Unge Nicklas Sloth scorede sejrsmålet for FC Djursland i pokalkampen mod Skødstrup. Foto: Mikkel Koudal Andersen (IFM Fodbold)

Unge Nicklas Sloth scorede sejrsmålet for FC Djursland i pokalkampen mod Skødstrup. Foto: Mikkel Koudal Andersen (IFM Fodbold)

Pokalfodbold: FC Djursland på overarbejde mod Skødstrup SF

FC Djursland vandt pokalkamp med 2-1 efter forlænget spilletid på mål af to unge talenter

Af
Martin Schultz

Fremtiden banker på i FC Djursland.

Det er velkendt, at FC Djursland har et ungt hold, men at det skulle være to helt unge spillere, som afgjorde pokalkampen lørdag eftermiddag mod Skødstrup SF, tegner godt for fremtiden. Ungsenior Emil Sander udlignede i 2. halvleg og U19-spilleren Nicklas Sloth sørgede med en scoring i den forlængede spilletid for at FC Djursland fik hevet 2-1 sejren over Skødstrup SF i hus i 6. runde af DBU’s landspokalturnering Sydbank Pokalen.

Dermed er det som ventet Djurslands højest rangerede klub, FC Djursland fra Danmarksserien, som bliver lokalområdets eneste repræsentant, når pokalturneringens 7. runde spilles i august med indtræden af hold fra 2. division.

Men FC Djursland skulle arbejde hårdt for at sikre sig sejren mod et uimponeret Skødstrup SF-hold, som spiller i Serie 2.

“Skødstrup SF var et dygtigt hold med mange unge spillere med en god energi. Hjemmeholdet spillede en rigtig fin kamp og kæmpede for deres chance. På den måde var det en rigtig pokalkamp,” fortæller FC Djurslands sportschef og kommende assistenttræner Nicolaj R. Poulsen.

“Vi havde bolden utrolig meget og havde flere chancer i både 1. og 2. halvleg, men Skødstrup SF havde en stor chance kort før tid på en friløber, men vores målmand Anders Emil Hjort reddede os.”

Måtte arbejde for sejren

FC Djursland har på grund af corona-nedlukning ikke spillet en turneringskamp siden sidste efterår, men spillede sidste tirsdag årets første betydende kamp, da Kolind-Perstrup IF på Kolind Park i pokalturneringen blev slået med 1-0 på et frisparksmål af Janus Tranæs Didriksen tidligt i kampen.

Og det blev ikke lettere i pokalturneringens 6. runde i lørdags mod Skødstrup SF på udebane, for i en fin kulisse med god opbakning til begge hold spillede Serie 2-holdet sin chance.

“Vi kom bagud med 1-0 efter 10 minutter på hjemmeholdets første og bedste chance i 1. halvleg, da vores bagkæde var fejlplaceret. Vi fik udlignet efter 10 minutter i 2. halvleg, men Skødstrup SF pressede os i slutningen af kampen, hvor Anders Emil Hjort reddede deres friløber. 5-6 minutter ind i overtiden sikrede indskiftede Nicklas Sloth os sejren efter et flot gennemført angreb,” fortæller Nicolaj R. Poulsen.

“Spillemæssigt var vi det bedste hold, men efterhånden som kampen skred frem, var vi nødt til at spille mere direkte. Vi havde også chancerne til at afgøre kampen. Men vi måtte arbejde for sejren og kom en smule på overarbejde. Vi kom nok til at spille på en anden måde end vores nye cheftræner Felipe Soares havde tænkt sig.”

Emil Bjerre Busk tilbage på banen

FC Djursland stillede op uden Nicolaj Jarsmer, som havd fået fri af private grunde. I stedet spillede Morten Bruun i front sammen med Benjamin Lahn Sørensen.

I bagkæden stillede gæsterne med Søren Koch Østergaard i højre side, Gustav Friis Overgaard og Casper Stylsvig Bæksted i midterforsvaret og Christian Rytter Fløjborg i højre side. På midtbanen spillede Emil Sander, Sebastian Bendix Væggemose, Fabian Korsgaard og Janus Tranæs Didriksen.

“I 1. halvleg blev Christian Rytter Fløjborg skadet og vi skiftede Emil Bjerre Busk ind fra bænken, hvor han var med efter udstået sygdom. Gustav Friis Overgaard og Emil Bjerre Busk fik hver en advarsel, så FC Djursland spillede i undertal i to gange ti minutter.”

Med kampen mod Skødstrup SF fik FC Djursland trods alt to kampe i benene inden sommerferien og kan se frem til fortsat deltagelse i landspokalturneringen.

“Nu fortsætter vi med at træne en gang om ugen inden vi mandag 20. juli for alvor tager fat på sæsonforberedelserne. Vi har premiere på den nye sæson 15. august,” fortæller sportschef Nicolaj R. Poulsen.

KAMPFAKTA

Sydbank Pokalen 2020/21

Skødstrup SF (Serie 2) - FC Djursland (DS) 1 - 2 efter forlænget spilletid

Lørdag 27. juni kl. 14.00 på Studstrup Idrætsanlæg

Målscorere:

  • 1 - 0 Skødstrup SF (10. min.)
  • 1 - 1 Emil Sander (55. min.)
  • 1 - 2 Nicklas Sloth (96. min.)

Publiceret 29 June 2020 22:00