70 spillede golfmatch i Grenaa

Fantastisk forårsvej og en velplejet bane tog imod

Artiklens øverste billede

Et fantastisk forårsvejr, en velholdt bane og glade golfspillere gjorde søndag 2. maj til en minderig dag for medlemmerne af Grenaa Golfklub. Omkring 70 ivrige spillere deltog i golfmatchen “Nyskabelsen på Næsen”, som GolfAvisen i sit majnummer kalder den store nye turnering på Djursland, hvor der afvikles kvalifikationsmatcher samme dag på tre golfbaner på “næsen” af Jylland.

Grenaa Golfklubs chefgreenkeeper Lars Henrik Nielsen havde i løbet af vinter og forår sammen med sit team foretaget flere forbedringer af banen, blandt andet er flere bunkers blevet ændret eller nedlagt. Helt sikkert ændringer medlemmerne er glade for.

Dagen for golfturneringen var samtidig første gang de nye caféværter Nanna Flindt og Diana Brund mødte mange af klubbens medlemmer.

Klubbens samarbejdspartnere havde sammen med golfcafeen sikret en fortrinlig forplejning på banen. En golfbuggy med sandwiches og drikkevarer mødte til spillernes begejstring deltagerne direkte ude på banen.

Et veloplagt matchleder-team med Conny Christensen, Ole Lyng og Carsten Hansen i spidsen sikrede en sportslig vellykket afvikling af matchen.

Søndagens match var Grenaa Golfklubs medlemmers kvalifikationsmatch til finalen i “Sparekassen Kronjylland/Djurslands Golfturnering”, som de tre golfklubber på Djursland, Ebeltoft, Norddjurs og Grenaa holder 8. august på Grenaa Golfklubs bane.

De 3 bedst placerede pr. række blev:A: 1. Jens Svendsen 39 point, 2. Klaus Andersen 38 point, 3. Victor Marchant36 point.

B: 1. Jesper Jensen 38 point, 2. Bodil Søgaard Pedersen 38 point, 3. Ib Bjarke Asmussen 36 point.

C: 1. Alf Gregersen 40 point, 2. Nuno Moedas 37 point, Conny Sørensen 36 point.

Nærmest flaget på hul 4 var Nina Vetter med 2,75 meter; der samtidig også havde længste kvinde drive på hul 18. Herrernes længste drive stod Ole Storper for og nærmest flaget for herrerne var Victor Marchant med 3,25 meter. Det krævede flotte høje scores for at opnå adgang til finalen. Alle tre rækkevindere leverede toppræstationer, en del bedre end deres individuelle golfhandicap.

»Omkring 250 golfspillere deltog i søndagens kvalifikationsturneringer, den største golfturnering nogensinde afholdt på Djursland,« siger Grenaa Golfklubs Eventkoordinator, Torben Bach Sørensen

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen