Åstrup/Hammelev-Grenaa divisionsdamer med træner Jan 'Bimmer' Ring Hansen helt til venstre i bagerste række. Arkivfoto

Åstrup/Hammelev-Grenaa divisionsdamer med træner Jan 'Bimmer' Ring Hansen helt til venstre i bagerste række. Arkivfoto

Divisionshåndbold:

Åstrup/Hammelev-Grenaas damer skal for alvor på pointjagt

Åstrup/Hammelev-Grenaas damer ramte ikke niveauet i nederlag på 25-19 til Odder,Håndbold og søndag venter Viby IF på udebane

Af
Af Martin Schultz

Med et nederlag på 25-19 forleden til Odder Håndbold 2 fik damerne fra Åstrup/Hammelev-Grenaa ikke den bedste start på den anden del af turneringen efter julepausen i damernes 3. division.
”Men vores spændingsniveau var ikke på plads, så det blev en skidt dag for holdet. Vi lavede koncentrationsfejl og blev frustreret over småting, så vi blev ramt af modgangen,” siger holdets træner Jan ”Bimmer” Ring Hansen. Men samtidig tog han også sin del af skylden for indsatsen.
”Jeg blev skidetosset på bænken over spillet og havde svært ved at styre temperamentet. Det var ikke godt nok, og det har jeg også beklaget over for spillerne, da vi snakkede om tingene efter kampen.”
Med nederlaget slap Åstrup/Hammelev-Grenaa ikke rigtig fri af den gruppe på tre-fire hold, som kæmper i tabellens nederste halvdel for at holde sig fri af nedrykningstruslen.
Både Odder Håndbold 2 og den kommende modstander Viby IF er holde, som ligger side om side med Åstrup/Hammelev-Grenaa, og som djurslændingene helst skal have point imod.

De sidste 20 minutter var godkendt

På trods af koncentrationsproblemerne var Åstrup/Hammelev-Grenaa ellers godt med i starten af kampen mod Odder Håndbold.
”Vi var godt med og stillingen var 7-7 indtil fem minutter før halvleg. Så scorede den samme spiller fire mål for Odder Håndbold, og derfor var vi bagud med 11-7 ved pausen,” fortæller Jan ”Bimmer” Ring Hansen.
”Vi kom ud i 2. halvleg og valgte at mandsopdække Odders firemåls-skytte, men i stedet kom vi bagud med otte mål i begyndelsen af 2. halvleg. Men vi kæmpede og kæmpede, og de sidste 20 minutter af kampen var godkendt. På et tidspunkt var vi kun bagud med fire mål.”
Der er ros fra træneren til stregspillerne Mette Just Paulsen og Kathrine Christensen, som udnyttede deres chancer og fik tilkæmpet sig flere straffekast.
”Men vi blev ramt lidt af modgangen,” siger Jan ”Bimmer” Ring Hansen, som kunne stille i stærkest opstilling efter at flere skadede spillere var kommet sig i julepausen.

Træneren må ikke koge over på søndag

Søndag kl. 13.30 skal Åstrup/Hammelev-Grenaa forsøge at få vigtige point med hjem fra Vibyhallen.
”Viby IF spiller vi tit meget lige kampe med, og i november spillede vi uafgjort 21-21 med dem på hjemmebane. Så jeg forventer en spændende og tæt kamp,” siger Jan ”Bimmer” Ring Hansen.
Med sig til Viby tager holdet dog et par ting, som man ifølge træneren har lært af kampen mod Odder Håndbold.
”For det første skal vi have lidt mere styr på vores spændingsniveau. Og for det andet skal jeg styre mit temperament. Jeg kogte over mod Odder Håndbold, og det har jeg beklaget over for spillerne,” siger Åstrup/Hammelev-Grenaa's træner Jan ”Bimmer” Ring Hansen.

Kampfakta

3. Division Damer, Pulje 3
Åstrup/Hammelev-Grenaa - Odder Håndbold 2 19 - 25 (7 - 11)
Torsdag 5. januar 2017, kl. 19.15 i Åstruphallen

Målscorere:
Louice Dueholm 5 (3 straf.)
Cecilie Bachmann 3
Kathrine Kristensen 3
Mathilde Møller Bachmann 3
Malene Høegh Therkildsen 2
Johanne Frey Laursen 2
Mette Just Paulsen 1

Åstrup/Hammelev - Grenaa's holdopstilling:
Louise Holm
Malene Høegh Therkildsen
Heidi Schumacher Nettermann
Johanne Frey Laursen
Mia Serwin
Mathilde Møller Bachmann
Kathrine Kristensen
Lea Schmidt Nielsen
Cecilie Bachmann
Louice Dueholm

 

Publiceret 12 January 2017 23:52