Seriefodbold: TRIFs nye mand i maskinrummet brækkede underarmen

TRIFs midtbanespiller Daniel Bagger Pedersen er ude resten af sæsonen med en brækket underarm i 0-0 kamp mod VRI

Artiklens øverste billede
TRIF’s nye midtbanespiller Daniel Bagger Pedersen måtte forlade banen med en brækket underarm efter få minutters spil af 0-0 kampen mod VRI i Serie 1. Foto: Øxenholt Foto

Et point og to profiler skadet. Det var facit efter at TRIF påskemandag havde spillet holdets anden kamp efter oprykningen til Serie 1 på kunstgræsbanen PR Park i Rønde.

Efter at have vundet premierekampen mod Fårvang IF med 1-0 Skærtorsdag blev det nemlig til et målløst opgør mod VRI. Så godkendt at oprykkerne leverede holdets andet “clean sheet” og holdt modstanderne fra at score bag målmand Hjalte Holm Baarstrøm, men den i sidste sæson så frygtindgydende målmaskine er slet ikke kommet i gang i denne sæson og har kun præsteret en scoring på et straffespark ved Victor Overgaard Riis i kampen mod Fårvang IF.

“Vi virkede ukoncentrerede og var meget uskarpe på den sidste trediedel af banen. Så det blev en dyr kamp for os, for vi fik samtidig Daniel Bagger Pedersen og Victor Kløve skadet i 1. halvleg,” fortæller TRIF træner Martin Hornbæk Nielsen.

Holdets nye mand på den defensive midtbane, den tidlige KPI-anfører Daniel Bagger Pedersen, måtte efter få minutters spil udgå med en brækket underarm.

“I en duel faldt en modstander ned på Daniels underarm. Han var klar over, at den var helt gal, for han hørte knækket. Han blev straks kørt til skadestuen og kom hjem med underarmen i gips. Daniel er ude af resten af sæsonen. Det er ærgerligt, for han var kommet godt i gang og er en vigtig brik på vores defensive midtbane,” siger Martin Hornbæk NIelsen.

I det 35. minut måtte højre back Victor Kløve udgå med et dårligt knæ efter en duel. Ti minutter før tid måtte angriberen Mathias Haulrik lade sig udskifte med en skade i baglåret og blev afløst af Mikkel Melgaard.

“Daniel Bagger Pedersen er ude resten af foråret, mens vi må se på, om Victor Kløve og Mathias Haulrik kan være klar til lokalopgøret lørdag mod Vivild IF.”

Stærk TRIF defensiv

Cheftræner Martin Hornbæk Nielsen stillede med de samme 11 spillere, som havde sikret TRIF en 1-0 sejr over Fårvang IF i premieren. Men han fik hurtigt brug for Frederik Primdal Geertsen, som blev sendt på banen som afløser for Daniel Bagger Pedersen.

“Frederik fik en skade i den sidste kamp i efteråret og har døjet med den henover vinteren og har manglet lidt, men han viste, at han er ved at være klar,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Victor Kløve blev på backpladsen afløst af Noah Overgaard, som er vant til at spille på midtbanen.

“Men Noah er en klog spiller, og både Noah Overgaard og Frederik Primdal Geertsen gjorde det rigtig godt.”

I efteråret scorede TRIF over 50 mål i Serie 2, men i forårets to kampe i Serie 1 har det knebet med et få modstanderens net til at blafre.

“Hele holdet gør det godt defensivt og vi får skabt et overtal på midtbanen, men vores spil dør, når vi når op den sidste trediedel af banen. Vores indlæg er uskarpe, og når de endelig kommer, så er vi der ikke og mangler det sidste for at få scoret. Vi må arbejde med den offensive del af vores spil til træning inden mødet med Vivild IF,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Til gengæld roser han defensiven med Viktor Kløve, som blev afløst af Noah Overgaard, Kristoffer Meldgaard Andreasen, August Laursen og Jens Bisgaard Amstrup.

“Jeg tvivler på om VRI havde et skud indenfor rammen i hele kampen. De var kun farlige ved hjørnespark, men fik ellers ikke prøvet os af.”

Hagl og blæst under kampen

Kampen blev spillet i det ustadige vejr påskemandag.

“Det var et helvedes til vejr. Det blæste meget, så enten fik bolden for meget eller også var der modvind. Der var også en haglbyge under kampen,” siger Martin Hornbæk Nielsen. TRIF spillede godt i de første 25 minutter og trykkede godt på, men uden at få scoret.

Så TRIF skal være skarpere i offensiven, når holdet lørdag møder Vivild IF i forårets første lokalopgør på Langhøj Idrætscenter.

“Vi skal have gang i vores offensiv, så vi skal have rettet angribernes fødder ind i ugens løb. I Vivild kommer vi til at spille på græs, så det er en omstilling fra det kunstgræs, vi er vant til at spille på. Det kan give os problemer og tunge ben,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Vivild IF sæsondebuterede i lørdags med at tabe 2-1 til Aarhus Juniors på en svær græsbane på Skjoldhøjskolen i Tilst.

Kampen mellem Vivild IF og TRIF spilles lørdag kl. 13.30 på Langhøj Idrætscenter, men uden tilskuere på grund af forsamlingsforbuddet.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen