Danmarksserien: Tidligere TRIF spiller matchwinner mod FC Djursland med klassemål

Den tidligere TRIF spiller Nikolaj Dahl Sauer scorede, da FC Djursland tabte den corona udsatte kamp mod Silkeborg KFUM med 1-0.

Artiklens øverste billede
Dennis Flinta var forskellen, da Silkeborg KFUM besejrede FC Djursland. Foto: Claus Bonnerup

Så kom FC Djurslands spillere og øvrige team ud af corona skyggen efter udstået selvisolation efter at en spiller blev testet positiv efter kampen mod Tjørring IF forrige torsdag (Kristi Himmelfartsdag) og yderligere en spiller siden viste sig at være positiv. Men holdet var fit for fight og leverede en godkendt indsats, selvom det blev til et 1-0 nederlag i den udsatte kamp mod ambitiøse Silkeborg KFUM, som endte som nr. 2 i puljens grundspil og har blikket rettet mod en oprykning til 2. division.

»Vi spillede en af vores bedste kampe i foråret og fik sat et tydeligt aftryk på kampen. Man kan aldrig være tilfreds, når man taber, men vi havde også vores muligheder, især i 2. halvleg. Spillerne viste den rette indstilling til at spille vores koncept, og viljen til at investere var tydelig,« fortæller sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

»Optakten til kampen var ret kaotisk, for seks af vores spillere kom først ud af isolation lørdag formiddag, og flere af vores spillere har ikke trænet i 19 dage efter flere omgange corona isolation. Mange af vores spillere bor på campus eller har søskende på uddannelsesinstitutioner, så det har været svært for de unge Samtidig har vi så tæt et program, at det er svært at forberede sig og udbedre fejl fra kamp til kamp.«

Efter kampen i lørdags mod Silkeborg KFUM var der en enkelt træning mandag inden Danmarksseriens nye nedrykningsspil starter tirsdag aften hjemme mod Viby IF. Derefter næste opgør lørdag ude mod Varde, inden FC Djursland tirsdag 1. juni træder ind i pokalturneringen Sydbank Pokalen mod IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion.

»Det er virkelig et hårdt program og ikke hverdagskost for vores unge spillere. Det kan være en stressfaktor ikke at have mange pusterum, men spillerne klarer det foreløbig fint,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Der bliver ingen nemme kampe og det bliver syv ’finaler’. Der skal nogle sejre til og så må vi se, hvor langt det rækker. Men vi tror på at vi kan klare os

Nicolaj R. Poulsen

Snorlige diagonalbold

Lørdagens modstander Silkeborg KFUM var en stor mundfuld, for klubben satser på at blive nr. to i byen efter den nyslåede superligahold Silkeborg IF og har et ambitiøst set up med den tidligere superligatræner Ove Christensen som sportschef og med rutinerede profiler som den tidligere SIF-spiller Dennis Flinta og Henrik Brodersen med divisionskampe i Kolding FC og Kjellerup IF i midterforsvaret. Desuden har Silkeborg KFUM fået tilgang af den tidligere TRIF spiller Nikolaj Dahl Sauer, der som ungdomsspiller er blevet eliteskolet i Randers FC, Silkeborg IF og AGF.

Det var da også unge Nikolaj Sauer, som scorede kampens afgørende mål, da en bold sidst i 1. halvleg blev slået ned i bagrummet bag Søren Koch Østergaard.

»Den diagonalbold blev slået snorlige af Dennis Flinta til Sauer, som tog den til sig med en god tæmning og derefter leverede en god afslutning. Det var et klassemål,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

U19 spillere på banen

FC Djursland stillede op med rutinerede kræfter som Nichlas ’Høffe’ Høpfner Hansen og Fabian Korsgaard på holdet. Christian Rytter Fløjborg var med igen efter udstået karantæne i den sidste kamp mod Tørring IF, mens Casper Stylsvig Bæksted måtte stå over med karantæne efter et gult kort sidst i kampen mod Tjørring IF. Morten Bruun er fortsat skadet og Nicolaj Jarsmer har svært ved at få tid til Danmarksseriefodbold.

»Vi havde fire U19 spillere med i truppen og Oliver Hjortshøj Jacobsen startede på banen. Mads Schütt afløste Oliver H. i pausen, og i det sidste kvarter kom Frederik Taylor på banen i stedet for ’Høffe’ i midterforsvaret og Magnus Rasmussen afløste Emil Sander Husum i angrebet. Magnus er en stor angriber på to meter og byder ind med et andet spil end Oliver Jensen og Emil Sander Husum,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland ændrede spilsystem i 2. halvleg og forsøgte at ramme Silkeborg KFUM med en mere kompakt midtbane. Der blev med fem indskiftninger brug for hele bænken i 2. halvleg, hvor der også blev spilletid til Martin Westmark Hansen og Thor Helle.

Med nederlaget til Silkeborg KFUM er grundspillet afsluttet og FC Djursland tager nu 13 point med over i nedrykningsspillet med i alt 14 hold, hvoraf de syv kommer fra pulje 3 og bliver FC Djurslands kommende modstandere i det tætte program frem mod 26. juni med kampe i både Vestjylland og på Fyn.

FC Djurslands point rækker kun til en bundplacering blandt de 14 hold i nedrykningsspillet.

»Der bliver ingen nemme kampe og det bliver syv ’finaler’. Der skal nogle sejre til og så må vi se, hvor langt det rækker. Men vi tror på at vi kan klare os,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Efter alt at dømme rykker syv hold ud fra nedrykningsspillet, og kampen for overlevelse starter tirsdag aften på HSM Arena i Grenaa mod Viby IF.

Læs også

Del artiklen