Seriefodbold: KPI’s fartdjævel Martin Holm slog til - da TRIF gik i stå

Ubesejrede TRIF var foran med 2-0 på Kolind Park, men Martin Holm Hansen sikrede Kolind-Perstrup IF uafgjort 2-2 i Serie 1

Artiklens øverste billede
Kolind-Perstrup IF’s hurtigløber Martin Holm Hansen scorede de to mål til uafgjort 2-2 i lokalopgøret mod TRIF. Arkivfoto: Martin Schultz

Hvert hold havde sin halvleg og med 2-2 blev sol og vind delt lige, da Kolind-Perstrup IF og oprykkerne fra TRIF lørdag eftermiddag for første gang tørnede sammen i et rigtigt lokalopgør på Kolind Park. Og efter en rædselsstart med et tidligt mål til gæsterne fik kolineserne de ubesejrede opkomlinge på krogen i 2. halvleg og gik efter det tredje mål, som kunne have givet KPI sejren.

”Det var et godt resultat for os. Vi satte TRIF i gang efter tre minutter og de fik to mål på to store fejl. I 1. halvleg var vi for passive og havde for stor respekt for vores modstander. Men efter reduceringen lige før pausen fik vi tro på tingene, smed respekten og gav los,” siger KPI-træner Dennis Holdgaard.

TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen stod tilbage med følelsen af at hans hold havde smit to point to point ved at lukke Kolind-Perstrup IF ind i kampen.

”Vi sad fuldstændig på kampen i 1. halvleg og havde dem presset. Men så stod vi og sov ved den forreste stolpe ved et hjørnespark til Kolind-Perstrup IF lige før pausen, som gik direkte i mål. Vi kom aldrig ud fra pausen, og 1. og 2. halvleg var som nat og dag. Kolind-Perstrup IF lugtede blod efter reduceringen og kom ud til 2. halvleg med en hel anden energi. Vi var helt væk efter at have styret 1. halvleg. I 2. halvleg sparkede vi fodbold og pressede ikke vores modstander,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Veteranmålmand mellem stængerne

Kolind-Perstrup IF havde spillet en midtugekamp onsdag og tabt med 3-1 på en elendig bane i Tilst mod Aarhus Juniors. Marc Pedersen scorede KPI’s enlige mål og fik pyntet på resultatet kort før tid.

Så der var brug for point i mødet med TRIF, hvis Kolind-Perstrup IF skulle holde trit med midterfeltet i rækken i en sæson, hvor op til fire ud af otte hold risikerer nedrykning. Holdet må fortsat undvære en skadet Magnus Bisgaard Hansen og den nye spiller Simon Væggemose var forhindret. Men KPI måtte også undvære holdets driftssikre målmand André Tonnesen efter en skade.

”André var også skadet i onsdagens kamp mod Aarhus Juniors, hvor vi spillede med markspilleren Nicolai Christensen som målmand. I kampen mod TRIF fik vi hjælp af den tidligere Åstrup/Hammelev IF og AC Norddjurs målmand Martin Nielsen, og han gjorde det fantastisk godt,” fortæller en imponeret Dennis Holdgaard. Den 41-årige målmand hygger sig med lidt Old Boys fodbold, men gled fint ind på holdet og kan ikke lastes for TRIF’s to scoringer. Også rutinerede Claus Koch var tilbage på holdet, mens unge Nicolai Christensen var tilbage som markspiller og spillede en flot kamp på den uvante plads som venstre back.

”Nicolai var stærk i defensiven og kreativ fremad banen. Han blev fortjent valgt til kampens spiller,” fortæller Dennis Holdgaard.

Martin Holm Hansen udlignende direkte på hjørnespark kort før pausen, og sikrede også det ene point med målet til 2-2 midt i 2. halvleg.

”Nicolai Christensen førte bolden frem og så, at Martin Holm Hansen satte i løb i den modsatte side. Bolden blev slået ind i det bagerste område i feltet, hvor Martin Holm Hansen modtog den og spillede den uden om TRIF’s målmand og i mål. Vi havde et kvarter og tillægstiden til at score et tredje mål, og det gik vi efter,” siger Dennis Holdgaard.

Kolind-Perstrup IF skal møde Silkeborg KFUM ude torsdag kl. 19.00 og får fornøjelsen af at optræde under fine forhold på Jysk Park i Silkeborg. Søndag møder Kolind-Perstrup IF VRI på udebane på NES Park i Risskov.

Topopgør mod FAML lørdag i Rønde

TRIF kom foran med 1-0 efter bare 3 minutters spil, da gæsterne opfangede et opspil og sidste sæsons suveræne topscorer Victor Riis Overgaard scorede til 1-0.

”Vi kom foran 2-0 efter 39 minutter, da Frederik Primdal Geertsen spillede bolden på tværs til højre side. KPI havde to muligheder for at sparke bolden væk, men ramte ved siden af på den håbløse græsbane. Victor Kløve lagde bolden fladt indover, hvor Emil Haulrik kom først på den og sparkede den i mål fra kanten af feltet,” fortæller TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF måtte undvære midtbanegeneralen Mads Amstrup, som døjer med en ankel. Også anfører Kristoffer Meldgaard Andreasen, som ellers var blevet skulderskadet og klar til en operation, var med på bænken. Men hans skade er ikke så slem og han havde fået grønt lys til at spille og fik den sidste halve time på banen. Jannik Mehlsen gik ud med en skade efter fem minutter i 2. halvleg og blev afløst af Asbjørn Skaarup Bendtsen.

”Vi formåede ikke at få vores spil til at køre i 2. halvleg, og vi smed to point. Vi forsøgte og kæmpede, men tingene lykkedes ikke og kørte ikke vores vej,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som så forsvarsspilleren August Laursen få et mål med hovedet annulleret i 1. halvleg.

”Vi får brug for hele bredden i vores trup, og vi skal op i et helt andet gear på lørdag, når vi møder topholdet FAML, Aarhus på hjemmebane,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

FAML, Aarhus er ligesom TRIF oprykkere til Serie 1 og har ikke sat point til i fire kampe. Så det bliver et rigtigt topopgør mellem rækkens to ubesejrede hold, når århusianerne stiller op lørdag kl. 15.00 på PR Park i Rønde.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen