Janus Tranæs Didriksen fik gult kort i slutningen af kampen mod Aarhus Fremad og har derfor karantæne i mandagens kamp på udebane mod IF Skjold Sæby. Arkivfoto: Martin Schultz

Janus Tranæs Didriksen fik gult kort i slutningen af kampen mod Aarhus Fremad og har derfor karantæne i mandagens kamp på udebane mod IF Skjold Sæby. Arkivfoto: Martin Schultz

Danmarksserien: FC Djursland var få minutter fra sejr i premieren

FC Djursland indledte et travlt forår med at spille 2-2 mod Aarhus Fremad

Af
Martin Schultz

FC Djursland var ganske få minutter fra sejren, da holdet torsdag eftermiddag tog hul på forårssæsonen imod Aarhus Fremad i Danmarksseriens pulje 4. På mål af Nicolaj Jarsmer og Fabian Korsgaard var djurslændingene nemlig foran med 2-1 til ganske få minutter før dommerens slutfløjt, da det lykkedes gæsternes dobbelte målscorer Tue Ullerup Hansen at sparke bolden i mål på en tilfældig returbold efter et hjørnespark.

“Selvfølgelig er spillere, som bruger så meget tid på deres fodbold, ærgerlige over at være så tæt på en sejr og så må nøjes med det ene point. Men vi er tilfredse med at vi kom godt i gang, og derfor skal vi bruge kampens resultat konstruktivt,” siger sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

“I sæsonens første opgør mod Aarhus Fremad tabte vi med 1-0 på Riisvangen Stadion, så resultatet 2-2 var en fin premiere. Nu venter to spændende opgør mod IF Skjold Sæby og Herning Fremad, som er vores direkte rivaler i tabellen.”

Rutinerede spillere

Cheftræner Felipe Soares satsede på truppens erfarne spillere, da holdet mod Aarhus Fremad blev sat. Der blev derfor kun plads til to af de yngre spillere i startformationen, nemlig Mikkel Sloth i forsvaret og Emil Sander Husum offensivt på venstre kant.

Anders Emil Hjort passede målet bag en solid tremands forsvarskæde med Emil Bjerre Busk, Nichlas “Høffe” Høpfner Hansen og Casper Stylsvig Bæksted med Mikkel Sloth og Christian Rytter Fløjborg som wingbacks. Fabian Korsgaard og Janus Tranæs Didriksen arbejdede på midtbanen, og offensivt spillede Søren Koch Østergaard og Emil Sander Husum på kanterne med Nicolaj Jarsmer helt på toppen. I 2. halvleg blev der spilletid til unge spillere, da først Oliver Jensen afløste målscorer Nicolaj Jarsmer og kort tid efter til Nicklas Sloth, som afløste den anden målscorer Fabian Korsgaard. Samtidig kom Emil Birkedal Nielsen på banen i stedet for Emil Sander Husum.

FC Djursland kom foran efter 14 minutter, da Nicolaj Jarsmer efter et godt dybt løb på kanten af forsvarsspilleren scorede med et skud i det korte hjørne.

“Det var flot og rutineret udført,” lyder det anerkendende fra Nicolaj R. Poulsen om scoringen af Nicolaj Jarsmer, som fik trætte ben i 2. halvleg og blev afløst af Oliver Jensen. Inden halvlegen udlignede foorretningsmanden, pokerstjernen og det tidligere AGF-talent Tue Ullerup Hansen, da hjemmeholdets forsvar blev fanget af et dybdeløb på kanten af offside.

Sluttede med livlig slagudveksling

FC Djursland kom foran med 2-1 kort ind i 2. halvleg, da Fabian Korsgaard sparkede en nedfaldsbold i mål mellem venner og fjender.

“Derefter fulgte vores bedste periode på godt tyve minutter, hvor vi havde overtaget og hvor vi med lidt skarphed kunne have gjort det til 3-1. Nicklas Sloth og Emil Sander Husum på en tværbold fra Oliver Jensen havde store muligheder,” fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Men få minutter før den ordinære spilletids afslutning udlignede Tue Ullerup Hansen på et tilfældigt mål efter to standardsituationer.

“Der var med tillægstiden stadig nogle minutter at spille og kampen sluttede i en livlig slagudveksling, hvor vi gik efter at få alle tre point,” siger Nicolaj R. Poulsen.

“Aarhus Fremad er kendt for at være stærk i standardsituationerne, men vores forsvar stod godt og fik afvist gæsterne, undtagen ved udligningen til sidst. Det var et tilfældigt mål og nok udtryk for vores manglende kamprutine på grund af den korte opstartsperiode.”

Sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen roser hele holdet for en flot præstation. Han fremhæver de to målscorere Nicolaj Jarsmer og Fabian Korsgaard, men roser også forsvaret og ikke mindst sammenspillet mellem de to wingbacks Mikkel Sloth og Christian Rytter Fløjborg og kanterne Søren Koch Østergaard og Emil Sander Husum, som lukkede Aarhus Fremads offensiv godt ned.

FC Djursland skal allerede i kamp igen mandag på udebane mod IF Skjold Sæby, som ifølge Nicolaj R. Poulsen stiller med to af rækkens bedste angribere. FC Djursland må undvære Janus Tranæs Didriksen, som fik gult kort mod Aarhus Fremad og derfor skal afsone en karantænedag. IF Skjold Sæby har netop tabt med 3-2 hjemme til Herning Fremad, som er FC Djurslands modstander næste lørdag på HSM Arena i Grenaa.

Kampfakta

Danmarksserien, Pulje 4

FC Djursland - Aarhus Fremad 2 - 2 (1 - 1)

Torsdag 1. april kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere

  • 1 - 0 Nicolaj Jarsmer (14. min.)
  • 1 - 1 Tue Ullerup Hansen (37. min.)
  • 2 - 1 Fabian Korsgaard (48.min.)
  • 2 - 2 Tue Ullerup Hansen (89. min.)

Publiceret 04 April 2021 08:30