Nørager B’s nye trænerteam er klar til at tage fat: fra venstre cheftræner Jeppe Friis, assistenttræner René Jensen og holdleder Peter Feldborg. Foto: Nørager B

Nørager B’s nye trænerteam er klar til at tage fat: fra venstre cheftræner Jeppe Friis, assistenttræner René Jensen og holdleder Peter Feldborg. Foto: Nørager B

Nyt trænerteam skal forløse de unge Nørager spilleres potentiale

Cheftræner Jeppe Friis og hans assistent René Jensen skal forene rutine og talent i Nørager B

Af
Martin Schultz

SERIEFODBOLD En plads blandt de bedste hold i Serie 2. Det er målsætningen for Nørager B’s nye cheftræner Jeppe Friis, som forleden endelig fik sine spillere på græs på træningsbanen.

”Vi har ikke lang tid til at implementere de ændringer, vi gerne vil have indarbejdet, men jeg mener en tredjeplads, ligesom holdet opnåede i efteråret, er en passende målsætning,” siger Jeppe Friis om forventningerne til foråret.

Efter tre år med Claus Vestergaard ved roret og en oprykning til Serie 2 for et år siden ønskede bestyrelsen i Nørager B at ryste posen og hentede Jeppe Friis, som senest har været ungdomstræner i Auning IF, til klubben. Ved sin side som assistent får han klubmanden René Jensen, som gennem de sidste ti år har trænet forskellige ungdomshold i Nørager B.

”Klubben går en spændende fremtid i møde med et vellykket generationsskifte de seneste år på førsteholdet og et meget stærkt U19 hold, som begynder at presse på med mange emner til NBK’s seniorfodbold,” sagde bestyrelsesmedlem og holdets målmand Steffen Klintø i efteråret på vegne af bestyrelsen for Nørager Boldklub ved offentliggørelsen af trænerskiftet.

Mere fart i spillet

Og 43-årige Jeppe Friis med en lang og velrenommeret spillerkarriere på Djursland bag sig og blandt andet erfaring som assistenttræner for Jesper Borup i FC Djursland, da holdet spillede i Danmarksserien, er klar over, at Nørager B har alle muligheder for en spændende sportslig udvikling med masser af talent på U19 holdet. Samarbejdsholdet Allingåbro IF/Nørager B har spillet sammen i flere sæsoner i Liga 2, i de seneste sæsoner med den tidligere førsteholdstræner Allan Haslund ved roret. Flere af de unge spillere banker allerede på til førsteholdsfodbold i Serie 2.

”Vi skal dog ikke drive rovdrift på de unge spillere. Som udgangspunkt skal de spille U19 fodbold. Syv spillere har allerede haft debut på det bedste seniorhold, så der er mange dygtige spillere,” siger Jeppe Friis.

Han råder over et spændende hold, som er kendt for at spille teknisk betonet fodbold. Det er et boldbesiddende hold, som spiller bolden fremad banen via mange positioner og berøringer.

”Jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere fart i spillet. Og så lukkede holdet 29 mål ind i efteråret, så vi skal arbejde med hvordan vi fører bolden frem ad banen,” siger Jeppe Friis.

Mads Kusk fra Ørsted

Holdet består af både rutinerede og unge spillere, og et første vellykket generationsskifte har allerede fundet sted. Holdets problem har i flere sæsoner været en smal trup, når skader i sæsonens løb har tyndet ud på bænken. Derfor har mere end en håndfuld af de helt unge U19 spillere allerede optrådt på det bedste hold.

Ifølge Jeppe Friis er der ikke de store ændringer i truppen, hvor der dog er udsigt til tilgang af Mads Kusk fra Ørsted IF.

”Mads er en rutineret allround spiller, som kan spille næsten alle positioner,” siger Jeppe Friis.

Desuden bliver det til et gensyn med midtbanespilleren Rasmus Knudsen, som er tilbage i Nørager B efter en afstikker til Vorup B. En af de rutinerede spillere, Kasper Sortkjær, er klar til endnu en sæson, og Jeppe Friis håber også at få brormand Daniel Sortkjær tilbage på banen igen. Gökhan Tokay, som sidste år stødte til landsbyklubben efter en divisionskarriere i blandt andet Brabrand IF, har endnu ikke meldt sig klar.

Uden 'Marcello'

Sikkert er det dog, at en af holdets unge profiler, venstre back Gunnar 'Marcelo' Pedersen, ikke bliver klar i foråret efter at han i et år har været skadet i sit knæ efter et uheld ved indendørsstævnet Brix Cup i Auning.

Cheftræner Jeppe Friis er ikke meget for at spille træningskampe med 9 mod 9 spillere på holdet.

”Vi har aftalt træningskampe med flere hold, men så længe der gælder et forsamlingsforbud på 25 personer spiller vi træningskampe internt med vores U19 hold, hvor vi kan overholde restriktionerne,” siger Jeppe Friis. Nørager B har også aflyst en træningslejr og en træningssamling for hele seniorafdelingen og U19 holdet.

Publiceret 19 March 2021 08:30