Seriefodbold: TRIF i top og KPI i bund efter lokalopgør

TRIF vandt lokalopgøret mod Kolind-Perstrup IF med 2-1 og starter slutspurten som tophold. KPI bevarer håbet om at redde livet i Serie 1

Artiklens øverste billede
Martin Holm Hansen (tv) scorede Kolind-Perstrup IF’s enlige mål i kampen mod TRIF. Th midterforsvarer Marc Pedersen. Fotoi: Martin Schultz

Spændingen er helt elektrisk i både toppen og bunden af Serie, og de lokale hold fra Djursland leger med i begge ender af tabellen. TRIF vandt lørdage eftermiddag lokalopgøret mod Kolind-Perstrup IF med 2-1 og lagde sig øverst i tabellen med to kampe tilbage at spille. Kolind-Perstrup IF måtte til gengæld se sig overhalet af Vivild IF efterladt på næstsidstepladsen. Vivild IF vandt med 1-0 over den nedrykningsdømte bundprop Fårvang IF. Men afstanden mellem de fire midterste hold KPI, Vivild IF, VRI og Silkeborg KFUM er så tæt, at intet er afgjort, for i denne sæson kan op til fem ud af otte hold i værste fald risikerer at rykke ud af Serie 1.

Kampene om oprykning og nedrykning kommer de næste to runder til at foregå i direkte dueller mellem de rivaliserende hold. TRIF skal møde FAML Aarhus og Aarhus Juniors, som begge ånder holdet fra Rønde i nakken i toppen af tabellen. Men TRIF har afgørelsen i egne hænder.

»Det er et sjældent set spændende slutspil. Vi kan selv gøre det færdigt og skal have heldet. Jeg har en fin fornemmelse, hvis alle leverer. Men mange ting spiller ind,« siger TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

Kolind-Perstrup IF skal møde VRI og lokalrivalerne fra Vivild IF i såkaldte ’seks point’ kampe. Der skal helst to sejre til, hvis håbet om Serie 1 fodbold på Kolind Park skal overleve sommeren. Sæsonens sidste kamp på Langhøj Idrætscenter i Vivild kan blive en sand gyser.

For kort tilbagelægning

TRIF kom godt fra start og var foran med 2-0 efter bare 17 minutter på mål af Mathias Haulrik og Victor Overgaard Riis.

»Vi spillede en flot 1. halvleg. Vi spillede hurtigt, direkte, og med lidt held havde vi scoret et mål mere. KPI havde ingenting. Vi var fanme gode,« siger TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

Men ligeså gode TRIF var i 1. halvleg, lige så dårligt spillede holdet i 2. halvleg.

Ved det første mål glemte vi at dække op, og ved det andet mål smed vi bolden væk i forsvaret. Man laver fejl alle steder på banen, men fejl i forsvaret eller hos målmanden koster

Dennis Holdgaard, KPI træner

»Vi gør det svært for os selv. Spillerne tager de forkerte beslutninger. Vi har dog gennemspillede chancer og burde have scoret et mål mere. Mathias Haulrik havde en stor chance og Jens Bisgaard Amstrup havde kampens største chance, men skød direkte på KPI’s målmand,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF kom foran med 1-0 efter bare 3 minutter efter at Mikkel Melgaard havde kombineret sig godt frem på kanten og lagde et godt indlæg på tværs mellem KPI’s målmand André Tonnesen og forsvaret, hvor Mathias Haulrik løb ind i bolden og scorede sikkert.

Godt et kvarter senere gentog opspillet sig i den modsatte side af banen, hvor Mathias Haulrik lagde bolden ind til Victor Overgaard Riis’ scoring.

Men TRIF fik ikke snøret sækken, og da Kolind-Perstrup IF fik reduceret til 2-1 efter 67 minutter, begyndte panikken at brede sig hos topholdet. Midterforsvarer Kristoffer Meldgaard Andreasens tilbagelægning med hovedet blev for kort, så KPI’s aggressive hurtigløber Martin Holm Hansen smuttede imellem og alene med målmand Hjalte Holm Baarstrøm scorede han sikkert.

»Med reduceringen fik KPI en tro på, at de kunne få point, og vi blev lidt nervøse. Men vi forsvarede os godt. KPI begyndte at smide lange bolde frem, men vi vandt duellerne og fik clearet boldene. Vi havde chancerne til at snøre sækken og KPI havde ikke meget, så set over hele kampen var vi klart det bedste hold,« mener Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF møder søndag FAML Aarhus på udebane og tager fredag 18. juni hjemme imod Aarhus Juniors, som er det eneste hold TRIF har tabt til i denne sæson.

Skæbnekamp mod VRI

Kolind-Perstrup IF havde sidste lørdags slået topholdet Aarhus Juniors med 4-2 og dermed banet vejen for TRIF’s erobring af førstepladsen.

»Vi var klar over, at det ville blive svært mod TRIF. Men vi kom med selvtillid og en tro på, at det kunne lade sig gøre. Men i den plan indgik, at vi skulle stå imod det, som TRIF kom med i starten. Den plan mislykkedes,« konstaterer KPI-træner Dennis Holdgaard.

»Ved det første mål glemte vi at dække op, og ved det andet mål smed vi bolden væk i forsvaret. Man laver fejl alle steder på banen, men fejl i forsvaret eller hos målmanden koster.«

Dennis Holdgaard vedstår, at 1. halvleg blev spillet på TRIF’s præmisser, men det er kendt, at TRIF kan gå ned i kadence i 2. halvleg.

»Kunne vi få et mål, var det en ny kamp. Så vi måtte smøge ærmerne op og starte forfra med en hel anden indstilling,« siger Dennis Holdgaard. Og målet faldt efter 67 minutter, da Martin Holm Hansen energisk forfulgte bolden og opsnappede en for kort tilbagelægning til TRIF’s målmand Hjalte Holm Baarstrøm. Nu satsede gæsterne for at få et mål mere.

»Vi trykkede på og TRIF forsvarede sig. Der gav plads til omstillinger. Vi satsede mere og mere og TRIF lurede på kontra’erne, men desværre fik vi ikke scoret et mål mere. Der er ikke råd til at give lette mål væk, for så skal man bruge kræfter og energi på at jagte modstanderen,« siger Dennis Holdgaard.

Der var afbud fra Claus Koch til kampen, og Martin Holm Hansen måtte ud på et tidspunkt i 1. halvleg efter et slag på hoften. Dennis Holdgaard forventer alle er klar til på torsdag, hvor den første skæbnekamp spilles hjemme på Kolind Park mod VRI. Den sidste kamp mod Vivild IF på udebane spilles søndag 20. juni.

Læs også

Del artiklen