Danmarksserien: Felipe Soares overtager roret i FC Djursland

Den brasilianske midtbanespiller avancerer fra assistent til cheftræner for Djurslands bedste fodboldhold

Af
Martin Schultz

Det bliver som ventet FC Djurslands spillende assistenttræner Felipe Soares, som efterfølger Robert Sørensen som cheftræner for Djurslands fodboldflagskib.

Den 34-årige brasilianer med erfaring fra 14 år som professionel fodboldspiller kender FC Djursland ud og ind, og han har de sidste tre år været træner for klubbens U19 hold. Samtidig var han Danmarksserieholdets mest rutinerede spiller og tiltrådte i vinter som spillende assistenttræner efter Jeppe Juhl Jensen, der som nyuddannet politibetjent ikke kunne afse den fornødne tid til opgaven.

“Felipe Soares har dobbeltjobbet i foråret som både U19 træner og spillende assistenttræner. Fremover skal han koncentrere sig om at være cheftræner. Sideløbende med min rolle som sportschef vil jeg bakke op om Felipe som assistent. Desuden har vi forlænget aftalen med Jacob Kliver som målmandstræner, og Flemming Zaar og Ronnie Sejer Kristensen fortsætter som holdledere. Så teamet bag træneren er stort set det samme,” siger FC Djurslands sportschef Nicolaj R. Poulsen, som har små 25 års erfaring som træner og som i to år var assistent for Robert Sørensen.

Felipe er det rigtige match

Felipe Soares er fra Brasilien og er fra barnsben opdraget med sambafodbold. Han har spillet på samtlige brasilianske ungdomslandshold fra U15 til U21 og stiftede her bekendtskab med flere af de talenter, som senere foldede sig ud som stjerner i de europæiske storklubber.

Han kom også selv til Europa og spillede for storklubben Standard Liege og KSV Roeselare i Belgien. For fem år siden kom han til Grenaa som lærer på Viden Djurs’ Brazil Fodboldlinje. Herefter har han også været et aktiv i FC Djursland som både spiller og træner.

“Felipe er efter fem år i Grenaa blevet godt forankret i vores område og er det tætteste man kan komme på en brasiliansk dansker. Familien har købt hus i 8500 Grenaa og Felipes to drenge spiller fodbold i Grenaa IF,” fortæller Nicolaj R. Poulsen.

“Samtidig matcher Felipe vores set up med at bygge holdet op omkring unge lokale spillere. De fleste unge spillere kender Felipe fra deres tid på Brazil Fodboldlinjen og på U19 holdet. I vores dialog med spillerne har de udtrykt et ønske om en træner, som passede ind i FC Djurslands kultur og miljø, og det lever Felipe i hvert fald op til. Vi har en rigtig ung trup med 8-9 U19 spillere blandt de 30 spillere."

Aftalen med Felipe Soares løber i to år, og ledelsen i FC Djursland forventer, at han kan fastholde holdets placering i Danmarksserien.

“Men vi er også klar over, at vi går en atypisk sæson i møde. Danmarksturneringen står foran store forandringer. 2. Division bliver delt op, så der bliver skubbet et niveau mere ind over Danmarksserien. Næste år bliver der 44 hold i de fire puljer i stedet for de nuværende 40, og der skal med stor sandsynlighed findes flere nedrykkere,” fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Satte FC Djursland på landkortet

Med udnævnelsen af Felipe Soares til cheftræner bliver der sagt farvel til Robert Sørensen, som forlader FC Djursland ved udløbet af sin kontrakt. Det var forventet, fordi Robert Sørensen i forbindelse med coronakrisen fik ændret sine arbejdstider i politiet, så det ikke kunne hænge sammen at være Danmarksserietræner i Grenaa.

Den store århusianske betjent og fodboldkender kan med god samvittighed forlade skuden. Han førte i sin første sæson FC Djursland fra Jyllandsserien op i Danmarksserien efter en play off-sejr og holdt derefter holdet oppe i Danmarksserien i det særdeles skrappe selskab. Han tog udfordringen op og skolede de unge lokale spillere, så de kunne begå sig på Danmarksserieniveau.

“Robert Sørensen var med til igen at sætte FC Djursland på fodbold-landkortet. Vi har kun rosende ord tilovers for Robert. Der står stor respekt om det han har udrettet. Han vil altid være en del af FC Djursland-familien,” siger Nicolaj R. Poulsen om sin tidligere træner-kollega.

Han fremhæver også Robert Sørensens dygtige mandskabsbehandling - en evne også Felipe Soares er kendt for.

FC Djursland forventer at komme i kamp i landspokalturneringen Sydbank Pokalen inden sommerferien. Det vil i så fald blive med Felipe Soares ved roret som debuterende cheftræner.

Publiceret 12 June 2020 15:00