Forsvarsstyrmand Lasse Jensen er ude de kommende uger efter at have pådraget sig en 10-12 cm lang flænge på skinnebenet i Nørager B’s 3-0 nederlag til Fuglebakken KFUM. Foto: Nørager Boldklub

Forsvarsstyrmand Lasse Jensen er ude de kommende uger efter at have pådraget sig en 10-12 cm lang flænge på skinnebenet i Nørager B’s 3-0 nederlag til Fuglebakken KFUM. Foto: Nørager Boldklub

Seriefodbold: Afbudsramt Nørager B sænket på ti minutter

Nørager B tabte med 3-0 til Fuglebakken KFUM på hjemmebane og tabte terræn i toppen af Serie 2. Lasse Jensen fik en flænge i skinnebenet og måtte sys på skadestuen

Af
Martin Schultz

Det blev en skuffende forestilling for det trofaste publikum på Nørager Stadion, da Fuglebakken KFUM fredag aften var på besøg i Nørager. Nørager B havde nemlig chancerne for at bringe sig afgørende foran i 1. halvleg. Men stillingen var 0-0 ved halvleg, og på ti effektive minutter i 2. halvleg scorede gæsterne tre gange og sikrede sig en komfortabel 3-0 sejr.

”Det ville ikke have været uretfærdigt, hvis vi havde været foran med 3-0 ved pausen. Vi spillede en god 1. halvleg og Fuglebakken KFUM havde ikke noget,” siger Nørager B-træner Claus Vestergaard. Rasmus Bang Rasmussen, Jan Ankerstjerne og Mads ”Pylle” Pedersen havde alle gode muligheder i 1. halvleg, men uden at få nettet til at blafre bag Fuglebakken KFUM’s målmand.

”I pausen snakkede vi om, at vi skulle fortsætte. Så skulle vi nok få scoret og sikre os sejren,” siger Claus Vestergaard.

Men det blev Fuglebakken KFUM, som scorede målene. Først på en løs bold, som tog et skævt opspring og gik i mål tæt ved stolpen. Og derefter på to omstillinger efter boldtab i Nørager B’s rækker.

Fire U19 spillere på holdet

Nørager B måtte se bort fra fætrene Sigurd og Mathias Fisker, som begge var ude med karantæner efter røde kort i sidste uges kortkaos i kampen mod Skødstrup SF, hvor Nørager B sluttede kampen med kun seks markspillere efter en stribe af gule og røde kort. Da også Gökhan Tokay var forhindret i at spille på grund af arbejde, blev der brug for fremtidens folk fra Allingåbro IF/Nørager B’s U19 hold.

”Heldigvis skulle U19 holdet ikke spille, så vi fik hjælp af de unge spillere. Det bliver sværere i næste weekend, hvor U19 holdet spiller turneringskamp i Liga 2 ude mod Vejle B,” siger Claus Vestergaard

Med mod Fuglebakken KFUM var U19 spillerne Jan Ankerstjerne, Jonas Friis, Emil Bang Jensen og debutanten Rasmus Krause Mouridsen, som er kommet fra Ørsted IF.

”Rasmus Krause Mouridsen startede inde som højre back som erstatning for Sigurd Fisker og spillede hele kampen,” fortæller Claus Vestergaard.

Lasse Jensen fik flænge skinnebenet

Uden hjælp fra U19 spillerne får træner Claus Vestergaard noget at spekulere over inden han skal sætte hold til lørdagens kamp mod Langaa IK, som kommer til Nørager Stadion med et sviende 9-1 nederlag til TRIF i bagagen.

Mathias Fisker har udstået sin karantæne og er tilbage på holdet, mens Sigurd Fisker må sidde udenfor og afsone sin anden karantænedag.

Til gengæld må Nørager B se bort fra rutinerede Lasse Jensen, som et kvarter før tid sparkede op i en fodboldstøvle og fik en 10-12 cm lang flænge i skinnebenet. Lasse Jensen blev kørt på skadestuen og blev syet med flere sting, så han er ikke til rådighed i Nørager B’s kommende kampe.

”Nu vender turneringen og jeg er tilfreds med hvad vi har præsteret. Med lidt held kunne vi havde fået lidt flere point, men nu skal vi koncentrere os om at overleve i rækken,” slutter Claus Vestergaard.

KAMPFAKTA

Serie 2, Pulje 17

Nørager B - Fuglebakken KFUM 0 - 3 (0 - 0)

Fredag 11. september kl. 19.00 på Nørager Stadion

Målscorere:

  • 0 - 1 Fuglebakken KFUM (56. min.)
  • 0 - 2 Fuglebakken KFUM (60. min.)
  • 0 - 3 Fuglebakken KFUM (67. min.)

Publiceret 15 September 2020 14:48