Kevin Fisker er en rutineret målmand med en fortid i Randers HH og Skanderborg Håndbold. Foto: Nørre Djurs HK

Kevin Fisker er en rutineret målmand med en fortid i Randers HH og Skanderborg Håndbold. Foto: Nørre Djurs HK

Divisionshåndbold: Ny målmand og stor back skal styrke Nørre Djurs HK

Randers HH-spillerne Kevin Fisker og Mathias Juel Kristensen er klar til at spille for Nørre Djurs HK

Af
Martin Schultz

HÅNDBOLD Der kommer både mere rutine og nyt talent ind i Nørre Djurs HK’s trup, når spillerne i maj forhåbentlig mødes til træningsoptakten til den nye håndboldsæson.

Mathias Juel Kristensen er hentet til Nørre Djurs HK for at lukke hullet efter Simon Søgaard Jensen. Den 20-årige bagspiller skal med sine højde på 195 cm åbne spillet bagfra med langskud. Foto: Nørre Djurs HK

Mathias Juel Kristensen er hentet til Nørre Djurs HK for at lukke hullet efter Simon Søgaard Jensen. Den 20-årige bagspiller skal med sine højde på 195 cm åbne spillet bagfra med langskud. Foto: Nørre Djurs HK

Djurslands højest rangerede håndboldherrer med hold i både 2. og 3. Division i efteråret får nemlig tilgang af målmand Kevin Fisker og venstre back Mathias Juel Kristensen, som begge kommer fra lokalrivalerne Randers HH.

”Vi er i gang med en elitesatsning samtidig med at Nørre Djurs HK bevarer hele sin bredde som en håndboldklub for alle aldre og niveauer,” siger klubbens spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen.

”Vi er en lokal forankret håndboldklub, men i forhold til vores ambitioner kommer vi ikke i mål alene med vores egne spillere. Derfor har vi brug for at tiltrække spille udefra, som kan se sig selv som en del af Nørre Djurs HK’s eliteprojekt,” forklarer Nicolaj Danefeld Hansen.

Ikke mindst tabet af venstre back Simon Søgaard Jensen, som tidligere i år meddelte klubben sit ønske om at prøve nye udfordringer, fik Nørre Djurs HK’s herre eliteudvalg op i gear.

”Vi havde ikke regnet med tabet af Simon Søgaard Jensen, og det var vi tvunget til at handle på. Derfor er vi glade for at kunne præsentere en ung og talentfuld spiller, Mathias Juel Kristensen, som vi har forventninger om kan være med til at erstatte Simon Søgaard Jensen,” siger Nicolaj Danefeld Hansen.

Ung bagspiller med højde og drøjde

Med Mathias Juel Kristensen kommer der både højde og drøjde ind i Nørre Djurs HK’s bagkæde, for den kun 20-årige lærervikar rager 195 cm i vejret og kommer flyvende med en kampvægt på over 100 kg.

Den unge bagspiller gør sig både i angrebs- og forsvarsspillet og kommer som ung spiller med et stort potentiale og en lige så stor sult på at spille fast på et ambitiøst divisionshold. Han fik sin håndboldopdragelse i eliteoverbygningen Randers HH allerede fra ungdomsårene, men missede sine U18 år med skader i begge akillessener. Han kom tilbage til tophåndbold som nyslået seniorspiller og har spillet i Randers HH, Viborg Håndbold og HEI i 1. Division.

”HEI’s træner Ryan Zinglersen hentede mig til klubben, men jeg blev mest brugt i forsvaret og tog derfor tilbage til Randers HH,” fortæller Mathias Juel Kristensen. Randers HH har haft det svært økonomisk i de senere år og fremtiden er uvis for divisionsholdet, så Mathias Juel Kristensen griber chancen i Nørre Djurs HK og er klar til at give den fuld gas i sin nye klub.

Sportschef i Nørre Djurs HK Nicolaj Danefeld Hansen ser frem til at tage imod den unge venstre back.

”Vi er vant til at arbejde med unge mennesker, og vi har store forventninger til Mathias. Hans spillestil lægger nye dimensioner til vores angrebsspil. Hvor Simon Søgaard Jensen var en gennembrudsspiller, så kan Mathias åbne udefra og fyre af fra 10-11 meter,” siger Nicolaj Danefeld Hansen.

”Mathias Juel Kristensen er en rigtig skytte, der kan skyde på distancen, samtidig med at han også kan spille det tempospil, som vi er kendt for i Nørre Djurs HK,” siger holdets træner Jan Mathiesen.

Rutineret og dygtig målmand

Nørre Djurs HK forstærker sig også på målmandsposten med den 28-årige Kevin Fisker, der ligesom Mathias Juel Kristensen kommer fra Randers HH.

”Jeg arbejder som ambulancefører og kører ud fra Grenaa, så jeg er kendt med Djursland,” siger den rutinerede målmand, som startede sin håndboldkarriere i Dronningborg og som 16-årig kom til Randers HH. Som U18 spiller kom han til Skanderborg Håndbolds eliteakademi og blev en del af ligatruppen, inden han vendte tilbage til Randers HH og spillede i 1. Division.

”Jeg kommer med masser af erfaring fra 1. Division og fik også ligaerfaring som del af truppen i Skanderborg. Håndbold har været en stor del af mit liv og jeg har været kontraktspiller i seks sæsoner. Jeg vil gerne give videre af min erfaring til klubbens unge spillere. Springet fra 2. til 1. Division er kæmpestort, men Nørre Djurs HK har ambitionen, så vi må se hvad vi kan drive det til i næste sæson. Klubben har helt sikkert et potentiale” siger Kevin Fisker, som siden opholdet på Skanderborgs håndboldakademi har været nære venner med Mike Paulsen, som er playmaker på Nørre Djurs HK’s hold.

”Vi har store forventninger til Kevin Fisker. Han er en målmand, som har vist, at han kan være med på et højere niveau. Vores målmænd skal ramme et højere niveau i næste sæson, og her håber vi, at Kevin Fiskers kvalitet kan smitte af på vores to andre målmand,” siger sportschef Nicolaj Danefeld Hansen.

”Det bliver spændende. Kevin er en rutineret og dygtig målmand, som har været med i mange år. Han er en målmand, der kan lukke af, når han rammer dagen. Vi forventer, at han kan hjælpe de to andre målmænd og presse dem op i niveau,” siger træner Jan Mathiesen.

Hæve bunden før toppen krones

Jan Mathiesen har ikke set sine spillere siden onsdag 11. marts, hvor coronakrisen tvang statsminister Mette Frederiksen til at lukke samfundet ned.

”Spillerne holder lidt ferie, og vi håber at kunne kalde dem sammen til et møde i uge 17. Hvis det er muligt, vil vi vil træne i maj og juni, hvor vi især vil træne vores fysik,” siger Jan Mathiesen.

Siden nedlukningen er det bekræftet fra Dansk Håndbold Forbund, at Nørre Djurs HK’s andethold rykker op i 3. Division.

”Det bliver spændende. Vi har både erfarne og unge spillere på andetholdet, og vi har nogle unge drenge, som byder sig til. Vi er to trupper, der arbejder godt sammen. Og det er vigtigt, at vi altid træner sammen,” siger Jan Mathiesen.

”Det var et ønske for vores projekt at få det 3. Divisionshold. Vi skal hæve vores bund, før vi kroner toppen. Det stiller store krav og vi skal have bredden. Det kan også give større udskiftning i den bedste trup. Vi håber på tilgang, og er der lokale spillere, som er nysgerrige omkring vores projekt, er de velkomne til at kikke forbi, når vi forhåbentlig kan komme i gang i maj,” slutter sportschef Nicolaj Danefeld Hansen.

Publiceret 31 March 2020 14:00