Danmarksserien: Hak i tuden til FC Djursland mod tophold

FC Djursland var oppe mod overmagten og tabte med 5-0 til IF Lyseng på HSM Arena i Grenaa

Artiklens øverste billede
Der resterer tre kampe i grundspillet inden cheftræner Felipe Soares og hans spillere skal ud i slutspillet om forbliven i Danmarksserien mod nye hold fra Danmarksserien pulje 4. Arkivfoto: Martin Schultz

Efter at have tabt med 3-1 til Top 3 holdet Vejgaard B sidste lørdag ventede der FC Djursland endnu en svær modstander lørdag eftermiddag, da topholdet IF Lyseng kom på besøg på HSM Arena i Grenaa. Og et toptrimmet tophold viste ingen nåde mod hjemmeholdets unge spillere, som blev banket eftertrykkeligt med 5-0 efter 3-0 ved pausen.

»IF Lyseng er klart det bedste hold vi har mødt. Det var en velsmurt maskine med stærke spillere på alle pladser. Det er et hold, som har retning mod 2. division. Holdet har et rigtig stærkt spilkoncept. spiller hurtigt og afklaret, og er meget stærke med bolden,« siger FC Djurslands sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

»Det er et hak i tuden at tabe med 5-0 på hjemmebane, men vi skal ikke finde på undskyldninger. IF Lyseng har spillet i 2. division og er en klub med et stort set up. Klubben har fire U19 hold og har en bred og stærk trup. IF Lyseng kæmper med Silkeborg KFUM og Vejgaard B om topplaceringerne,« siger Nicolaj R. Poulsen.

IF Lyseng er klart det bedste hold vi har mødt. Det var en velsmurt maskine med stærke spillere på alle pladser.

Nicolaj R. Poulsen, assistenttræner og sportschef

Jarsmer og ”Høffe” på vej tilbage

FC Djursland fik den værst tænkelig start og kom bagud med 1-0 allerede efter ganske få minutter, ligesom i kampen forleden mod Vejgaard B.

»Det hold, som kommer foran, har på det her niveau forudsætningerne for at sætte kampen. Så kampen blev hurtigt spillet på IF Lysengs præmisser. Gæsterne var klart det bedste hold, og vi blev mentalt ramt ved at komme så tidligt bagud. Vi prøvede at komme ind i kampen, men så scorede IF Lyseng til 2-0, og ved pausen var vi bagud med 3-0. Vi gik ud til 2. halvleg for at få reduceret, men i stedet kom IF Lyseng foran med 4-0. Efter scoringen satte de kampen på automatpilot,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

IF Lyseng var et fysisk stærkt og meget mere erfarent hold end FC Djursland, som på dagen stillede med et ungt hold. Tre rutinerede spillere stillede op for Østdjurs 91 i Serie 2, som senere lørdag spillede 2-2 mod Fuglebakken KFUM på Trustrup Stadion. Fabian Korsgaard scorede Østdjurs 91’s første mål, og Nicolaj Jarsmer og Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen er på vej tilbage efter skader.

Debut til unge Nis Traulsen

Så det var lutter unge spillere, som skulle tage kampen op mod topholdet. I pausen blev der skiftet ud, så Frederik Borup Vogel afløste Emil Bjerre Busk i forsvaret, Emil Birkedal Nielsen afløste Sebastian Bendix Væggemose på midtbanen, og Oliver Hjortshøj Jacobsen afløste Emil Sander Husum i angrebet.

Med godt 20 minutter igen var der debut til en ung spiller, da Nis Traulsen på venstre kant afløste Nicklas Sloth. Nis Traulsen er søn af Grenaa IF’s ungdomsformand, Jens-Thyge Traulsen. Han er kun førsteårs U19 spiller og har fået sin fodboldopdragelse i Grenaa IF, men har været på et uddannelsesophold i England og spillet på hold i den lokale klub. Også Martin Westmark Hansen fik spilletid, da han tyve minutter før tid afløste Christian Rytter Fløjborge.

FC Djursland mangler tre kampe i grundspillet inden de syv lavest placerede hold i rækken skal ud i et slutspil om nedrykning med de syv lavest placerede hold i Danmarksseriens pulje 3. Holdet møder lørdag VRI på NES Park i Risskov. FC Djursland har revanche til gode efter at have tabt sæsonens første opgør med 2-1 på et mål kort før tid. VRI spiller med om de fire bedste pladser i puljen, som giver adgang til et slutspil om oprykning til 2. division.

»VRI er et stærkt hold, som blandt andet har flere spillere med fra Lystrup IF’s futsalhold i den bedste liga,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Torsdagen efter spiller FC Djursland ude mod Tjørring IF, som er en af de direkte rivaler i bunden af rækken, inden grundspillet slutter søndag 16. maj hjemme mod en af rækkens favoritter, Silkeborg KFUM, med blandt andet den tidligere superligaspiller Dennis Flinta og det tidligere TRIF-talent Nikolaj Sauer på holdet.



Annoncørbetalt indhold

Del artiklen