Gökhan Tokay kan med sin erfaring og kunnen fra divisionsniveau hjælpe med til, at Nørager snart er tilbage i Serie 1 - hvis og såfremt, der i det hele taget bliver spillet fodboldkampe i dette forår. Arkivfoto

Gökhan Tokay kan med sin erfaring og kunnen fra divisionsniveau hjælpe med til, at Nørager snart er tilbage i Serie 1 - hvis og såfremt, der i det hele taget bliver spillet fodboldkampe i dette forår. Arkivfoto

Seriefodbold: Corona kom på tværs af spektakulær debut

Den tidligere Brabrand-anfører Gøkhan Tokay er klar til at spille for Nørager B i Serie 2

Af
Martin Schultz

Udsigten til en interessant debut i seriefodbolden på Djursland gør ventetiden på en åbning af forårsturneringen næsten uudholdelig. Ikke mindst i den fodboldglade lands (-gale)by Nørager venter man utålmodigt på, at der snart kan spilles bold på stadion, for ikke blot er det lokale hold oprykkere i Serie 2, men holdet har også fået en meget interessant tilgang til truppen.

Nørager B har denne vinter nemlig indlemmet den tidligere Randers FC-spiller og Brabrand IF-anfører Gøkhan Tokay i sin trup og var klar til at præsentere den 29-årige allroundspiller på holdets midtbane på hjemmebanen i premieren mod Fuglebakken KFUM – hvis altså ikke myndighederne godt ti dage forinden havde lukket ned for al aktivitet på de danske fodboldbaner.

Håbet lever, at der kan spilles fodbold igen fra midt i maj. Hvis myndighederne letter på nedlukningen, har DBU Jylland en plan B klar, som muliggør afviklingen af en forårsturnering med et halvt spilleprogram, således at holdene i puljerne møder hinanden én gang i stedet for to gange frem mod den 1. juli.

En terrier uden lige

Nørager B’s bedste seniorhold havde et forrygende efterår og gik ubesejret gennem turneringen og sikrede sig med fire kampe tilbage at spille oprykningen til Serie 2.

Med tilgangen af Gökhan Tokay forstærkes et i forvejen boldsikkert og teknisk velspillende hold, som med en god blanding af unge spillere og rutinerede kræfter har fundet det perfekte mix i traditionsklubben, som oplevede en mindre nedsmeltning for et par år siden med et fald ned gennem rækkerne fra Serie 1 til Serie 3 på to sæsoner.

”Gökhan var på udkik efter en klub, hvor der blev arbejdet seriøst, og hvor det var sjovt at spille. Han kom i kontakt med nogle af vores spillere, og vi synes det er en spændende spiller at få ind i klubben. Han har fået sin fodboldopdragelse i Randers FC og debuterede i superliga’en som 17-årig. Siden har han spillet divisionsfodbold og været anfører i Brabrand IF gennem flere sæsoner,” fortæller Nørager B’s træner Claus Vestergaard.

Gökhan Tokay kan med sin store rutine og kvalitet spille alle pladser på holdet undtagen angriber, men Claus Vestergaard forventer at bruge ham på den defensive midtbane.

Publikum på Nørager Stadion kan se frem til mødet med Gökhan Tokay, som ifølge hans tidligere træner i Brabrand IF Tom Søjberg er ”en boldvindende midtbanespiller. Han er en terrier uden lige. Han arbejder stenhårdt, og han er altid en udfordring for modstanderen.” Det lyder som en spiller af den rette støbning på et Nørager hold, som er kendt for at levere høj intensitet og fight i sine kampe.

Gunnar ”Marcelo” ude med slem knæskade

Nørager B råder udover tilgangen over den samme trup, som sikrede holdet oprykning til Serie 2 i efteråret. Dog er en af de rutinerede spillere, Daniel Sortkjær, stoppet. Desuden må holdet i et godt stykke tid se bort fra en af fremtidens spillere, 19-årige Gunnar ”Marcelo” Pedersen, som i julens indendørsstævne Brix Cup kom slemt til skade med sit knæ og døjer med et ødelagt korsbånd. Til gengæld er Mathias Koch på vej tilbage efter den knæskade, som ødelagde efteråret for ham.

Angriberen Rasmus Bang Rasmussen er tilbage efter en skade, og så er en af klubbens unge talenter, Benjamin Kjemtrup, med igen. Han er Nøragerdreng og en dygtig allroundspiller fra samme gode årgang som Sigurd Fisker og Gunnar “Marcelo” Pedersen.

Nørager B har haft Gökhan Tokay med i tre træningskampe. Holdet har i optakten vundet over Grenaa IF, Auning IF og IFÅdalen fra Serie 3, men tabt stort til Vorup FB fra Serie 1.

Publiceret 28 April 2020 14:15