Fra mindernes bog: Roser til Kasper Hjulmand i sin debutkamp for Vivild

Kurt Enevoldsen mindes landstræners første optræden i den grønne og hvide Vivild-spilledragt

Artiklens øverste billede

Det er måske nok længe siden, men der er stadig fodbold-folk i Vivild, der husker, da landstræner Kasper Hjulmand fik sin debut som ung seniorspiller for landsbyholdet fra det nordvestlige Djursland.

Det var i juni 1992 og det var en kamp på udebane mod Aars.

Kampen blev spillet i jyllandsserien i en sæson, hvor Vivild sluttede på en fin fjerdeplads.

»Jeg husker det helt tydeligt og mindes også Kaspers første optræden for klubben,« fortæller Kurt Enevoldsen, der fungerede som holdleder og hjælpetræner i den sæson.

Og debutantens officielle skudsmål i referat på sportssiderne i Randers Amtsavis:

»I Vivild-lejren var man efter kampen tilfreds med det ene point samtidig med, at hjælpetræner Kurt Enevoldsen kunne fremhæve debutanten Kasper Hjulmand for en god præstation.«

I referatet står der videre: ’Efter en præstation absolut på det jævne måtte Vivild lidt overraskende nøjes med det ene point i bundkampen mod udeholdet i Aars’.

Stor taktisk forståelse

Så debutanten Kasper Hjulmand var et af de absolutte højdepunkter på Vivild-holdet i kampen.

»Jeg husker Kasper som en ung og kreativ forsvarsspiller med stor forståelse for taktikken og det fremadrettede i spillet på banen. Også i forhold til hans ældre holdkammerater,« fortæller Kurt Enevoldsen, der om nogen bærer det specielle fodbold-gen, der i årtier var med til at holde Vivild højt placeret i rækkerne med sit førstehold i både Jyllandsserien og Danmarksserien.

For Kurt var det ikke mindst den unge Kaspers evne til at se sig selv som en del af et fællesskab, der var drivkraften.

Og det karakteristika mener han allerede, han kunne se spirerne til i 1992 hos den unge Kasper på grønsværen i Aars.

»Som jeg ser det, så er en det en væsentlig del af af den store succes som har bragt vores dygtige landstræner så vidt på den store fodboldscene.«

Tror på dansk succes

Nu glæder det lokale fodbold-koryfæ fra Vivild IF, der først lagde fodboldstøvlerne efter han var fyldt de 34 år, sig til at møde Kasper Hjulmand og hans hold i puljens absolutte forventede topbrag mod Belgien.

»Jeg er så glad for at have fået en billet af min søn til kampen, som jeg skal se sammen med den glade giver, mit barnebarn på otte år og min svigersøn.«

Kurt Enevoldsen, er ikke bange for at melde ud med sin urokkelige tro på de danske EM-chancer.

»Vi vinder 2-0 over Finland, spiller 2-2 mod Belgien og slutter med en 2-1 sejr over Rusland. Og så er vi videre i turneringen, hvor jeg tror på, at vi kan gå hele vejen, selv om der naturligvis er mange gode hold, der skal besejres undervejs mod guldet.«

Særlige oplevelser

I sit dyk tilbage i scrapbøgerne får Kurt mange minder rullet frem, blandt andet da han tog sin far. Hugo - mangeårig leder i Vivild IF - med til farens allerførste landskamp.

»Det var en ganske særlig oplevelse, at vi sammen fik lejlighed til at se kampen mod Georgien. Og nu glæder jeg mig så til at vi tre generationer sammenskal se braget mod Belgien, der vel er det nærmeste vi kan komme en favorit til EM-guldet.«

For Kurt Enevoldsen er Kasper Hjulmand et helt unikt menneske, der har formået at bringe fællesskab og rummelighed med sig ind i den topprofessionelle verden som det er at lede et fodboldlandshold med etablerede danske stjerne fra klubber ude fra det store fodbold-Europa.

Et mandskab som hele nationen har så store forventninger til og nu skal op til den helt store eksamen ved EM på hjemmebane med kampe mod Finland, Belgien og Rusland.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen