Den nye mand på Vivild IF’s midtbane Frederik Laursen scorede sit første mål i den grønne bluse, da han udlignede til 1-1 mod Hornbæk SF. Foto: Team Vivild

Den nye mand på Vivild IF’s midtbane Frederik Laursen scorede sit første mål i den grønne bluse, da han udlignede til 1-1 mod Hornbæk SF. Foto: Team Vivild

Seriefodbold: Vivild IF uden punch tabte ude til Hornbæk SF

På en dårlig 2. halvleg tabte Vivild IF med 2-1 til Hornbæk SF i Serie 1. Frederik Laursen scorede for Vivild IF på en ripost

Af
Martin Schultz

Vivild IF må op på hesten igen inden holdet lørdag eftermiddag på udebane møder Fårvang IF. De grønne fra Vivild tabte nemlig sidste lørdags kamp til Hornbæk SF med 2-1 og led dermed holdets andet nederlag, her hvor halvdelen af turneringen er spillet. Vivild IF ligger i midterfeltet med 9 point efter 7 kampe efter to sejre og tre uafgjorte opgør. Det er på betryggende afstand til bundholdene fra VRI og lokalrivalerne fra Kolind/Perstrup IF, som ligger i bunden af rækken med hver 4 point. Men rækken er tæt og alle kan slå alle, så Vivild IF gør klogt i at se nedad i tabellen for at holde sig på afstand af nedrykningsstregen. To hold rykker direkte ud og et hold skal ud i nedrykningsspil.

Vivild IF fik ikke point med hjem fra Hornbæk SF, som dermed kravlede op på 2. pladsen som nærmeste forfølger til det driftssikre tophold fra Christiansbjerg IF.

I kampen mod Hornbæk SF scorede det fra IF Midtdjurs tilkomne offensive midtbanetalent Frederik Laursen sit første mål for Vivild IF, men det var ikke nok til at få point med hjem til Djursland.

Helt lige kamp i 1. halvleg

Det blev en hæsblæsende start på kampen, hvor en smule skarphed fra begge hold kunne have resulteret i 2-2 allerede efter 15 minutter. Men desværre var angriberen Sebastian Stær uskarp i begge situationer, så Vivild IF fik ikke scoret.

”Efter 25 minutter kom Hornbæk SF foran på et vanvittigt mål af Nicolaj Erikslev. Med ryggen mod mål sparkede han bolden over sit eget hovedet og over i det lang hjørne – fuldstændig umulig at redde for vores målmand Allan Nielsen,” fortæller Vivild IF’s cheftræner Michael Blom.

Vivild IF svarede dog hurtigt igen, for fem minutter efter var stillingen 1-1.

”Efter at først Sebastian Stær og efterfølgende Jimmi Hansen fik deres skud pareret af Hornbæk SF’s keeper, endte bolden til sidst hos Frederik Laursen, der med den største selvfølgelighed sparkede bolden op i nettaget, så vi kunne gå til pause med 1-1 i en helt lige kamp.”

En skuffende 2. halvleg

I 2. halvleg var Vivild IF slet ikke tilstede i kampen.

”Allerede efter 2 minutter sov vi i vores forsvaret, hvor vi lod en ganske ufarlig bold i feltet blive headet ind til en Hornbæk SF føring på 2-1,” fortæller Michael Blom.

Hornbæk SF var meget tættere på 3-1 end Vivild IF var på at udligne til 2-2.

”En meget skuffende 2. halvleg endte med sæsonens andet nederlag,” slutter Michael Blom.

Kampen mellem Fårvang IF og Vivild IF spilles lørdag kl. 13.30 på Fårvang Stadion. Vivild IF vandt det første opgør mellem de to hold med 2-1 på mål af Sebastian Stær og Jimmi Hansen.

Billedtekst:

Den nye mand på Vivild IF’s midtbane Frederik Laursen scorede sit første mål i den grønne bluse, da han udlignede til 1-1 mod Hornbæk SF. Foto: Team Vivild

Publiceret 19 September 2020 10:01