Danmarksserien: Årtiers største præstation af FC Djursland

FC Djursland fik et point med hjem efter stærk indsats mod Varde, som udlignede til 3-3 på straffespark i overtiden

Artiklens øverste billede
Mikkel Sloth scorede det første mål i opgøret mod Varde. Tirsdag aften spiller han pokalkamp på sin tidligere hjemmebane, Ryomgård Stadion. Arkivfoto

»Jeg har været med i det her game i 25 år, og det her er en af de kampe jeg altid vil huske. Det var en af de største præstationer jeg har oplevet.«

Det siger sportschef og assistenttræner i FC Djursland, Nicolaj R. Poulsen, om FC Djurslands kamp mod Varde lørdag eftermiddag på udebane langt mod vest i Danmarksseriens nye nedrykningsspil. FC Djursland var foran med 3-2 inden hjemmeholdet i tillægstiden på et straffespark, dømt efter hands, fik udlignet til 3-3 mod et motiveret FC Djursland hold, som var hastigt sammensat på grund af næsten kaotiske forhold i truppen efter endnu en positiv corona test blandt spillerne.

Så spillere som Søren Koch Østergaard, Christian Rytter Fløjborg, Thor Helle og Oliver H. Jacobsen måtte bliver hjemme i selvisolation efter for tæt kontakt med den smittede spiller. Også målmændene Anders Emil Hjort og Nicolai Runøe Lund Thirsgaard var i selvisolation, og det gav debut til U19 målmanden Oliver Blicher på Danmarksserieholdet. De to midtbanespillere Janus Tranæs Didriksen og Sebastian Væggemose Bendix var begge ude med karantæne efter de hver fik et gult kort i tirsdagens kamp mod Viby IF.

Det gav spilletid til ganske unge spillere som Victor Dalmose og Kondwani Bottan Mbao fra Grenaa IF’s Serie 3 hold. Der var et vellykket comeback til Malthe Lemming Engelund, som kom ind på toppen i 2. halvleg og gjorde en fin figur. Cheftræner Felipe Soares havde taget støvlerne med til Varde og satte sig selv på banen i de sidste minutter, da 3-2 føringen skulle forsvares. Felipe måtte indkassere et gult kort for protester, da dommeren i tillægstiden dømte det straffespark til Varde, som sikrede hjemmeholdet et ene point med scoringen til 3-3.

Med det uafgjorte resultat og tirsdagens 3-2 sejr over Viby IF på hjemmebane har FC Djursland fået 4 point i de første to kampe i nedrykningsspillet og har dermed fået en fin start i den hektiske slutspurt for at sikre holdet endnu en sæson i Danmarksserien.

Vi er rykket to pladser op i tabellen, og vejen er blevet kortere til en redning

Nicolaj Rygaard Poulsen, FC Djursland

To mål af Oliver Jensen

Varde var som etableret Danmarksseriehold og tidligere 2. divisionshold en særdeles komptenet modstander, som kom med stor fysik og kvalitet og var foran med 2-0 efter en halv times spil. Men Mikkel Sloth fik hurtigt reduceret til 2-1 efter et godt gennembrud og en fin afslutning efter en mand mod mand duel, og i halvlegens sidste minut scorede Oliver Jensen to gange til halvlegsstillingen 3-2 til FC Djursland. Det tredie mål blev scoret på et straffespark, dømt for hånd på bolden.

FC Djursland holdt hjemmeholdet fra chancer i 2. halvleg og havde selv flere gode gennembrud og afslutninger.

»Varde havde ingen skud på vores mål i 2. halvleg udover det straffespark de scorede på til sidst,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

»Det var en kæmpe præstation, og pilen peger den rigtige vej efter vores to første kampe i nedrykningsspillet. Der mangler fem kampe, og det bliver en kamp mod tiden for at redde os. Vi er rykket to pladser op i tabellen, og vejen er blevet kortere til en redning,« siger Nicolaj R. Poulsen inden FC Djursland lørdag på hjemmebane møder Ringkøbing i den tredie af nedrykningsspillets syv ‘finaler’.

»Vi har en del spillere, som er klar på onsdag efter selvisolation. Vi ser hvad vi spiller med, men Felipe Soares er meget fokuseret på at bevare momentum og ride videre på bølgen fra de sidste to kampe. Der er ingen nemme opgaver, og der er meget kvalitet på Ringkøbings hold.«

Pokalkamp udsat

FC Djursland skulle allerede have været i ilden igen tirsdag aften, når holdet træder ind i pokalturneringen Sydbank Pokalens 6. Runde mod IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion.

Grundet corona-situationen har FC Djursland bedt om at få kampen aflyst.

»Vi har i dag modtaget besked om, at et medlem på vores DS hold er konstateret COVID-19 positiv. Holdet spillede kamp lørdag og trænede torsdag, og alle er derfor sendt i isolation og til test,« forklarede Frederik Nørholm Nicolajsen, Formand Grenaa IF Fodbold, der har FC Djursland i sin stald, i en mail søndag til DBU Jylland og IF Midtdjurs.


Læs også

Del artiklen