Simon Søgaard Jensen blev med 7 mål topscorer i Nørre Djurs HK’s sejr over Mars-Thy Håndbold. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Simon Søgaard Jensen blev med 7 mål topscorer i Nørre Djurs HK’s sejr over Mars-Thy Håndbold. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Divisionshåndbold: Simon Søgaard topscorer i tiltrængt Nørre Djurs HK sejr

Nørre Djurs HK leverede de ekstra procenter og besejrede et stærkt Mors-Thy Håndbold hold med 31-29 på udebane i 2. Division

Af
Martin Schultz

Efter tre nederlag i træk kom Nørre Djurs HK tilbage på sejrskurs, da holdet lørdag eftermiddag i herrernes 2. Division på udebane i Thyhallerne i Thisted besejrede Mors-Thy Håndbold med 31-29 efter at have ført med 15-14 ved pausen.

Og sejren mod en bestemt stærk modstander på udebane gav selvtillid og tilfredshed både på og udenfor banen inden næste lørdags møde med rækkens tophold fra Frederikshavn FI.

“Vi spillede en rigtig god kamp mod en modstander, som var stærkere end Aars HK sidste lørdag. Alle mand var indstillet på, at nu skulle vi et trin op på den store klinge, og jeg vil fremhæve alle spillere på holdet. Vi kom ikke bare hjem fra Thy med to point, men blev også styrket som hold og som enkeltpersoner efter en rigtig god præstation efter en uge med stenhård træning hjemme i Glesborg,” siger Nørre Djurs HK’s cheftræner Benny Nielsen.

Der var mange gode elementer i spillet hos Nørre Djurs HK, og enkelte præstationer kan godt fremhæves, for målmand Kasper Kolstrup Møller var tilbage på holdet efter en ferietur til London og viste formidabelt spil i 1. halvleg. Også de to topscorere Simon Søgaard Jensen med 7 mål og playmaker Mike Paulsen med 6 mål viste på ny stor skudstyrke, og så var der ros fra Benny Nielsen til de to unge spillere Nikolaj Moll Larsen og Mikkel Milling.

“Rasmus Secher Eldrup scorede hvad jeg vil kalde et drømmemål til 29-25 få minutter før tid, men blev kort efter ramt af en udvisning efter en duel med Mors-Thy’s kæmpestore stregspiller, men heldigvis holdt vi afstanden og vandt kampen med 31-29,” siger Benny Nielsen.

“Store Møller” stærk i målet

Mors-Thy Håndbold er andethold for ligaholdet Mors-Thy, som forleden overraskede ved at tilføje topholdet Aalborg Håndbold efterårets første nederlag. Og ganske rigtig ventede der flere spillere fra ligaholdets trup, da Nørre Djurs HK gik på banen mod Mors-Thy Håndbold 2.

“Mors-Thy Håndbold stillede blandt andet op med liga- og U-landsholdsspilleren Jens Dolberg Plougstrup, som scorede 11 mål. Jeg sagde til spillerne, at vi var nødt til at gå til ham, ellers kunne vi ikke styre ham,” fortæller Benny Nielsen.

Men Nørre Djurs HK kom godt fra start og med en godt spillende “Store Møller” i målet fik gæsterne også med gode udkast bonus på kontraangreb, når Henrik Storm Pedersen strøg afsted og fik bolden spillet frem.

“Nicolaj Danefeld fik hurtigt to udvisninger, så vi var nødt til at sætte Simon Østergaard ind og dække op på backpladsen, men han leverede en præstation til UG med kryds og slange,” fortæller Benny Nielsen.

Nørre Djurs HK førte det meste af 1. halvleg, men med fem minutter til pausen udlignede Mors-Thy Håndbold. Hjemmeholdet kom med et enormt tryk og havde en meget stregspiller på over 100 kg.

“Men det var karakteristisk for denne kamp, at vi ikke lod os slå ud, og vi kunne gå til pause foran med 15-14,” siger Benny Nielsen.

Spillerne gav de ekstra procenter

“Vi fik en fornuftig snak i pausen, men Mors-Thy Håndbold fortsatte med at trykke på og efter 37 minutter var hjemmeholdet foran med to mål. Men vi lod os ikke stresse, og fra det 40. til det 50. minut dækkede vi sindssygt godt op, så Mors-Thy Håndbold kun lavede to mål og vi kom foran med 27-24,” fortæller Benny Nielsen.

“Med ti minutter igen gik Mors-Thy Håndbold over til en mandsopdækning af Simon Søgaard Jensen og Mike Paulsen, og det tog lidt af flow’et ud af vores spil og der blev længere mellem målene. Minutterne gik meget langsomt i den periode, men så var det Rasmus Secher scorede sit eneste mål, som var en ren perle, for kort derefter at blive udvist i to minutter. Men vi holdt fast i vores forspring, og vi fik den sejr vi virkelig havde brug for,” siger Benny Nielsen. Magnus Møller-Sørensen afløste “Store Møller” de sidste 20 minutter og præsterede en fin indsats med otte redninger.

“Vi fik gjort vores spil bredere og det skabte mere plads til vores skytter. Det var godt for vores fløjspil, og Henrik Storm Pedersen spillede sin hidtil bedste kamp og også Simon Østergaard gjorde det fint. Men frem for alt lykkedes det os at finde de nødvendige ekstra procenter frem, som var et krav hele vejen rundt,” slutter Benny Nielsen.

Nørre Djurs HK møder lørdag kl. 16.00 Frederikshavn FI i Nørre Djurshallen i Glesborg. Nordjyderne er nedrykkere fra 1. Division og er pt. tophold i 2. Division.

Kampfakta:

2. Division herrer, Pulje 1

Mors-Thy Håndbold - Nørre Djurs HK 29 - 31 (14 - 15)

Lørdag 2. November kl. 16.30 i Thyhallerne i Thisted

Målscorere:

  • Simon Søgaard Jensen, 7 mål
  • Mike Paulsen, 6 mål
  • Henrik Storm Pedersen, 5 mål
  • Lasse Kristoffersen, 3 mål
  • Nikolaj Moll Larsen, 3 mål
  • Nicolaj Danefeld, 3 (1) mål
  • Simon Østergaard, 2 mål
  • Rasmus Secher Eldrup, 1 mål
  • Mikkel Milling, 1 mål

Publiceret 04 November 2019 13:30