere sæsoner foldede sig smukt ud med venstrepoten hos Vivild i Jyllandsserien, da ambitionerne skulle testes på højere niveau, er Liverpool FC fan.

Derfor kan han vågne op i søvne og synge med på linjer som:

»When you walk through a storm/Hold your head up high/And don’t be afraid of the dark« (Liverpool hymnen »You’ll Never Walk Alone«).

De værdier, som sangen udtrykker om sammenhold og fællesskab, har Tonni Kristensens altid haft i sit dna. De er bare blevet forstærket som årene er gået og ungdommens kådhed og til tider iltre vildskab, er blevet afløst af modenhed og stor forståelse for det at være leder for et fodboldhold.

Det er bare sådan, at der ikke ville være seniorfodbold i Mørke IF med den fylde og på det nuværende niveau uden cheftræneren, som til stadighed formår at skabe et rum, hvor unge mennesker har lyst til at være med - også når cheftræneren igen og igen minder dem om, hvad det forpligter at være en del af et hold. I Mørke er det første maj og ikke mig først.

Det seriøse og det sociale skal gå hånd i hånd. Der skal svedes på træningsbanen og i kampene, hvis tredje halvleg skal være mere end en omgang forloren skildpadde, er Tonni Kristensens filosofi.

Kusk og Skytte

Tonni Kristensen kunne allerede ved sæsonstart se, at der var muligheder i den trup, som han startede ud med i det tidlige forår, hvor der måtte tænkes alternativt træningsmæssigt grundet coronarestriktionerne.

Tilgang af flere spillere med høj kvalitet gjorde truppen bredere og øgede konkurrencen om at være på holdkortet.

»Normalt melder jeg forsigtigt ud, men før sæsonstart turde jeg godt sige højt, at alt andet end Serie 3 ville være en skuffelse,« siger Tonni Kristensen.

»Jeg er bestemt heller ikke blevet skuffet. Truppen har rykket sig meget på alle fronter, ikke mindst defensivt, som tidligere har haltet. Nu viser vi en fælles indstilling og vilje til at ofre os for sidemanden i duellerne.«

Tonni Kristensen har haft succes med at overlade målet til sin tidligere topscorer Jeppe Kusk.

Den mangeårige målræv fylder kassen ud med sin fysik og sit vingefang, og så kan Kusk spille sweeper højt oppe på banen, fordi han er dygtig til at læse spillet og eminent med fødderne. På de gode dage kan han snildt fra sit eget felt ramme en vildfaren skade på modstandermålets overligger.

Jeg glæder mig utrolig meget over den energi, vi har, og de helt unge har bare har givet den gas og vist de vil spille fodbold og de lidt ældre har taget opgaven på sig med at gå forrest, flot af alle

Mørke træner Tonni Kristensen

I den anden ende betød tilgangen af Viktor Skytte fra Ebeltoft, at målkontoen blev vedligeholdt. 17 mål er det blevet til for den træfsikre Skytte før de de to sidste spillerunder.

Unge Viktor Skyttes spillemæssige dyder er klart over Serie 4 niveau.

Flere af mælketænderne i Mørkes trup kender hinanden fra studiemiljøet i Rønde, og det har trukket nye til, at rygterne om et godt træningsmiljø med plads til både seriøsitet og spas har vist sig at være sande.

»Efter ferien bliver det meget svært, men en god start og god form vil helt klart være opskriften i forhold til sidst vi var i Serie 3 med et hav af skader og dårlig fysik som gjorde, at vi mistede gejsten. Jeg glæder mig utrolig meget over den energi, vi har, og de helt unge har bare har givet den gas og vist de vil spille fodbold, og de lidt ældre har taget opgaven på sig med at gå forrest, flot af alle,« lyder det fra en glad cheftræner.

Trods det at oprykningen er i hus, forlanger han tro mod sine værdier og sit motto om, at man aldrig bliver træt af at vinde fodboldkampe, at de to sidste opgør mod Grenaa og Ebeltoft også giver fuld valuta, så Mørke slutter uden pointtab.

»Jeg vil give chancen til nogle af de spillere, der ikke har spillet så meget, og jeg er sikker på, at de vil vise, at det ikke svækker vores hold,« fastslår Tonni Kristensen.

To hold efter ferien

Der er kommet så megen grøde i Mørke IFs seniorafdeling, at man til efteråret også får et andethold i Serie 5.

»Der er klart spillere nok til to hold, og får vi kampene planlagt fornuftigt, bliver der heller ikke problemer med at stille to hold,« siger Tonni Kristensen, der trods et skadet knæ er med på selv at ’stå en midterforsvarer’ på andetholdet og dirigere tropperne fra en tilbagetrukket position på banen som en anden feltherre.

Mest af alt glæder den engagerede mand sig til at folde barndomsklubben endnu mere ud i næste sæson.

Mørkes oprykkerhold med cheftræner Tonni Kristensen i bagerste række (th.). Foto: Mørke IF

Klar til sværdslag

Tonni Kristensen yder ikke kun på kampbane og træningsanlæg.

Det er også ham, der sørger for, at banerne står snorlige i Mørke, og at der er mandskab til at sørge for opkridtning.

Derfor vil han også fare i flint, hvis et forslag til de kommende budgetforhandlinger i den DGI-orienterede Syddjurs Kommune om at fjerne det kommunale kridttilskud til fodboldklubberne på 5.000 årlige kroner pr. bane bliver til virkelighed.

Embedsværket er blevet bedt om at komme med blokke til mulige besparelser, som Syddjurs Byråd kan spille kort med under budgetforhandlingerne.

Et af dem går på at indkøbe en fælles kommunal kridtrobot til brug i samtlige klubber og så fjerne kridttilskuddet til klubberne.

Et forslag som Tonni Kristensen og flere andre fodboldledere allerede har råbt vagt i gevær overfor.

Holdningen er, at det er pebernødder, hvor meget det årlige kridttilskud belaster kommuneøkonomien med, mens det til gengæld betyder meget for fodboldklubbernes økonomi.

»Det er ikke nemt nutildags at finde folk til at kridte fodboldbaner. Skal de så ydermere til at køre efter en robot i en anden by for, at vi kan få vores bane kridtet op, så det bliver det endnu sværere,« forudser Tonni Kristensen.

Flere med ham i fodboldkredse har spurgt, hvorfor man egentlig vil risikere at ødelægge noget, der fungerer godt for at spare lidt håndører i et kluntet forsøg på at ville stille idrætsgrene lige.

Værdikrigeren fra Mørke og andre med fodbold i hjertet skal nok lade høre fra sig og fortælle politikerne om det, der hedder lokalfodboldens sjæl, hvis forslaget nogensinde får ben at gå på.



Læs også

Del artiklen