Nørager kan skimte Serie 1. Først skal Skødstrup dog besejres på lørdag, og hvis det lykkes, vanker der en playoff kamp mod nummer seks i Serie 1 - lige nu Kolind-Perstrup. Foto: Nørager B.

Nørager kan skimte Serie 1. Først skal Skødstrup dog besejres på lørdag, og hvis det lykkes, vanker der en playoff kamp mod nummer seks i Serie 1 - lige nu Kolind-Perstrup. Foto: Nørager B.

Seriefodbold: Nørager B. lugter en playoff kamp om oprykning til Serie 1

Nørager B slog VSK Aarhus med 5-2 og møder lørdag Skødstrup SF i direkte duel om andenpladsen i Serie 2

Af
Martin Schultz

Der er lagt op til en knivskarp duel om den andenplads, som giver adgang til en playoff kamp om oprykning, når Nørager B lørdag eftermiddag tager imod Skødstrup SF på Nørager Stadion. Skødstrup SF spillede nemlig tirsdag aften sin udsatte kamp mod VSK Aarhus og fik kun et enkelt point med hjem efter at kampen i Vejlby/Risskov endte 1-1. Dermed ligger Nørager B side om side med Skødstrup SF med 21 point og kun to runder tilbage. Topholdet TRIF sikrede sig direkte oprykning til Serie 1 med en 2-0 sejr over Fuglebakken KFUM allerede i sidste lørdag, og lørdag kan afgørelsen så falde om hvilket af de to hold, som får chancen for at rykke op ved at vinde en playoff kamp mod nr. 6 i Serie 1.

”Det er helt surrealistisk. For 10 dage siden kikkede vi nedad i tabellen, da vi mødte Randers Freja og skulle undgå at komme i nedrykningsproblemer,” siger Nørager B’s træner Claus Vestergaard, som dog kunne trække vejret lettet efter, at Randers Freja blev slået med 6-2 i det tætte midterfelt i Serie 2. Derefter gjorde Nørager B arbejdet færdigt i 2. halvleg i lørdagens kamp i Vejlby/Risskov, da VSK Aarhus blev besejret med 5-2 efter 1-1 ved pausen.

”Vi skal vinde over Skødstrup SF, som i den første kamp slog os med 2-1. Det bliver et spændende opgør, men vi vil jo gerne spille kampe, hvor det gælder noget,” siger Claus Vestergaard. Nørager B har revanche til gode, for den første kamp på Studstrup Idrætsanlæg var en dramatisk affære, hvor Skødstrup SF sikrede sig sejren på et mål i det 88. minut. Nødager B fik i 2. halvleg udvist fætrene Mathias og Sigurd Fisker med direkte rødt, mens Kristoffer ”Bubber” Frandsen, Michael og Lasse Jensen, og Gökhan Tokay måtte ud i ti minutter med hver sit gule kort. Nørager B sluttede helt uhørt kampen med kun fem markspillere og målmand Steffen Klintø på banen.

Unge spillere ind i 2. halvleg

Så dramatisk var lørdagens opgør mellem VSK Aarhus og Nørager B ikke, for gæsterne kørte hjemmeholdet over i 2. halvleg og vandt med 5-2 efter 1-1 ved pausen.

”Som forventet var der ingen tilskuere på banen på anlægget i Vejlby/Risskov. Der var måske 30 tilskuere, og de 28 var fulgt med os fra Nørager. Sådan er det næsten altid, når vi spiller i Aarhus, og derfor er der meget mere ved at spille kampe mod de lokale hold på Djursland, hvor der altid er tilhængere med fra udeholdet. Men det har da den fordel, at vi så ikke kommer op at skændes med modstanderens tilhængere, når vi spiller i Aarhus,” siger Claus Vestergaard.

I kampen mod VSK Aarhus kom Nørager B foran med 1-0 på et rigtig angribermål af Rasmus Bang Rasmussen, som blev spillet i dybden af Michael Jensen og sparkede bolden godt i mål. VSK fik udlignet efter personlige fejl i Nørager B’s forsvar, men gæsterne havde overtaget i 1. halvleg med flere skud på stolperne.

I pausen blev unge Emil Bang Jensen skiftet ind og ti minutter ind i 2. halvleg blev to andre unge spillere, Lasse Katholm og Jonas Friis sat på banen. Jan Ankerstjerne spillede med fra start, og de unge spillere kom til at sætte deres aftryk på begivenhederne.

”Bubber” fortsat topscorer

Først udlignede Rasmus Bang Rasmussen til 2-2 på Emil Bang Jensens oplæg, og godt fem minutter senere bragte Lasse Katholm Nørager B foran med 3-2, igen på Emil Bang Jensens forarbejde. Midt i halvlegen måtte Michael Jensen ud med gult kort i ti minutter sammen med en VSK-spiller. Men Nørager B bevarede overtaget og få minutter senere scorede Sigurd Fisker sæsonens første mål, da Lasse Katholm lagde bolden til rette for ham uden for feltet. Kristoffer ”Bubber” Frandsen sluttede målfesten med scoringen til 5-2 på Rasmus Bang Rasmussens forarbejde.

”Det tror jeg Kristoffer var godt tilfreds med, for det bragte ham foran i det interne målregnskab med Lasse Katholm,” fortæller Claus Vestergaard. Sigurd Fisker blev kåret til kampens spiller på Nørager B’s hold.

Kampen mod Skødstrup SF fløjtes i gang lørdag kl. 13.30 på Nørager Stadion.

Vinder Nørager er der lagt op til en playoff kamp på neutral bane mod en 'seks'er' i Serie 1. Det kan blive et ægte lokalopgør mod enten Vivild eller Kolind-Perstrup. Lige nu tegner det til, at sidstnævnte slutter på sjettepladsen i Serie 1.

Kampfakta

Serie 2, Pulje 17

VSK Aarhus - Nørager B 2 - 5 (1 - 1)

Lørdag 17. oktober kl. 15.00 på Vejlby/Risskov Centret

Målscorere:

  • 0 - 1 Rasmus Bang Rasmussen (22. min.)
  • 1 - 1 VSK Aarhus (32. min.)
  • 2 - 1 VSK Aarhus (57. min.)
  • 2 - 2 Rasmus Bang Rasmussen (63. min.)
  • 2 - 3 Lasse Katholm (69. min.)
  • 2 - 4 Sigurd Fisker (75. min.)
  • 2 - 5 Kristoffer Frandsen (84. min.)

Publiceret 21 October 2020 14:00