Seriefodbold: Stærke Mørke slukkede tidligt lyset hos AC Norddjurs

Cheftræner Tonni Kristensens tropper har fået en perfekt sæsonstart i Serie 4. Lørdag er der topopgør på Mørke Stadion - uden tilskuere

Artiklens øverste billede
Mørkes cheftræner Tonni Kristensen (th.) er i strålende humør i øjeblikket efter to sejre i streg. Lørdag bliver opgaven vanskeligere, når ligeledes ubesejrede Aastrup/Hammelev kommer på besøg på Mørke Stadion. Arkivfoto

Mørke træner Tonni Kristensen ser frem til lørdagens opgør på Mørke Stadion, hvor Aastrup/Hammelev kommer på besøg klokken 11.30.

Begge hold har vundet sine to første kampe uden dikkedarer, så der er tale om en tidlig topkamp, der vil give et fingerpeg om de to holds muligheder længere fremme i sæsonen og i forhold til oprykning til Serie 3.

Tirsdag aften udstillede det unge Mørke mandskab AC Norddjurs på Stenvad Stadion og vandt en knusende sikker 7-1 sejr (4-0).

"AC Norddjurs var ikke ret gode, og slet ikke på det niveau, som vi så for nogle år siden. Holdet har også mistet mange af stamspillerne fra dengang, og så hjælper det heller ikke på præstationen, at deres bedste spiller, Kasper Schmidt Jørgensen, er halvskadet og kun kan spille ganske lidt, selvom han virkelig prøver," siger Tonni Kristensen.

AC Norddjurs skød på modstandermålet efter en time, og det resulterede i en scoring ved Rasmus Fravn. Senere ramte hjemmeholdet også stolpen. Det var alt, hvad de havde at true Mørke målet med på 90 minutter, ifølge Tonni Kristensen.

De unge vil det

I gårsdagens kamp så Tonni Kristensen bort fra Viktor Skytte for at sparre ham til lørdagens topopgør.

"Viktor kunne godt have spillet, fordi hans ankel egentlig havde det okay, men vi aftalte, at der ikke var grund til at satse," siger Tonni Kristensen.

Viktor Skytte spiller med lørdag sammen med 'soldaten', Marc Poulsen, der heller ikke var med i Stenvad, men har meddelt, at han er hjemme på weekend.

Der var sæsondebut til Asker Skytte, storebror til Viktor. De to tidligere Ebeltoft spillere forstærker Mørke truppen betydeligt.

"Flere af de unge gør det også fantastisk, og de træner helt vildt, så de gamle skal vise sig på træningsbanen, før de kommer på holdet," forsikrer Tonni Kristensen.

Han fremhæver spillere som 18-årige Kishanthan Rasayogam og de unge brødre med kurdisk baggrund, Akam (19) og Payam Moradi (20).

Tre dygtige boldspillere, som alle kom på scoringslisten.

Akam Moradi - man-of-the-match - på højrekanten scorede to gange, brormand Payam en enkelt og det samme med Kishanthan Rasayogam.

De tre sidste scoringer stod der Simon Toft, Nicolai Post og Christian Lundø Jakobsen på.

Sidstnævnte er kommet til fra Feldballe sammen med brødrene Holger og Thomas Jarlak.

"En trio, som også giver meget til holdet," roser Tonni Kristensen.

Jeppe Kusk en solid skanse

I målet optræder den tidligere topscorer Jeppe Kusk, som om han ejer straffesparksfeltet.

"Det har været et scoop for både Jeppe og holdet, at han har taget målmandshandsker på," siger Tonni Kristensen.

"Jeppe var selv inde på, at han ville stoppe, hvis han skulle fortsætte i marken. Nu har han fået ny motivation og træner 99 procent af gangene. Han er jo meget stærk med fødderne og fylder også meget i målet. Han tør gå ud til alle indlæg og er bestemt ikke en 'stregspiller'. Det betyder så også, at han lynhurtigt sætter kontraangreb i gang, fordi han kan kaste bolden over midterlinjen."

Træningsindsatsen og interessen for fodbold i Mørke er nu så fin, at Tonni Kristensen har bedt bestyrelsen om at overveje yderligere et seniorhold (Serie 6) efter sommerferien, så alle er sikret spilletid i et større omfang end nu.

Puha

Lokalavisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra AC Norddjurs træner Benjamin Zander Bendixen.

På klubben Facebook-side skriver holdleder Frederik James Allermann

"Puha, den var ikke god. Vi prøver igen på fredag."

Her gælder det Grenaa FC på udebane. En af de kampe, som Benjamin Zander Bendixen i forvejen har sat kryds ved som afgørende at få hentet tre point i.

Christian Wittrup blev kåret til man-of-the-match i opgøret mod Mørke.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen