Mikkel Sloth scoring ikke nok for FC Djursland

Men målet af onsdagens tomålsskytte gav ikke point, da FC Djursland ude tabte med 3-1 mod Vejgaard B

Artiklens øverste billede
Cheftræner Felipe Soares og hans spillere har kun fire kampe tilbage i grundspillet inden slutspillet om forbliven i Danmarksserien med syv kampe fra pulje 3 går i gang. Arkivfoto: Martin Schultz

Med tre kampe på udebane indenfor en uge var FC Djurslands unge hold udfordret til det yderste, da turne lørdag gik til stadion Soffy Road i Aalborg bydelen Vejgaard til mødet med top tre holdet Vejgaard Boldspilsklub.

Efter den overraskende sejr på 3-2 til FC Djursland på udebane over Kjellerup IF i onsdags, var troen på egne evner på plads, men kræfterne rakte ikke i mødet med Vejgaard B, som sidste år rykkede ned fra 2. division og er et både rutineret og fysisk stærkt hold.

Vejgaard B satte gæsterne fra Djursland under et massivt tryk fra starten af kampen. I kampens indledning scorede hjemmeholdet tre gange, hvoraf de to scoringer dog blev annulleret for frispark og offside, men i det 6. minut blev målet godkendt og FC Djursland var bagud med 1-0.

”Vi blev udsat for et voldsomt tryk, som vi havde svært ved at afvise. Det er et fint stadion Vejgaard B har, men banen stod slet ikke mål med de øvrige forhold og vi startede i den dårlige ende af banen,” fortæller sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen om kampens start.

Men FC Djursland rystede den barske velkomst af sig og chancerne i 1. halvleg fordelte sig ligeligt til begge hold.

”Vi var tæt på i et par standardsituationer, og Janus Tranæs Didriksen havde en god afslutning fra kanten af feltet, som Vejgaard B’s målmand hentede helt ude ved stolpen.”

Mål af Mikkel Sloth

FC Djursland trykkede godt på det første kvarter i 2. halvleg, og efter godt fem minutter udlignende FC Djursland, da Janus Tranæs Didriksen med en lille fiks aflevering serverede bolden for fødderne af Mikkel Sloth. Tomålsskytten fra kampen mod Kjellerup IF sparkede bolden godt i mål fra kanten af feltet.

Selvom Vejgaard B blev reduceret til ti mand efter en udvisning efter to gule kort, lykkedes det nordjyderne at bryde gæsternes opspil og bragte sig foran med 2-1.

”Det er et rutineret hold og Vejgaard B skiftede system og stillede sig kompakt med fem mand i bagkæden i en 5-3-1 opstilling. Vi blev lidt for ivrige for at udligne og fik ikke sat spillet ordentligt op. Vi spillede med to mand i bagkæden og fem mand på midten for at skabe overtalssituationer,” fortæller Nicolaj R. Poulsen. Alligevel fik Vejgaard B scoret til 3-1 kort før tid.

”Vi kom bagud efter 6-7 minutter og det gav tunge ben, og mentalt følte spillerne, at der var op ad bakke. Det var vores tredje kamp på uge med to kampe i Aalborg og en i Kjellerup. Men alligevel efterlod vi et godt indtryk og matchede vores modstander i 2. halvleg,” siger Nicolaj R. Poulsen.

Megamotiverede

FC Djursland stillede med det samme hold som i onsdagens kamp mod Kjellerup IF. I pausen blev Emil Bjerre Busk udskiftet med Emil Birkedal Nielsen for at få et nyt udtryk i bagkæden. Et kvarter ind i 2. halvleg kom Martin Westmark Hansen ind i stedet for Søren Koch Østergaard, som var træt efter det hårde program. Thor Helle afløste lidt senere Sebastian Bendix Væggemose, og ti minutter før tid blev der spilletid til Diego Daniel Hansen Tanaka i stedet for Emil Sander Husum.

Nichlas ”Høffe” Høpfner Hansen fik en lille forstrækning under opvarmningen, og de to rutinerede angribere Morten Bruun og Nicolaj Jarsmer er stadig ikke til rådighed. Dog var Jarsmer med for Østdjurs 91 i lørdagens Serie 2 opgør mod AH 2012.

”Vores cheftræner Felipe Soares roste sit hold for spillernes gåpåmod, indstilling og deres tro mod spilkonceptet. Vi har som hold hævet vores bundniveau, og vi fremstår som et talentfuld, hurtigt spillende og boldbesiddende hold. Det glæder mig, for det er det Felipe arbejder på. Men vi skal arbejde med, hvordan vi omstiller os, når vi kommer bagud,” siger Nicolaj R. Poulsen.

Stillingen i bunden af rækken har ikke ændret sig efter denne spillerunde, så FC Djursland ligger nr. 9 og trediesidst med fire kampe tilbage af grundspillet. Derefter venter et nedrykningsspil, hvor de syv nederste i tabellen møder de syv nederstplacerede hold i Pulje 3.

Næste lørdag tager FC Djursland imod topholdet IF Lyseng på HSM Arena i Grenaa. Derefter følger VRI og Tjørring IF inden FC Djursland slutter grundspillet mod det andet tophold Silkeborg KFUM.

”Det er meget spændende at være med i og megamotiverende for spillerne,” slutter Nicolaj R. Poulsen.

Billedtekst:

Cheftræner Felipe Soares og hans spillere har kun fire kampe tilbage i grundspillet inden slutspillet om forbliven i Danmarksserien med syv kampe fra pulje 3 går i gang. Arkivfoto: Martin Schultz

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen