Seriefodbold: ”Joe” sendte IFM på sejrskurs efter indhop

IF Midtdjurs havde styr på kampen, da VSK Aarhus blev besejret med 3-1 i sæsonpremieren på AC Huse Park i Ryomgård

Artiklens øverste billede
Den spillende cheftræner Rasmus Brasch (i midten) spillede hele kampen, da IF Midtdjurs i sin første kamp i forårssæsonen vandt med 3-1 over VSK Aarhus. Arkivfoto: Martin Schultz

Med en sejr på 3-1 over VSK Aarhus fik IF Midtdjurs en perfekt start på den nye sæson på kunstgræsbanen AC Huse Park i Ryomgård. Dermed fik IF Midtdjurs en væsentlig bedre sæsonstart end i efteråret, hvor holdet skulle helt hen til sæsonens syvende kamp, før der kunne blive fejret en sejr.

”Det kunne spillerne huske, og der var efter kampen tilfredshed med, at vi her i foråret har lige så mange point efter den første kamp, som vi var seks kampe om at opnå i efteråret,” siger holdleder Peter Møller, som er holdets alt mulig mand på sidelinjen. Han skal nemlig være klar til at overtage styringen af holdet, når de to spillende trænere Rasmus Brasch og Jonas Simonsen begge er på banen.

Holdets unge cheftræner Rasmus Brasch, som var plaget af sin knæskade i efteråret og mest kun var med i slutningen af kampene, når slaget skulle vendes, var fit for fight og spillede hele kampen i premieren mod VSK Aarhus. Og hans kollega i forsvaret, rutinerede Jonas ”Joe” Simonsen, var næppe kommet ind i 2. halvleg, før han bragte IF Midtdjurs på 2-0 på et hovedstød efter et frispark.

Garderhøje Jonas ”Joe” Simonsen og Rasmus Brasch rager godt op i landskabet og rykker næsten altid med frem ved dødbolde og hjørnespark.

”Det er helt i orden vi vinder. VSK havde kun den ene chance de scorede på til 2-1. Det var ikke en særlig velspillet kamp og vi spillede slet ikke op til vores niveau. Men der var tilfredshed med de tre point,” fortæller Peter Møller.

Et vip henover målmanden

IF Midtdjurs spillede med Lasse Walther Nielsen på mål bagved et forsvar med Rasmus Brasch, Emil Ring Kristensen, Mikkel Primdahl Sonnichsen og Simon Pilgaard. Foran dem stod en midtbane med Rune Bach. Mads Høegh og Frederik Assenholm Andersen og de to kanter med drev i, Alexander Birch Molbech og Christian Greffel. Helt på toppen lå Anel Alagic, som også arbejdede godt med i det defensive arbejde. Med i truppen var også Søren Thode Fogh og Magnus Aagaard.

Hjemmeholdet kom foran efter små tyve minutter, da styrmanden på midtbanen Rune Bach spillede bolden i dybden. Anel Alagic slap fri, og da VSK’s målmand kom ud imod ham, vippede han kontrolleret bolden henover keeperen og i mål.

”Vi havde ikke de store chancer, men kontrollerede spillet og havde styr på modstanderen,” siger Peter Møller om spillet i 1. halvleg.

Lukkede kampen med forkølet skud

I 2. halvleg viste den spillende assistenttræner Jonas ”Joe” Simonsen et eksemplarisk indhop, da han kort efter sin indskiftning dirigerede et frispark med hovedet i VSK’s mål til 2-0.

”Jonas har næppe luft til en hel kamp, men han er god at sætte ind. Han er en stabil spiller, som er god i duellerne og som altid er farlig med sit hoved,” siger Peter Møller, som efter Jones ”Joe” Simonsens indhop tog over på sidelinjen.

Godt ti minutter efter scoringen til 2-0 reducerede VSK Aarhus til 2-1, og det gav lidt uro i IFM’s røde rækker.

”VSK Aarhus fik pludselig troen på, at de kunne få point med hjem. Men de blev ikke farlige, og kort tid efter lukkede Christian Greffel kampen med et lidt forkølet skud fra kanten af feltet. Han ramte ikke bolden så godt, men den sad inden for rammen og i mål kom den. Derefter døde kampen og VSK troede ikke på deres chance længere,” fortæller Peter Møller.

”Det var ikke en flot kamp, men sejren blev kæmpet i hus. Rasmus Brasch holdt godt sammen på spillet, Frederik Assenholm Andersen spillede godt på midtbanen, og Anel Alagic gjorde det godt på toppen og scorede vores første mål,” slutter Peter Møller.

IF Midtdjurs skal i kamp igen allerede tirsdag aften kl. 18.45, når Grenaa IF tager imod på HSM Arena i Grenaa.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen