Frederik Juul Espensen sikrede Vivild IF det ene point, da han på Benjamin Benzons perfekte aflevering i to forsøg scorede det udlignende mål i 1-1 kampen mod VRI. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Frederik Juul Espensen sikrede Vivild IF det ene point, da han på Benjamin Benzons perfekte aflevering i to forsøg scorede det udlignende mål i 1-1 kampen mod VRI. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Seriefodbold: Vivild IF på ørkenvandring fik et point mod bundhold

Vivild IF må kikke nedad i tabellen efter 1-1 mod bundholdet VRI i en kamp lige til glemmebogen

Af
Martin Schultz

På et mål af Frederik Juul Espensen fik Vivild IF sidst i 1. halvleg udlignet bundholdet VRI’s føring til 1-1, da aarhusianerne i lørdags var på besøg på Langhøj Idrætscenter. Der blev ikke scoret yderligere i hvad cheftræner Michael Blom kalder en ørkenvandring af en 2. halvleg

”Det er en af de kampe, der hurtigt skal i glemmebogen. Men det er vel ikke helt tosset at spille dårligt og alligevel få et point,” siger Michael Blom.

Vivild IF lå ellers lunt i top tre, men kom ikke i kamp i forrige weekend i det med spænding imødesete lokalderby mod Kolind/Perstrup IF. Kampen blev udsat og bliver formentlig spillet som en midtugekamp på kunstgræs på en bane, som Kolind/Perstrup IF har adgang til. Der er ikke lysanlæg på Kolind Park, og træningsbanen med kunstlys er ifølge KPI-træner Dennis Holdgaard blevet gravet op af kommunen.

Kampen mod Kolind/Perstrup IF blev udsat på grund af corona, fordi Vivild IF havde haft en spiller til træning, som dagen efter blev testet positiv.

”Alle der havde været til træning skulle i selvisolation fra søndag eftermiddag,” fortæller Michael Blom efter at have konsulteret covid-19 hotline. Alle spillere og ledere skulle derefter testes mandag/onsdag eller tirsdag/torsdag.

”Da det ikke var sikkert, at alle spillere havde fået deres test nr. 2 inden lørdag var det derfor ikke muligt at gennemføre kampen mod Kolind/Perstrup IF forrige lørdag,” siger Michael Blom.

Forærer et mål væk

Men i lørdags var hele Vivild IF holdet klar til kamp igen mod rækkens bundprop VRI, som kun havde skrabet fire point sammen inden mødet med Vivild IF.

”Vi startede katastrofalt og kom bagud efter allerede 2 minutter. En lang bold fra deres centerforsvarer snød totalt vores forsvarer, og deres angriber lobbede bolden elegant ind over vores målmand Lasse Pedersen. Et meget unødvendigt mål at forære væk. Det var den eneste chance VRI havde i hele kampen,” fortæller Michael Blom.

Vivild IF spillede sig derefter frem til en friløber til Sebastian Stær, men den sædvanligvis træfsikre angriber havde ikke en af sine bedste dage og brændte det store tilbud.

”Efter små 35 minutter rådede Benjamin Benzon dog bod på den mindre gode aktion efter 2 minutter, da han med en perfekt bold fandt Frederik Espensen, som i to omgange passerede kampens bedste spiller, nemlig VRI’s målmand,” siger Michael Blom.

En stor ørkenvandring

Stillingen ved pausen var således 1-1, og der var masser af ting, som kunne forbedres i 2. halvleg..

”Men 2. halvleg blev en stor ørkenvandring, og vi brændte et par store chancer ved Sebastian Stær. Vi var det mindst ringe hold den lørdag eftermiddag. Med rundens resultater er vi igen tvunget til at kigge nedad i tabellen,” slutter Michael Blom. Vivild IF ligger på en 4. plads i rækken side om side med Vorup FB. Begge hold har 16 point, men Kolind/Perstrup IF ånder de to hold i nakken. KPI har 10 point, og med en sejr i det udsatte opgør mod Vivild IF kan kolineserne pludselig gøre afslutningen spændende for rækkens to hold fra Djursland. Det tyder på at det udsatte lokalopgør bliver noget af en gyser.

Vivild IF skal ud i en direkte duel med Vorup FB lørdag på hjemmebane på Langhøj Idrætscenter, mens Kolind/Perstrup IF på Kolind Park tager imod rækkens nr. 2, Hornbæk SF.

Kampfakta

Serie1, pulje 7

Vivild IF - VRI 1 - 1 (1 - 1)

Lørdag 10. oktober kl. 13.30 på Langhøj Idrætscenter

Målscorere:

0 - 1 Rasmus Beck (2. min.)

1 - 1 Frederik Juul Espensen (34. min.)

Publiceret 16 October 2020 22:00